At opretholde et velfungerende demokrati kræver stærke uafhængige institutioner, og som minimum en grundlæggende tillid til, at demokratiet medfører det bedste udfald for alle dele af befolkningen. I øjeblikket tyder det på, at Brasilien mangler begge dele. I takt med, at korruptionen florerer og uligheden øges, mindskes befolkningens tillid til, at demokratiet kan rette op på de økonomiske og sociale udfordringer, der præger deres hverdag.

Af Laura Sofie Daugaard og Julie Feldbæk Ranneries

 

Det brasilianske præsidentembede har lidt (og lider stadig) under en række korruptionssager. Historisk har Brasilien haft økonomiske og politiske udfordringer i takt med, at landet har været underlagt forskellige styreformer, herunder særligt det militære styre. Og det var netop som reaktion på det seneste militære styres utilstrækkelige håndtering af økonomiske og sociale problemer i slut 70’erne, at en demokratiseringsproces gik i gang. I den forbindelse fik Brasilien sin ottende og seneste forfatning af 1988, som bl.a. gav borgerne nogle af de sociale rettigheder, som før havde manglet, og i 1990 fik Brasilien sin første folkevalgte præsident, Fernando Collor de Mello. På trods af, at han bl.a. gik til valg på et moderniseringsprogram, som inkluderede øget straf for misbrug af offentlige midler, måtte han i 1992 lade sig erstatte af sin vicepræsident, da han blev frataget sit embede som følge af korruptionsanklager. Det skulle siden hen vise sig at blive starten på et mønster af korrupte politikere i det ellers opblomstrende demokrati.


De korrupte præsidenter
Både den tidligere folkekære præsident ”Lula” og hans efterfølger Dilma Rousseff fik frataget deres præsidentposter i henholdsvis 2010 og 2016. De tilhørte begge arbejderpartiet, “Partido dos Trabalhadores” som særligt de senere år har oplevet en enorm opbakning, primært som følge af deres socialpolitik. Nuværende og knap så populære præsident Michel Temer, som kommer fra partiet “Partido do Movimento Democrático Brasileiro” og som tiltrådte som erstatning for Rousseff, kan risikere at gå samme skæbne i møde som sine forgængere, hvis han ligeledes dømmes skyldig i korruption i forbindelse med hans valgkamp op til præsidentvalget i 2014. En sag som endnu efterforskes.


Brasilianerne vil demokratiet
Korruptionen synes altså næsten institutionaliseret i det politiske miljø. Meget tyder dog på, at brasilianerne vil demokratiet. I 2014 blev der igangsat en efterforskning under navnet ”Operation Car Wash” (”Lava Jato” på portugisisk), med det formål at afdække brikkerne i det meget store korruptionsspil. Op mod 100 politikere og embedsmænd er blevet dømt i forbindelse med efterforskningen indtil videre, og flere andre efterforskes stadig. Samtlige korruptionssager involverer den statsejede oliegigant Petrobas, som til trods for udnævnelsen som ”the most ethical global oil and gas company” i 2008 senere skulle vise sig at blive centrum i den største korruptionsskandale i brasiliansk historie.

I den forbindelse har man forstærket sanktionerne for dem, som findes skyldige i korruption. Tidligere CEO i byggefirmaet Odebrecht, Marcelo Odebrecht, blev for eksempel idømt 19 års fængsel for afpresning af politiske partier, ligesom tidligere præsident Lula blev idømt godt 10 års fængsel i juli i år (en dom han dog har anket med den begrundelse, at anklagerne mod ham er en del af et politisk plot, hvorfor han endnu ikke er fængslet). Derudover indførte man under den nye regeringsdannelse i maj 2016 en minister med ansvar for at bekæmpe korruption. Dog måtte den nye minister træde tilbage kort tid efter indsættelse, da det blev opdaget, at han tilsyneladende rådgav andre om, hvordan man undslipper korruptionstiltale.

De mange korruptionsanklager og de dertilhørende afgørelser har ligeledes medført stærke reaktioner i befolkningen, bl.a. i form af demonstrationer i byerne. Særligt reaktionerne på udfaldet af Lulas og Dilmas retssager vidner om en befolkning, som (stadig) er opdelt i rig og fattig. Klassekamp og øget ulighed er således endnu engang blevet en mærkesag – og netop klassekampen kan måske være et bud på en forklaring af det politiske korruptionsmønster.

 

Den tilbagevendende klassekamp
Hvorfor Brasilien er demokratisk udfordret, findes der næppe noget universelt svar på, og teorierne er mange. En, som bl.a. mener, at korruptionen primært skyldes klassekamp og ulighed i befolkningen, er den brasilianske journalist André Fernandes. Han repræsenterer i høj grad den fattigere del af den brasilianske befolkning, der ligesom tidligere præsident Lula mener, at korruptionsanklagerne er et plot fra oppositionens side, med henblik på at fælde ham (og dermed også den opblomstrende arbejderklasse). Teorien bygger således på, at det derfor ikke nødvendigvis drejer sig om korrupte politikere, men derimod om den korrupte magtfulde elite udenom.

Elitens motivation for planlægning af et eventuelt politisk plot kan siges at være en modreaktion på arbejderpartiets enorme indsats for at hæve middelklassen og få flere brasilianere ud af absolut fattigdom. Både sociale og økonomiske tiltag har nemlig ført til, at de fattige brasilianere er langt mere synlige og aktive i samfundet, og det er ikke nødvendigvis noget, der tiltaler eliten.
Det er måske lidt kontroversielt at påstå, at eliten har så stor indflydelse, at de kan udfordre den brasilianske regering i en sådan grad, som både Lula og den fattigere del af befolkningen anklager dem for. Mistanken om et politisk plot kan måske også siges at komme i kraft af, at korruptionsanklagerne mod Lula i høj grad bryder med hans tilhængeres billede af ham som en socialistisk helt, der har forbedret levevilkårene for millioner af brasilianere.

Men selvom der ikke nødvendigvis er belæg for et opstillet politisk plot, så kan man argumentere for, at eliten i hvert fald spiller en central rolle i de seneste års mange politiske sammenstød. Det er nemlig særligt seks familier, der alle tilhører den økonomiske elite, som dominerer de trykte og elektroniske medier. Således kan eliten i høj grad påvirke en væsentlig del af den politiske debat.

Om de seneste korruptionsanklager skyldes et decideret politisk plot står endnu bare ved teorien, men ikke desto mindre er klassekampen et spændende perspektiv på korruptionen i Brasilien.

 

”Det virkelige Brasilien og Brasilien i lovbøgerne”
Et andet relevant perspektiv er at se på, hvorvidt korruption i virkeligheden er en integreret del af både brasiliansk kultur og politik. For måske er det ikke et opstillet plot fra elitens side – måske gennemsyrer korruption brasiliansk politik.

Tal anslår, at embedsmænd i perioden 2003-2010 har stjålet op mod 200 milliarder kroner fra statskassen, og som nævnt tidligere, er op mod 100 toppolitikere involverede i en lang række korruptionssager. Og det er ikke kun i politik, at korruption dominerer. Lia Rocha, en brasiliansk sociolog, har sagt følgende: ”Vi brasilianere siger, at der eksisterer to versioner af Brasilien: Det virkelige Brasilien og Brasilien i lovbøgerne”. Citatet bygger på, at forfatningen ikke afspejler den virkelighed, som mange brasilianere lever i. Forfatningen garanterer som nævnt en række sociale rettigheder, som mange af brasilianerne, særligt den fattigere del, i virkeligheden ikke får del i. Det får mange brasilianere til at snyde sig til flere goder, og man kan derfor påstå, at korruptionen også er kulturelt integreret.

I den brasilianske grundlov er det bestemt, at 90 % af de offentlige udgifter er låst fast, og for at ændre dette, skal præsidenten have 60 % af stemmerne i Deputeretkammereret, hvilket er en både omfattende og langvarig proces. Heri opstår givetvis motivationen for korruptionslignende forhandlinger, idet korruption alt andet lige bliver den eneste mulighed for at få gennemført politik på kort sigt: I stedet for at begynde en omfattende forfatningsændring, så de bedre kan tilpasse de offentlige udgifter til den nye politiske og økonomiske virkelighed, så laver de i stedet favorable aftaler under bordet eller pynter på budgetterne. Korruptionsskandalerne i Brasilien må siges at være komplekse, og der findes ingen endegyldig forklaring på, hvorfor korruption synes institutionaliseret i politik såvel som kultur.

 

Hvordan ser fremtiden ud?
Præsidentvalget i 2018 giver anledning til genovervejelse af Brasiliens politiske ståsted. Uanset hvad der skyldes den høje grad af korruption, så er den helt store udfordring, at korruption er muligt. En løsning skal altså givetvis findes i helt grundlæggende organisatoriske ændringer, ligesom øget transparens med hensyn til budgetterne og aftalerne kan blive afgørende for demokratiudviklingen. Kan udfaldet af valget i 2018 sikre sådanne ændringer?

Lige nu er der en række potentielle kandidater til præsidentembedet. Eksempelvis agter Lula at stille op, givet at han går fri af sin dom. Han har formået at holde på meget af sin opbakning fra befolkningen, særligt ved at holde fast i fortællingen om, at korruptionsanklagerne mod ham var med henblik på at få ham (og dermed arbejderklassen) ned med nakken. Udover Lula har også den højrenationalistiske ”Godfather” Jair Bolsonaro, kongresmedlem og tidligere ansat i hæren, offentliggjort sit kandidatur under sloganet ”Brazil above everything, God above everyone”. Han advokerer for det tidligere militærdiktatur og dets brug af tortur, som tidligere præsident Dilma Rousseff har mærket på egen krop i sin fortid som guerillakriger. Sidstnævnte vidner i høj grad om ekstremt forskellige politiske overbevisninger.

Bolsonaros anti-demokratiske kampagne går på, at et diktatur i højere grad kan sikre, at økonomien forbedres og brasilianerne får mad på bordet, end demokratiet kan. Med det udgangspunkt vinder han frem i meningsmålingerne ved at udstille den nuværende regering, som i forvejen er stærkt tynget af korruptionsanklager – og således afbilder han demokratiet som en utopi, der i virkeligheden dækker over en magtelites grådighed og ikke er til gavn for den almindelige befolkning. Dog er hans løsninger på udfordringerne kortsigtede, ligesom et diktatur vil medføre mindre transparens, hvilket på længere sigt kan føre til yderligere korruption og dermed potentielt yderligere ulighed til ulempe for den fattige del af befolkningen.

Historisk er demokratiudviklingen i Brasilien nået langt. Den brasilianske befolkning har fået tilkæmpet sig en lang række demokratiske rettigheder, men demokratiet har endnu ikke rigtigt fundet sit fodfæste. Det gælder bl.a. konkret i forhold til etableringen af en demokratisk kultur med tilhørende demokratiske værdier.

Valget i 2018 sætter altså fokus på den politiske organisering og dertilhørende udfordringer – men som omstændighederne er nu, vil det tilsyneladende kræve helt grundlæggende organisatoriske og forfatningsmæssige ændringer at skabe et mere veletableret og velfungerende brasiliansk demokrati. Noget kunne tyde på, at hverken Lula eller Bolsonaro er den oplagte kandidat til opgaven.

 

Julie og Laura læser begge på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *