Frihandelsaftalen mellem EU og Japan anses af mange som den største og mest ambitiøse frihandelsaftale til dato. Med denne aftale sætter Japan for alvor det sidste punktum ved tidligere tiders indadvendte udenrigs- og handelspolitik. Med premierminister Shinzo Abe i spidsen vender Japan sig mod omverden med håb om at få etableret Japan som en vigtig global spiller.

Af Caroline Bertram

 

Baggrund
I år kan Danmark og Japan fejre 150-året for oprettelsen af diplomatiske forbindelser. Det var med underskrivelsen af venskabs-, handels- og søfartstraktaten den 12. januar 1867, at de første spæde stik blev taget til en dansk-japansk relation. Denne traktat blev mulig som følge af den omfattende Meijirestauration i 1868, der førte til store politiske reformer og en ny økonomisk struktur. Inden disse reformer havde Japan i to århundreder været et lukket land, som ingen kontakt søgte med omverdenen. Denne isolationistiske udenrigspolitik gik under navnet sakoku, og var så vidtgående at man sågar henrettede eller tvangsomvendte kristne og forbød japanere at forlade landet med dødsstraf til følge. Meijireformerne muliggjorde at Japan som det eneste ikke-vestlige land formåede at gennemføre en industrialisering før 2. verdenskrig.

Da reformerne var tilendebragt i 1890’erne vendte magthaverne i Japan blikket udad. De næste årtier fulgte flere militære sammenstød grundet en japansk ekspansionspolitik, hvor blikket særligt var rettet mod Kina. To verdenskrige fulgte, hvor Japan i den første kom ud som sejrsherre hånd i hånd med sine vestlige allierede og i den anden som fallent med store omkostninger til følge. Nederlaget efterfulgt af flere års amerikansk okkupation førte til store ændringer i Japans politisk kurs og skabte det  Japan, vi kender i dag.

 

Det moderne Japan
Årtierne derefter oplevede japanerne, hvad eftertiden har kaldt et økonomisk mirakel. I perioden fra 1950-1970’erne var den gennemsnitlige årlige vækstrate på over 10 pct. Væksten blev understøttet af stigende investeringer i teknologisk innovation og industriproduktionen. I 1968 opnåede Japan en placering som verdens tredjestørste økonomi. Udenrigspolitisk holdt Japan en forholdsvis lav profil; hos befolkningen troede mange på en pacifistisk udenrigspolitik grundet de bitre erfaringer fra Anden Verdenskrig, navnlig de to atombomber, som blev smidt over byerne Hiroshima og Nagasaki. Japans stærke økonomiske position har dog siden hen ført til løbende debat om landets placering i verdenspolitikken, og særligt om Japan ikke skulle tage de amerikanske støttehjul af og påtage sig en mere uafhængig rolle.

Siden det økonomiske kollaps i 1990’erne, hvor økonomisk buldrevækst blev erstattet af nulvækst, har Japan haft svært ved at fastholde sin økonomiske styrkeposition internationalt. Japanerne er blevet overhalet af kineserne og vil inden længe også blive overhalet af inderne. Derudover har japansk politik det seneste årti været karakteriseret af skiftende lederskab og heraf et usikkert politisk landskab. Siden Shinzo Abe overtog posten som premierminister i 2012, er der dog sket et kursskifte i japansk politik, og Abe forsøger med stor ihærdighed at ændre det gængse billede af Japan som en økonomisk stormagt men en politisk dværg.

 

Shibuya Crossing i Tokyo. Foto: Yiannis Theologos Michellis (flickr)

 

Abes proaktive udenrigspolitik
Abe prioriterer en målrettet varetagelse af japanske nationale interesser, som han mener bedst sikres gennem en fokuseret og interesseorienteret udenrigspolitik. Tidligere tiders fokus på hjemmemarkedets økonomi er ikke længere nok, og fremtidens Japan må kigge udad og indgå partnerskaber både multilateralt og bilateralt for at fremtidssikre sin befolkning på 127 mio. indbyggere. Multilateralt er Japan aktive i fora som FN og G7, og bilateralt er særligt de igangværende forhandlinger om en frihandelsaftale med EU det seneste tegn på den nye udenrigspolitiske kurs.

Med de seneste udmeldinger fra Trump-administrationen på det handelspolitiske område kunne en frihandelsaftale mellem EU og Japan ikke falde på et bedre tidspunkt. Begge parter er i høj grad interesseret i at af få afsluttet forhandlingerne om frihandelsaftalen hurtigst muligt. Den 6. juli 2017 opnåede Japan og EU politisk enighed om aftalens hovedelementer, der potentielt kan blive verdens største frihandelsaftale. Den endelige aftaletekst er dog endnu ikke klar, da der mangler at blive forhandlet en række teknikaliteter på plads, men den politiske enighed betyder, at de to parter er enige om principperne for frihandelsaftalen. Men hvad går denne politiske enighed egentlig ud på?

 

EU-Japan frihandelsaftalen
EU og Japan har siden 2013 ført forhandlinger om frihandelsaftalen. Tilsammen står de to parter for omkring 28 pct. af verdens BNP, og deres årlige samhandel beløber sig til over 1200 mia. kr. Man anskuer at omkring 600.000 europæiske jobs er knyttet op på eksporten til Japan. Forhandlingerne har særligt haft til formål at gøre det lettere at sælge europæiske landbrugsvarer på det japanske marked (hvilket særligt er interessant for Danmark), samt at sikre bedre adgang for europæiske virksomheder til at byde på offentlige opgaver i Japan. Til gengæld vil man fjernet de høje europæiske toldsatser på biler, som i dag er på 10 pct., hvilket gør det billigere for japanske bilproducenter at afsætte deres varer på det europæiske marked.

Da Japan er EU’s tredjestørste handelspartner er det japanske marked særdeles attraktivt for europæiske virksomheder. Markedet har dog altid været et forholdsvist lukket marked, hvilket EU-producenter håber vil ændre sig med denne aftale. Generelt er toldsatserne på varer mellem Japan og EU allerede lave, men på varefølsomme områder såsom landbrug, fødevarer og motorkøretøjer er satserne høje. Da der ligeledes er en høj handelsvolume på disse områder, vil en afskaffelse af toldsatserne have stor effekt på de to parters eksport og styrke europæiske og japanske producenters globale handelspositioner.

Ifølge en beregning foretaget af London School of Economics (LSE) på vegne af EU-Kommissionen forventes eksporten mellem de to parter at stige med 34 pct. som resultat af aftalen. Hvis dette er tilfældet, vil det give et løft til EU’s årlige BNP på mellem 0,8 pct. og 1,9 pct. afhængigt af, hvor omfattende og ambitiøs den endelige aftaletekst bliver. Dette er en aldeles eftertragtet stigning, som muligvis vil kunne lempe den negative indvirken som Brexit vil have på EU’s økonomi. Alene Danmark kan forvente en stigning på op til 70 pct. i eksporten til Japan.

 

Fra venstre: Shinzo Abe, Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd, og Jean-Claude Juncker, formand for Kommissionen. Foto: Rådets pressearkiv

 

Fremtiden for EU’s frihandelsaftaler
”Europe must take our fate into our own hands” sagde den tyske kansler Angela Merkel efter G7-mødet i Italien tilbage i maj. Denne kommentar kom ovenpå et skuffende G7-møde, hvor præsident Trump ikke gentog de klimaløfter som USA havde givet i Paris under COP21 mødet tilbage i 2015. Med et Storbritannien som er på vej ud af bagdøren, og et USA som synes at vende tilbage til tidligere tiders protektionistiske kurs, er det ikke overraskende, at Merkel endnu en gang opfordrer europæerne til at rykke tættere sammen. Men ifølge Merkel skal Europa ikke bare styrke sine interne bånd, man skal også kigge udad – mod nye partnere. EU har i dag frihandelsaftaler med mere end 60 lande udenfor EU og har en lang række handelsaftaler på tegnebrættet. Med frihandelsaftalen mellem EU og Canada, CETA, hvis midlertidige anvendelse netop lige er trådt i kraft og den omfattende frihandelsaftale mellem Japan og EU, som forventes at være forhandlet på plads i slutningen af 2017, ser det ud til, at det lige præcist er, hvad EU har tænkt sig at gøre.

Danmark og Japans venskabs-, handels- og søfartstraktat fra 1867 blev til på et tidspunkt, hvor Danmark aktivt søgte nye markeder gennem bilaterale partnerskaber. Det samme ser ud til at være situationen for Japan og EU anno 2017. Med begge parter på jagt efter nye handelspartnere uden for deres egne nærområder kunne vilkårene ikke være mere gunstige for en frihandelsaftale.

 

Caroline Bertram er studerende på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Hun arbejder i Udenrigsministeriet og har en særlig interesse for dansk udenrigspolitik samt bi- og multilateralt samarbejde.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *