For et par uger siden kunne danske medier berette om, at der var positive tegn at spore i den ellers så slemt forkølede græske økonomi. Statsbudgettet, også kaldet den offentlige budgetsaldo, var nemlig positivt på 0,7% for året 2016, hvilket ikke har været tilfældet, siden finanskrisen gjorde sit indtog i Europa. EU vil derfor nu slække på nogle af sine skrappe krav til den græske økonomi.

Men selvom EU nu trækker nogle af sine administrative tropper hjem til Bruxelles, betyder det så, at forholdene også reelt er blevet bedre for den græske befolkning? Er den græske gældskrise ovre?

Af Adam Hansen

 

Baggrund
Den græske økonomi har lige siden finanskrisen bokset en ulige kamp mod en faretruende gæld og et vedvarende underskud, som nærmest er blevet større nationale karakteristika end den altid skinnende græske sol. Hele tiden med en mulig statsbankerot lige om hjørnet – klar til at komme med sin ødelæggende knockout af den græske stat. Dette er dog ikke sket endnu, og for et par uger siden kunne man læse nyheden om, at det græske statsbudget for 2016 havde formået at slæbe sig op på et overskud på 0,7% af landets BNP.

Dette står i skarp kontrast til Grækenlands statsbudget, da krisen slog sine første bølger ind over det europæiske kontinent i 2009. Her lød det græske statsunderskud på hele 15,1% af BNP. I følge EU’s Stabilitets- og Vækstpagt bliver medlemslande sat under en såkaldt underskudsprocedure, hvis landets offentlige underskud beløber sig til over 3% af BNP, og hvis landets offentlige gæld i øvrigt er over 60% af BNP. Underskudsproceduren indebærer i korte træk et EU-ledet administrativt opsyn, som stiller en række økonomiske krav til det underskudshærgede land.

Men underskudsproceduren er langt fra den eneste kontrolmekanisme, som den græske stat har været underlagt, siden krisen brød ud. På grund af de senere års konstante trussel om sammenbrud i den græske økonomi har den såkaldte europæiske trojka, bestående af EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF), ved flere lejligheder forhandlet hjælpepakker på plads med Grækenland. Tre milliardstore hjælpepakker er blevet givet i 2010, 2012 og 2015, når den græske stat har haft sværest ved at overholde betalingsfrister af gæld til udenlandske banker og efterhånden til trojkaen selv. Til gengæld for lånepakkerne har Grækenland været forpligtet til at indføre EU, ECB og IMF’s reformer og sparekrav, som blandt andet har indebåret kraftige sænkninger af offentlige ansattes lønninger, omfattende beskæringer af pensionsbeløb og sociale ydelser samt store skattestigninger. Alt sammen for at nedbringe statsunderskuddet og den offentlige gæld.

Det græske gældsproblem begyndte som en privatstiftet gæld, hvor en række græske banker og private investorer havde lånt store summer af europæiske kreditorer – primært tyske og franske banker. Da finanskrisen ramte, og investeringsniveauet i Grækenland som en følge deraf faldt drastisk, blev tilbagebetalingen af lånene for langt de fleste græske banker og private investorer stort set umulig, og det blev derfor en statslig opgave at forsøge at redde de græske finansielle institutioner. Med til historien hører, at den græske stat i en årrække har kæmpet med skatteunddragelse fra forskellige dele af samfundet, og derfor stod den græske stat med et stigende gældsproblem, allerede inden den gik ind og overtog store dele af den private gældsbyrde i forbindelse med finanskrisen. Eftersom det primært var tyske og franske banker, som havde penge ude at svømme i Grækenland, havde de ledende europæiske lande et stort incitament til, om ikke at få gjort den græske økonomi langtidsholdbar, så i hvert fald til at få vendt skuden på kort sigt, så de europæiske banker kunne få deres penge hjem. Dette er en del af forklaringen på, hvorfor den europæiske trojka har pålagt Grækenland så store sparekrav i forbindelse med de tre store hjælpepakker siden 2010.

Den græske gældskrise handler derfor på den ene side om de græske finansielle institutioners risikable låneeventyr og visse borgers systematiske skatteunddragelse men på den anden side om en efterfølgende historisk hård hestekur fra EU’s side med store omkostninger for hele det græske samfund. En historie om de fås uansvarlighed og de manges lidelser – og om de europæiske magtcentres tvetydige økonomiske håndsrækning.

 

Demonstranter under seneste folkeafstemning om EU’s reformer. Foto: Des Byrne (Wikipedia)

 

Den aktuelle situation i Grækenland
Det afgørende spørgsmål er, om det positive statsbudget for 2016 ligeledes hænger sammen med begyndende optøninger af resten af det græske samfund. Her er det interessant at se på en række centrale økonomiske nøgletal.

Der har ikke været vækst at spore i Grækenland, siden finanskrisen begyndte, og størrelsen af den samlede græske økonomi er således skrumpet med over 25% siden da. Selv i 2016, hvor det græske statsbudget var positivt, faldt det græske bruttonationalprodukt. Dog har der været en lille vækst i de to første kvartaler af 2017 på henholdsvis 0,4 og 0,5% af BNP. Den berygtede græske arbejdsløshed ligger stadig højt på 21%, mens ungdomsarbejdsløsheden er 42%. Selvom begge arbejdsløshedsprocenter er faldet en smule i løbet af de sidste par år, står disse tal i skarp kontrast til resten af EU, hvor den gennemsnitlige arbejdsløshed er på 8,5%, og den gennemsnitlige ungdomsarbejdsløshed er på 18%.

Det måske mest skræmmende faktum er, hvor stor en andel af den græske befolkning der i dag lever i ekstrem fattigdom. Ifølge FN og Verdensbanken beskriver det enhver person, som lever for under 1,90 dollar om dagen, svarende til 12 kroner. Den græske tænketank Dianeosis publicerede for nylig en rapport, som viste, at hele 15% af den græske befolkning lever under denne grænse. Til sammenligning var tallet 2,2% i 2009. Ekstrem fattigdom forbindes oftest med lande i den såkaldte tredje verden, hvilket understreger det ufattelige i, at 15% af befolkningen i et økonomisk presset men ikke desto mindre moderne europæisk land – hvor leveomkostninger og prisniveau er langt højere end de fattigste lande i verden – lever for under 12 kroner om dagen.


Gadebillede, Athen 2017. Foto: Psyberartist (Flickr)

 

Hvis blikket vendes mod selve den græske statsgæld, ses endnu en nedslående tendens. Gælden er fortsat stigende og befinder sig i øjeblikket på 180% af det græske BNP, svarende til svimlende 2400 milliarder kroner. Til sammenligning har Tyskland, den europæiske økonomis pæne pige i klassen, en gæld på ca. 68% af BNP. I sig selv er gæld ikke et problem for en stat, men når statsgælden bliver så stor, at den går hånd i hånd med hårde sparekrav for offentlige ansattes løn, jobmuligheder og pensioner, skabes et reelt menneskeligt stormvejr.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem det positive græske statsbudget, som er forholdet mellem statens indtægter og udgifter, og den græske statsgæld, som er det beløb, den græske stat skylder til udenlandske kreditorer. Det positive statsbudget, som er en konsekvens af hårde nedskæringer i de offentlige ansattes løn- og pensionsvilkår, bruges til at betale af på den store statsgæld, som dog stadig vokser netto set, da renterne på de græske lån stadig er så høje, at de opvejer det årlige overskud på det græske statsbudget.

 

Den makroøkonomiske kritik
Det græske samfund har måttet holde hårdt for de senere år. Men samtidig viser de nyeste tal, som ovenfor nævnt, at arbejdsløsheden er langsomt faldende, og at de første to kvartaler af 2017 har budt på en mindre vækst. Så kunne man ikke fremføre det argument, at det har været nødvendigt at skære alt overflødigt fedt fra for at få økonomien på rette spor?

Selvom de europæiske kreditorer og den neoklassiske del af den økonomiske videnskab ville læse nogle af de seneste nøgletal som udtryk for, at sparepolitikken virker, er opråbet fra økonomer med en kritisk holdning til den hårde behandling af den græske økonomi ikke til at overse. Det har længe lydt fra de to nobelprisvindende økonomer Paul Krugman og Joseph Stigliz sammen med et væld af andre økonomer, herunder en række danske, at EU, ECB og IMF grundlæggende har ført en forfejlet økonomisk politik i forhold til Grækenland. Grundlæggende står den europæiske trojkas nedskæringspolitik i komplet kontrast til den gængse keynesianske økonomiske logik under krisetider, hvor skatter sænkes, og de offentlige udgifter skrues op for at blødgøre en fastkørt økonomi. En logik som den amerikanske Franklin D. Roosevelt anvendte med sin ”New Deal” i 1933 for at bringe USA ud af den store depression, og som præsident Obama implementerede i årene efter finanskrisen, og som af mange økonomer ses som forklaringen på, hvorfor USA kom langt hurtigere ud af krisen sammenlignet med Europa. Selvom der har været en minimal græsk vækst i starten af 2017, og på trods af at arbejdsløsheden er faldet lidt, kunne en anden politik muligvis sørget for at dette skete langt tidligere. De neoklassiske økonomiske lovmæssigheder beror på en antagelse om, at markedet vil gravitere mod en ligevægtsposition, men dette tager lang tid, og den senere års virkelighed har vist, at befolkningen lider i mellemtiden. Endvidere er ligevægtsteorien trods alt ikke mere end en antagelse uden skudsikker empirisk rygdækning for, at alting faktisk vil blive godt igen bare man venter i lang nok tid. 

En anden keynesiansk økonomisk kritik, som også er blevet rettet mod de europæiske lederes håndtering af den græske krise, handler om, hvordan pengene fra lånepakkerne er blevet brugt. Den britiske avis The Guardian bragte for nylig en artikel, hvori det blev anslået, at kun omkring 10% af det samlede beløb, som den græske stat har modtaget i lånepakker, er blevet brugt på investeringer i og stimulering af den græske økonomi. Resten af pengene er hovedsageligt gået til at betale lån tilbage til tyske og franske banker og efterhånden til betale renters rente af trojkaens hjælpepakker.
I følge The Guardian har hjælpepakkernes største funktion derfor været at redde nordeuropæiske banker gennem en omlægning af den græske gæld fra en privat til et offentlig gæld under politisk dække af, at den græske økonomi skulle genoprettes.

 

Seneste udvikling og internt splid i trojkaen
Problemet med den voksende gæld på trods af det lille statslige overskud betyder, at den græske stat stadig har svært ved at overholde fristerne for de løbende tilbagebetalinger til EU, ECB og IMF. I de første måneder af 2017 spredte der sig en hvisken rundt om i den europæiske presse om, hvorvidt den græske gældskrise var ved at bryde ud igen, da den græske stat udmeldte, at den ville få svært ved at overholde fristen for en stor tilbagebetaling til ECB senere på året. I juni måned blev den umiddelbare krise afværget, idet Grækenland og den såkaldte Eurogruppe, som består af alle eurolandenes finansministre, blev enige om en yderligere lånepakke til den græske stat på godt 63 milliarder kroner. På den måde kunne betalingsfristen til ECB overholdes, men gældsproblemet består stadig, da pengene nu blot skyldes til en anden europæisk kreditor. De sidste par måneder af 2017 byder kun på et par mindre tilbagebetalingsfrister, som det forventes, at den græske regering er i stand til at overholde, men i 2018 foreligger der nogle større betalingsfrister, som der ud fra den seneste tids udvikling er usikkerhed om, hvorvidt den græske stat vil kunne overholde uden endnu en lappeløsende lånepakke.

Situationen er uholdbar. Det har IMF’s formand Christine Lagarde flere gange udtalt, såvel som hun gentagne gange i løbet af det sidste års tid har påpeget, at den eneste måde, hvorpå den græske krise definitivt kan afsluttes, er ved en betydelig gældsnedskrivelse. IMF har således for nylig publiceret en stor analyse, hvor det anslås, at den græske gæld vil vokse til 275% af BNP i 2060, hvis ikke de øvrige europæiske kreditorer går med til, at en stor del af gælden må sløjfes. Dette perspektiv har dog ikke givet genklang hos ECB og den tyske finansminister Wolfgang Schäuble på trods af det historiske faktum, at Tyskland efter 2. verdenskrig fik en stor del af sin statsgæld eftergivet af de allierede på baggrund af erfaringer fra mellemkrigstidens skrappe krav til den tyske økonomi, som af mange økonomer – helt fra Friedman til Keynes – blev kritiseret for at have medvirket til nazismens kapring af samfundets magtapparater. Den nuværende situation er præget af stor uenighed internt i den europæiske trojka, og selvom IMF indtil videre har talt for døve ører, kan den græske regering se et spinkelt håb i, at en af de tre grundkreditorer nu erkender, at en gældsnedskrivning er uomgængelig.

 

Jeroen Dijsselbloem, præsident for Eurogruppen. Foto: Rådets pressearkiv

 

Den politiske situation i Tyskland og internt i Grækenland
Med sin størrelse og politiske muskelkraft i EU spiller Tyskland en nøglerolle i forhold til Grækenlands fremtid. Hvis tyskerne vil, kan en gældsnedskrivelse hurtigt blive en realitet. Flere politiske analytikere har den senere tid påpeget, at en af årsagerne til, at den tyske regering med finansminister Schäuble i spidsen har været så afvisende overfor en nedskrivning af den græske gældsbyrde, har handlet om det tyske valg. En nedskrivelse af den græske gæld, som i givet fald skulle finansieres af de europæiske og især tyske skatteborgere, ville for Angela Merkel have været at gamble med sit genvalg som kansler. Men nu når Merkel på trods af stadig ufærdige forhandlinger om regeringsdannelse ser ud til kunne sætte sig tilbage i kanslerstolen med hele fire år til næste valg, ser mulighederne for en forhandling om den græske gældsbyrde mere positivt ud. Dog er det værd at bemærke, at den såkaldte Jamaica-koalition bestående af CDU, FDP og Die Grüne som forventes at bliver enige om et regeringssamarbejde ser meget forskelligt på Grækenlandspolitikken.

Miljøpartiet Die Grüne har længe været kritisk over for Tysklands manglende vilje til at slække på kravene til den græske økonomi. En kritik som er tiltaget, siden den tyske avis Süddeutsche Zeitung tidligere på året kunne fortælle, at en ny undersøgelse viste, at Tyskland samlet set havde profiteret af den græske gældskrise i form af milliardindtægter fra de høje græske renter. I det helt modsatte hjørne befinder FDP sig, som for nyligt har luftet synspunkter om, at Grækenland bør forlade EU-samarbejdet. De har tilmed ved flere lejligheder beskyldt finansminister Schäuble for simpelthen at være for blødsøden over for Grækenland, skønt han i de sparekravsberørte offentligt ansatte grækeres øjne mest af alt minder om den rå og moralforladte mytologiske gud Ares.

Hertil kommer at Merkels regeringspartner gennem de sidste år, det socialdemokratiske parti SPD, som har udgjort den mere pro-græske del af den tyske regering, med al sandsynlighed kommer til at indtage en mere marginaliseret oppositionsrolle i den kommende valgperiode. Man kan derfor tegne pile i mange forskellige retninger i forsøget på at forudsige, hvad resultatet af det tyske valg kommer til at betyde for den græske gældsbyrde og det græske samfunds fremtid mere generelt. 

På den hjemlige politiske scene i Grækenland er det nu godt to år siden, at venstrefløjspartiet Syriza vandt det andet parlamentsvalg på blot et enkelt år i et tumultarisk 2015, hvor grækerne også gik til stemmeurnerne i forbindelse med en folkeafstemning om EU’s reformkrav. Dengang buldrede grækernes brændende håb om en bedre fremtid op og ned ad de smalle gader i Athen. Siden da har regeringens manglende evne til at gå op imod trojkaens sparepolitik affødt frustrerede tilråb og Syriza-kritisk hujen ved talrige demonstrationer på den store Syntagma-plads i hovedstaden. I dag er håbet blevet reduceret til lunken apati, som også ses i den seneste meningsmåling, hvor premierminister Tsipras’ parti står til at blive halveret i forhold til det seneste valg. Til gengæld står det traditionelle centrum-højre regeringsparti Ny Demokrati til at kunne erobre absolut flertal i det græske parlament, mens det højreradikale parti Gylden Dagry, hvor flere parlamentspolitikere og endda formanden i øjeblikket sidder på anklagebænken for mord og vold, står til en solid fremgang.

Flere meningsmålingsinstitutter vurderer, at ændringerne i meningsmålingerne til dels er udtryk for, at mange af de vælgere, som stemte på Syriza i 2015 i håbet om et opgør med EU’s sparekrav, vil afstå fra at stemme ved næste valg. Således vokser politikerleden samt frustrationen over, at det synes umuligt at ændre et komma i den bureaukratiske grundsætning om nødvendighedens politik – også i Grækenland.


Adam Hansen er redaktør på IPmonopolet og studerer til dagligt statskundskab på Københavns Universitet. Han har en interesse for alt, hvad der rører sig på den internationale politiske scene.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *