Forholdet mellem de to fremtidige (om ikke nuværende) supermagter har ikke fået meget opmærksomhed, til trods for det seneste møde mellem landenes ledere i april i år. Deres lange historie taget i betragtning, så har både Indien og Kina haft stor betydning for hinandens udvikling gennem århundreder. Denne påvirkning tegner til at blive mere afgørende end nogensinde før, hvis de begge skal leve op til forudsigelserne om at blive de vigtigste spillere i løbet af de næste årtier. Et gensidigt samarbejde ser ud til at være til begges fordel, men der er stadig mange kilder til stridighed mellem de to i tillæg til en bemærkelsesværdig fælles udfordring.

Af Randi Emilie Dahlen

 

På en taxatur i småbyen Ningbo (du ved, 1-2 millioner indbyggere) kom min veninde i snak med chaufføren. Hendes kinesisk er langt mere brugbart end mit, og hun og chaufføren sludrede livligt. Hun spurgte ham om, hvad han syntes om de forskellige turister, han nu kørte rundt fra tid til anden. Franskmænd? Fint. Englændere? Endnu bedre. Men indere? Forfærdelige – uhøflige og nærige! Jeg blev umiddelbart nysgerrig og fandt frem til lidt statistik på området. Ifølge Pew var det kun 26 pct. af de adspurgte indere i 2017, som havde et positivt syn på Kina, mens 41 pct. havde et negativt syn og vice versa: I 2014 var det kun 30 pct. af kineserne som havde et positivt billede af naboen bag Himalaya. Selv USA var mere populær!

De to lande huser imellem sig en tredjedel af verdens befolkning, de er begge verdens hurtigst voksende økonomier og de har hver for sig en stolt og lang historie som gamle civilisationer. Med tanke på de to landes nuværende og fremtidige betydning på den internationale scene, så kan det være værd at sætte sig lidt ind i Indien og Kinas fælles historie og de nuværende tendenser, hvor både positive og negative udviklinger er at finde samt fællestræk såsom øgende nationalisme, religiøsitet og den demografiske udfordring, som de begge står overfor: en kritisk overvægt af mænd.

 

Et sporadisk forhold

Rødderne til den kinesiske civilisation spores tilbage til det gådefulde Xia-dynastiet omkring 2100 før vores tidsregning. På samme tid var der også meget aktivitet at spore i dele af det daværende Indien – hvilket ville få langvarige konsekvenser. For eksempel blev kastesystemet udviklet i denne periode og vedaene, de ældste skrifter i hinduismen, blev skrevet. Flere århundreder senere blev de to kulturer knyttet sammen af Silkevejen og det var også via denne, at buddhismen fandt vejen fra Indien til Kina. Fra og med det første århundrede var der flittig udveksling af lærde og munke mellem de to lande. En af disse, Buddhabhadra, kom fra Indien til den nuværende Henan-provins for at forkynde buddhisme i det nybyggede Shaolintempel. Hans indiske efterfølger, Bodhidharma, siges at være ophavsmand til den oprindelige form for kung fu. Templet er i dag et populært turistmål, både for religiøse buddhister og filmentusiaster.

Påvirkningen gik naturligvis begge veje. Zheng He, den berømte muslimske eunuk og kinesiske opdagelsesrejsende, var i Indien flere gange under sine sørejser 1405-1433. Mens historien gik sin gang oplevede begge lande interne stridigheder og skiftende grænser, men deres fælles udfordring kom i form af europæerne, som oprettede handelsposter for så gradvist at kolonisere store dele af Asien. Indien blev som kendt koloniseret af Det Østindiske Kompagni og siden af den engelske krone i starten af 1800-tallet. Kina modstod fuldkommen overtagelse men mistede meget magt i dét, som kineserne i dag refererer til som ”ydmygelsens århundrede”. I 1841 invaderede Sikhene dele af Tibet, og den kinesiske hær svarede tilbage. Men allerede året efter sluttede de fred, idet de begge havde hænderne fulde med briterne. Samme år havde nemlig den Første Opiumskrig fundet sted mellem Kina og Storbritannien. Indiskproduceret opium havde skabt så store sociale problemer i Kina, at en kinesisk embedsmand konfiskerede 20.000 kasser og forsøgte at blokere handelen. Briterne, ærgerlige over udsigten til tabt profit, svarede med krudt og vandt en knusende sejr. Da Anden Verdenskrig brød ud skulle Kina og Indien igen møde en fælles fjende, nemlig Japan, men denne gang vandt de. Og præmien var selvstændighed.

 

Kindien

I Kina vandt kommunisterne mod nationalisterne i 1949 og etablerede Folkerepublikken Kina. Nationalisterne flygtede til Taiwan og oprettede sit eget Kina, som Vesten anerkendte som det rigtige Kina af ideologiske årsager. Indien, derimod, var det første ikke-kommunistiske land til at anerkende Folkerepublikken, da de selv blev fri fra briterne i 1950. Fri fra vestlig indflydelse og med store befolkninger og stærkt potentiale for udvikling var der lagt an til, at de to lande kunne hjælpe hinanden videre. Indiens første statsminister Jawaharlal Nehru havde store forhåbninger til et samarbejde i mellem de to civilisationer, men fra start var samarbejde udfordret.

Kina invaderede Tibet og satte dermed punktum for lamaisme (tibetansk buddhisme) og feudalisme. Indien advokerede for at bevare den tibetanske struktur og samfund samt bevare handelsforbindelsen, men kunne ikke stille mange krav til det militært overlegne Kina. Senere flygtede tusindevis af tibetanere, heriblandt den åndelig leder Dalai Lama, over grænsen til Indien i 1959, hvilket irriterede kineserne. Dette førte til et betændt forhold i 1960’erne og 1970’erne. Kina knyttede stærkere bånd med Pakistan og Indien med Sovjetunionen (som Kina ikke længere havde meget til overs for).

 

Grænser og konflikter

Pakistan og Tibet er ikke de eneste usikkerhedselementer i den sino-kinesiske dynamik. De to lande er delt af Himalaya-bjergene og med Bhutan og Nepal som bufferzoner, men de har stadig ikke afgjort præcis, hvor grænsen mellem dem går. Foreløbig opererer begge parter efter en ”Line of Actual Control”, men det er stadig uklart, hvor denne rent faktisk går. Dette skyldes blandt andet, at briterne ikke trak en klar linje på kortet inden de pakkede sammen og smuttede fra Asien. Som følge heraf har der været flere militære uroligheder ved grænsen. I 1962 udbrød den sino-indiske krig, hvor kinesiske tropper pressede grænsen 40 kilometer tilbage. Flere sammenstød fuglte i 1967 og i 1987 ved forskellige steder på grænsen. Senest sidste sommer var der igen optøjer. Doklamplateauet, som både Bhutan og Kina har gjort krav på, blev med et fyldt af kinesiske vejarbejdere. Det ville ikke være første gang, at Kina bygger infrastruktur uden lov. Indiske soldater krydsede grænsen for at beskytte det område, som de mener tilhører deres allierede, og en stand-off varede i to måneder før diplomatiske forhandlinger gjorde, at de begge trak sig.

Grænseproblemet er stadig ikke løst, hvor Aksai Chin og Arunachal Pradesh er de områder med flest udstationerede tropper. De territoriale stridigheder gælder også til vands som til lands. Ikke overraskende har også Indien en aktie i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina gør krav på en enorm del af de strategisk vigtige landmasser.

 

Hvad nu?

Efter prøvesprængningen af den anden indiske atombombe i 1998 udpegede landets forsvarsminister, George Fernandes, Kina som Indiens “potential enemy nr 1”. Med andre ord fortsætter mistillid med at præge forholdet i mellem de to asiatiske kæmper. Kina har demonstrativt ikke støttet Indiens ønske om at blive medlem af FN’s sikkerhedsråd. Pakistan, Kinas trofaste allierede, er en anden kilde til usikkerhed og Kashmir-regionen ligeså. Dalai Lama holder stadig til i Indien til trods for kinesernes forsøg på at erstatte ham med en ny åndelig leder.

Med sit nye One Belt One Road Initiative lanceret i 2013 af Xi Jinping, har Kina igangsat et vanvittigt ambitiøst infrastrukturprojekt – i folkemunde kendte som Den nye Silkevej. Projektet involverer et stort antal lande som samarbejdspartnere heriblandt Sri Lanka og Maldiverne, som Indien anser som allierede. Det forklarer måske den indiske tøven med at tilslutte sig til projektet. Sidste maj nægtede de at deltage i konferencen og kritiserede den økonomiske korridor mellem Kina og Pakistan, som de mener overgår deres suverænitet, idet den går gennem Kashmir. De har også kritiseret projektet for at sætte lande i en gældsfælde samt manglen på overførte færdigheder. Indien har også knyttet tættere bånd til både Japan og USA, hvilket ikke falder i god jord hos kineserne. Modi har bevæget sig væk fra policyen om non—alignment til multi-alignment, idet hans første statsbesøg efter valgsejren var til ingen andre end Japan. Og endelig har vi det enorme handelsunderskud, som bekymrer Indien – til Kinas fordel.

Der er dog også positive tegn i luften. En række statsbesøg mellem Xi Jinping og Narendra Modhi i 2014, 2015 og i 2018 har  ført til et forbedret personligt forhold de to ledere imellem. Indien var den første til at tilslutte sig AIIB og er også med i BRICS. Og til trods for, at de to befolkningsgrupper heller ikke ligefrem er begejstret for hinanden, er der en del Bollywoodskuespillere, måske mest af alt Aamir Khan, som nyder enorm popularitet i begge lande. Han blev faktisk tilbudt en rolle i en film som skulle stå som et samarbejde i mellem de to lande, men afslog den og sendte den videre til en anden superstjerne,  Jackie Chan. Filmen, med den let kiksede titel Kung Fu Yoga, handler om to arkæologer fra henholdsvis Indien og Kina som rejser til Tibet for at genfinde en fortabt skat. Filmen var en succes, men desværre ikke rigtig et egentligt samarbejde, idet det indiske filmstudie trak sig.

 

Fælles udfordringer

Både Indien og Kina oplever en lignende udvikling og dermed fælles udfordringer. Til trods for, at det ene er et demokrati og det andet et autokrati, oplever de begge en voksende ulighed: Kinas Gini-koefficient er blandt verdens højeste. I Indien er forholdene bedre, men uligheden er voksende. Derudover er nationalismen på fremmarch i Kina som den ideologi, der har erstattet buddhismen, mens der i Indien er stærke konservative kræfter at finde blandt hindunationalisterne, hvad også Modi er en del af. Endelig har en blanding af fødselspolitik og screeningsmuligheder gjort, at de begge står overfor en unik, demografisk udfordring: de har for mange mænd. I Kina, hvor de fleste er enebørn, betyder det, at mange mænd må ty til postordrebrude eller acceptere, at de er en ”nøgen gren” som ikke kan føre familien videre. I Indien har det gjort hverdagen svær for kvinderne, hvor seksuel vold er prominent især i små landsbyer, og hvor mødre kan trække det uheldige lod og ende op som livstidsforsørgere for sine ugifte sønner.

 

Konklusion: Den asiatiske syge

Til trods for de to nationers alder og prominente kultur (eller måske netop derfor) har der været mindre interaktion i mellem dem, end hvad man i udgangspunktet kunne forestille sig. Det kan måske skyldes, at Kina historisk set har haft nok i sig selv. De var (og er i færd med igen at blive) riget i Midten, den bedste civilisation verden kunne byde på, mens de omgivende stater skyldte kejseren tribut i bytte mod fred. Måske det er denne skjulte form for arrogance som er skyld i, at Kina stadigvæk er upopulær blandt sine asiatiske naboer til trods for både deres økonomiske vækst og relative ikke-aggressive udenrigspolitik (hvis man ser bort fra det syd-kinesiske øhav).

Asiatisk politik er berygtet for at fokusere på økonomi og intet andet. Men hvis dette virkelig var sandt, ville man nok have forventet am større grad af samarbejde mellem Kina og Indien. Dermed handler det hele måske i virkeligheden om geopolitik, som det som så oftest gør. Indien har som regel været en svagere magt end Kina, og det er Indien også den dag i dag.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *