Om et par uger kan Emmanuel Macron fejre 1-års jubilæum som præsident for den femte franske republik. Den nu 40-årige politiker blev en politisk komet under præsidentvalgkampen på en omfattende reformdagsorden med en gennemgribende ændring af det franske arbejdsmarkedet som sit helt store projekt. Som en stor overraskelse set i et historisk fransk præsidentperspektiv er det lykkedes Macron at få gennemført en række af sine bebudede reformer uden at antænde en ødelæggende stor folkelig modstand. En af de primære forklaringer på Macrons fortsatte popularitet er, at de øvrige franske partier stadig har svært ved at rejse sig fra den syngende lussing, som de alle modtog fra de franske vælgere ved præsident- og parlamentsvalgene sidste år.

Af Adam Salomon

 

Fra valgløfter til gennemførte reformer

Skåret helt ind til benet er Macrons ambition at gøre det franske arbejdsmarked mere fleksibelt, således at det bliver lettere for franske virksomheder at hyre og fyre. Dette skal dog samtidig gå hånd i hånd med en vis grad af social sikkerhed for den franske befolkning. Disse tanker ligger dermed ikke langt fra den danske arbejdsmarkedetsmodel, og ordet ”Flexicurity” er flittigt blevet omtalt i Macrons taler og udtalelser til pressen i det forgangne år.

Faktisk har den franske beskæftigelsesminister Muriel Pénicaud fra Macrons parti La Republique en Marche(LREM) i løbet af efteråret besøgt Troels Lund Poulsen og det danske beskæftigelsesministerium for at få dansk inspiration til konkrete bud på, hvordan arbejdsmarkedetsreformerne kan implementeres i praksis. Netop denne vilje til handling og til at få omformet store og svævende valgløfter til konkret vedtaget og implementeret politik har været en af de største bedrifter for Emmanuel Macron siden præsidentvalget.

 

Emmanuel Macron 2017. Foto: Aron Urb (Flickr)

 

Efter en sommer og et efterår præget af intensiv dialog og forhandling med toneangivende franske fagforeninger kunne Macron og hans regering ved årsskiftet præsentere en indledende reformpakke af det franske arbejdsmarkedet. Den vigtigste komponent i denne indledende reformpakke er et loft over erstatning ved fyring af medarbejdere. Tidligere har det været relativt dyrt for franske virksomheder at afskedige medarbejdere, hvilket både har ført til problemer med for lange og for korte ansættelser. For lange fordi virksomhederne ikke har turdet opsige oprindeligt indgåede kontrakter, og for korte fordi virksomheder på grund af risikoen for høje udgifter til kompensation ved fyring kun har ansat folk på såkaldte korttidskontrakter. Altså en dobbelt problemstilling, hvor en del af den franske arbejdskraft har været for ufleksibel, mens den anden del, især de unge, har hoppet fra tue til tue uden at kunne få ordentligt fodfæste på arbejdsmarkedet.

Forslaget om et loft over erstatningen ved fyring ligger dog i den mere ukontroversielle ende af Macronregeringens planlagte reformer. Visse politiske kommentatorer peger på Macrons evne til at forhandle med de franske fagforeninger som årsagen til, at de ellers så velkendte og omfattende franske demonstrationer ikke har udspillet med en større kraft endnu, mens andre analytikere mener, at en stor folkelig modstand mod Macron kan bryde ud så tidligt som i de kommende, når præsidenten for alvor tager hul på forhandlingerne om en omfattende reform af det franske pensionssystem.

Udover udfordringen med den franske arbejdsløshed, som i øjeblikket ligger en del over EU-gennemsnittet på 10 pct. og med en ungdomsarbejdsløshed på godt og vel 20 pct., nyder Macron også godt af at kunne ride på en bølge af overvejende positive økonomiske nøgletal. For første gang i en årrække var der vækst i den franske økonomi med ca. 2 pct. i 2017, såvel som det franske aktiemarkedet er steget støt siden valget af Emmanuel Macron til præsident i maj sidste år. De seneste popularitetsmålinger viser, at omkring 50 pct. af de franske vælgere er tilfredse med præsidenten. Selvom dette tal er en anelse lavere end i den første tid efter præsidentvalget, vidner det om, at der i øjeblikket stadig er solid opbakning til Macron i befolkningen.

 

De gamle partier i knæ 

Med til historien om Macrons stadige popularitet hører også den krisetilstand, som de øvrige franske partier stadig befinder sig i. Sidste års præsidentsvalgs helt store tabere, de gamle traditionelle og etablerede partier Republikanerne og Socialisterne, har, siden Macron som den yngste franske leder siden Napoleon tog sine første præsidentskridt i Elyseés Palæet, kæmpet med at genopfinde deres identitet og tilhørsforhold til det franske vælgerkorps.

 

Præsidenetvalgkampen 2017. Foto: Eric Gaillard (Reuters)

 

Republikanernes frontfigur under valgkampen, den oprindeligt populære men efterhånden svært skandaleramte Francois Fillion, har i dag trukket sig helt ud af fransk politik, og republikanerne har for nyligt valg den tidligere EU-minister i Sarkozys regering Laurent Wauquiez som partiets nye leder. Den 42-årige Wauquiez hører til på partiets højrefløj og er kendt som en hardliner på især immigrationspolitikken, såvel som han er en af de største kritikere af Macrons pro-EU politik. Der er derfor meget, der tyder på, at republikanerne rykker tættere på Marine Le Pen og derved forsøger at kapre nogle af de stemmer tilbage, som partiet tabte til det yderste højre ved valget sidste år. Et af de første tiltag, som Laurent Wauquiez har gennemført som leder af partiet, er at ekskludere 20 republikanske parlamentsmedlemmer, som siden valget har samarbejdet med Macron på en række områder. Nogle af disse ekskluderede medlemmer er nu løsgængere, mens resten har dannet et nyt cenrum-højre parti ,Agir, som udfylder det forstørrede politiske spillerum mellem Macrons La Republique En Marche og Republikanerne, som er opstået efter Wauquiez’ højredrejning af det republikanske parti. I de seneste meningsmålinger står republikanerne til 15 pct., hvilket er ca. 5 procentpoint under det i forvejen dårlige valgresultat.

Værre står det dog til hos tidligere præsident Francois Hollandes parti Socialisterne. Godt nok holder partiet status quo i forhold til valgresultatet i de seneste meningsmålinger, men her må man huske, at det socialistiske partis valgresultat var historisk katastrofalt med kun 7 pct. af stemmerne. Partiets prekære situation bliver endda yderligere forværret af det faktum, at det synes svært for partiet at finde en person, der vil tage formandsskabet på sig frem mod det næste valg. Frontfiguren ved sidste års valg Benoit Hamon har forladt partiet, og senere denne måned skal formanden vælges på partiets kongres, men i øjeblikket kæmper en håndfuld relativt ukendte kandidater om posten, og flere franske politiske analytikere har den senere tid spekuleret i, om partiet overhovedet har en fremtid i fransk politik. Denne dystre situation skyldes også i høj grad den hurtigt voksende succes hos partiet til venstre for socialisterne, La France Insoumise, anført af den karismatiske Jean-Luc Melanchon, som af mange er blevet kaldt den franske Bernie Sanders på grund af sin nærmest kultagtige status blandt den unge vælgere. Partiet var på fuldstændig ekstraordinær vis med 20 pct. af stemmerne snublende tæt på at gå videre til den afgørende runde ved det seneste præsidentvalg, og efter de toneangivende franske meningsmålingsinstitutter at dømme har Melanchon og hans bevægelse formået at holde dampen oppe, og Melanchon står lige nu som en af præsident Macrons tætteste udfordrer.

 

Jean-Luc Mélanchon Toulouse 2017. Foto: Pierre Selim (Flickr)

 

For at fuldende rundturen hos de franske partier må et par ord også nævnes om Marine Le Pens parti, som ikke længere hedder Le Front National. Partiet har som nævnt for nylig skiftet navn til La Rassemblement National (Den Nationale Samling). Politiske kommentatorer ser dette som et forsøg på at spille på to heste, da partiet trods det bedste valgresultat i partiets historie ved præsidentvalget sidste år har indset, at det bliver svært hvis ikke umuligt at hæve sig over den nuværende vælgertilslutning på 20 pct. uden en ændring af sin indtil nu bastante højrenationale politiske platform. Grunden til, at partiet med dette navneskift spiller på flere heste, må forstås i et historisk perspektiv. For selvom det nye partinavn umiddelbart lyder mere moderat end det tidligere, vil historisk bevidste vælgere vide, at navnet La Rassemblement National også var navnet på et omend endnu mere indvandrerkritisk parti under 2. Verdenskrig, som agiterede for et samarbejde med Hitlers Tredje Rige. Le Pens logik synes derfor at være at forsøge at skabe en pænere facade uden at miste sine mest hårdhændende indvandrerkritiske vælgere.

Inde bag selvsamme facade foregår der endvidere også i øjeblikket en internt familiemagtkamp, hvor Marine Le Pen kæmper med fynd og klem for at holde fast i sin formandspost. Hendes største udfordrer er lige nu hendes yngre niece Marion Maréchal-Le Pen, som er skudt frem i partiet på rekordtid, og hvis politiske ståsted i store træk ligger i forlægelse af partiets grundlægger, den ultranationalistiske Jean-Marie Le Pen, som for at fuldbyrde familiedramaet for et par år siden blev ekskluderet af sin datter og nuværende formand Marine Le Pen.Den unge Marion Le Pen repræsenterer derfor den gamle højreekstreme fløj i partiet samt den ulmende utilfredshed, der er vokset frem i denne del af partiet, over Marine Le Pens forsøg på at rykke partiet i en midtergående retning og gøre partiet mere stuerent. På partiets kongres for et par uger siden blev Marine Le Pen dog genvalgt som formand med et solidt flertal og har dermed reddet stormen af for nu, men som flere franske analytikere peger på, at er det værd at holde øje med partiets næste kongres, som skal afholdes året før næste præsidentvalg i 2022. Her er det ventet, at det helt store formandsopgør mellem de to Le Pen’er vil udspille sig.

 

Marion Maréchal-Le Pe som talte til de konservatives politiske handlingskonference (CPAC) i Maryland i 2018. Foto: Gage Skidmore (Flickr)

 

En rolig søvn en tid endnu

Sammenfattende må det konkluderes, at med Emmanuel Macrons 1-års jubilæum som præsident lige om hjørnet er det overordnede billede i fransk politik, at præsidenten kan sove nogenlunde roligt i Elyseépalæet. Det kan han dels på grund af sin egen evne til at holde sig på god fod med dele af fagbevægelsen, dels som en funktion af, at de øvrige franske partier mere eller mindre alle sammen stadig har problemer med at finde ud af, hvilket ben de skal stå på, efter at Macron og La Republique en Marche har ophævet de normale strukturer i fransk politik.

To ting er dog vigtige at nævne, som har potentiale til at vende disse positive vinde for Macron. For det første trækker Macron for alvor i disse uger i arbejdstøjet ved at forsøge gennemføre en historisk stor reform af det franske pensionssystem, som med sin store økonomiske betydning for den franske befolkning vil blive Macrons helt store test mod den franske fagbevægelse. En række strejker og demonstrationer er allerede annonceret, og hvis disse indledende opgør med de franske fagbevægelser vokser sig større og ender i en gnistrende storkonflikt, kan det hurtigt få præsidentens popularitetsmålinger til at kortslutte. De kommende uger bliver derfor helt afgørende for Emmanuel Macron.

Den anden årsag til, at Macrons i øjeblikket rolige nattesøvn kan blive forstyrret, handler om det franske valgsystem. Systemet med to valgrunder, hvor de to bedste fra første runder går videre til en slags finale, betyder i praksis, at selvom Macron vandt med over 65 pct. af stemmerne mod Marine Le Pen, var det i praksis kun lige omkring 25 pct., der i første omgang reelt støttede Macron. Størstedelen af de vælgee, som stemte på Republikanerne, Socialisterne og Melanchons venstrefløjsparti, stemte på Macron ved anden runde med det eneste formål at holde Le Pen fra magten. Inden valget havde flere meningsmålingsinstitutter spået, at hvis Macron kom op imod f.eks. de mere moderate Republikanere, ville Macron højst sandsynlig have tabt.

Så selvom Macron og hans parti lige nu ifølge meningsmålinger kan mønstre en opbakning på et par procentpoint over det i forvejen imponerende valgresultat, er det vigtigt at huske på, at en del af Macrons vælgere er ”lånte” socialistiske og republikanske vælgere, som stadig må betegnes som et meget volatilt vælgersegment, og som meget hurtigt kan svinge tilbage til deres oprindelige partier, hvis partierne formår at genoplive sig selv frem mod næste valg. Som nævnt står denne proces ikke just for døren, og analyserne fra det franske politiske kommentatorkorps lyder derfor i øjeblikket, at den eneste, der kan spændende ben for Macrons fortsatte marcheren, er ham selv.

 

Adam Salomon er redaktør på IPmonopolet og studerer til dagligt statskundskab på Københavns Universitet. Han har en særlig interesse for alt, hvad der rører sig på den internationale politiske scene.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *