Meget tyder på at Kina gradvist begynder at fylde mere i FN. I 2013 fordoblede Kina sin andel af det samlede budget til FN-missionerne, og med sine 3.000 udstationerede landet også den største bidragsyder i form af personale blandt sikkerhedsrådets medlemmer. Kina har også deltaget i mange operationer i Afrika. I 2013 indgik ca. 170 kinesiske kamptropper i FNs fredsbevarende mission i Mali, hvilket er et kæmpe skift i kinesisk FN-politik. Betyder det at Kina har påtaget sig en ny og mere ansvarlig rolle i verdenspolitikken?

Af Christiern Santos Rasmussen

 

Årsagen til at Kina vælger at støtte op om FN er tre delt. For det første er der store muligheder for Kina indenfor FN, hvor man har to vigtige fora: Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen. I Sikkerhedsrådet udlever man den stormagtsrolle, man gerne vil have – i Generalforsamlingen kan man agere sammen med andre u-lande, som man gerne vil repræsentere.

Men vigtigst er det nuværende verdenssystem –  de internationale institutioner, herunder FN, som amerikanerne har grundlagt, og som er for besværlige at afskaffe. Kina har antydede med BRIKS, Asiatisk Infrastruktur og Investerings Bank, at det eksisterende verdenssystem kunne udskiftes. Men det at der er fælles rammer og stabilitet omkring det nuværende system, gør det attraktivt at bevare for alle involverede stater. Det tilbyder transparente normer og regler, men frem for alt har alle stater medbestemmelse, omend i varierende grader. Der er regler, som selv USA skal respektere og der kommer kraftige modreaktioner, når de ikke gør. Eksempelvis resulterede Irakkrigen i højlydte protester fra både Frankrig og Tyskland, to nære allierede, men også fra Kina og Rusland.

 

Kina som stormagt
Kigger vi på FNs fredsbevarende operationer, giver det Kina en særlig anseelse. Indenfor den IP-teoretiske skole kaldet den Engelske Skole, forstår man stormagter som bestående af 3 dele: 1) kapaciteten til at være en stormagt, 2) viljen til at påtage sig stormagtsansvaret, 3) og anseelsen fra andre stormagter som værende en stormagt. De kinesiske kamptropper i Mali kan altså forstås som et signal, hvor kineserne viser, at de vil stormagtsrollen, samtidigt som de andre stormagter kan se, at Kina er en stormagt.

Parade for de kinesiske tropper i Mali, februar 2017. Foto:  Harandane Dicko (UN Photo)

 

Men det giver også Kina en mulighed for at promovere sin egen forståelse af humanitær intervention, der er at opretholde statssuverænitet og kun med værtslandets eller regionale organisationers accept bakke op om intervention. Her var Mali en stor mulighed, da interventionen blev efterspurgt af den Afrikanske Union, ECOWAS og vigtigst af alt, den maliske regering selv.

Indtil nu har billedet af Kina været meget optimistisk, men det er ikke det fulde billede af det nye Kina.

 

Kinas indtog i Afrika

Når vi taler om Kinas opstigning, mener vi egentlig deres økonomiske vækst. De fantastiske vækstrater har forvandlet Kina fra u-land til handels- og industricentrum. Men ser man nærmere på landets økonomi, fremstår den svagelig. Kina lider af strukturelle problemer med landdistrikter, der er heftigt underudviklede, og et snarligt demografisk smæld – en direkte konsekvens af den kendte et-barns politik, der kan gør Kina gammelt før det bliver rigt.

Selv hvis den kinesiske andel af verdens BNP når op på samme niveau som USA, er det et spørgsmål om det vil vare ved. Man kan allerede nu se deres vækstrater falde fra 14 % i 2007 til 6,9 % forrige år. Hvis Kina skal bevare sin økonomiske vækst, skal der store reformer til, som gør økonomien moderne og robust. Dertil skal man også huske, at Kina er en manufakturøkonomi, som er afhængig af råmaterialer for at holde hjulene kørende – hvilket gør reformen af økonomien mere besværlig.

Ser man nærmere på landets økonomi, fremstår den svagelig. Kina lider af strukturelle problemer med landdistrikter, der er heftigt underudviklede, og et snarligt demografisk smæld – en direkte konsekvens af den kendte et-barns politik, der kan gør Kina gammelt før det bliver rigt.

Hvad gør man så? Man lægger skinnerne imens man kører. Her kommer Afrika ind i billedet.

Afrikas problem har førhen været overflod af naturressourcer og manglende stabilitet til at udvinde dem. Borgerkrige og sult har hærget kontinentet, hvilket gør det svært at forudse mulige afkast og investeringens sikkerhed. Inden borgerkrigen i Mali var der lovende rapporter om uranforekomster i landets nordlige region, som måtte forlades da borgerkrigen brød ud.

Men kontinentet har gennemgået en transformation de sidste mange år, hvor både reformer og stærkere stater resulterede i en optimistiske OECD rapport i 2016. Selvom der fortsat er behov for reformer, mente rapporten stadig, at den overordnede afrikanske økonomi så lovende ud takket være øget stabilitet.

Under ledelse af organisationen Forum On Chinese-African Coorporation (FOCAC), opkøber Kina kontinentets ressourcer og giver sig selv det pusterum, der er nødvendigt for at gennemføre reformerne.

Kina investerer og opkøber olie som aldrig før. Formålet er at sikre de behov, den olie-krævende manufakturøkonomi har nu og her, samt fremover. Over en fjerdedel af deres olie kommer fra afrikanske lande så som Sydsudan, Nigeria og Niger. I sidstnævnte købte Kina sig ind i raffinaderiet Soraz, som var ejet af den nigerske regering. Derefter forsøgte den kinesiske part at skubbe den nigerske regering ud af firmaet med aggressive og lyssky forretningsmetoder Man omdirigerede olieledningerne så den nigerske regering ikke kunne afgøre hvor olien kom ud, eller hvem man solgte til. Dertil blev alle dokumenter fra raffinaderiet kun trykt på kinesisk, og nigerske embedsmænd blev nægtet adgang til raffinaderiet.

Men også store kontrakter i afrikansk infrastruktur varetages af Chinese Railway Constructing Company (CRCC) og Chinese Railway Engineering Company (CREC). Man udvider, reparerer og anlægger jernbaner, havne, lufthavne og vejnet for flere milliarder dollars på hele kontinentet. Eksempelvis har CRCC & CREC fået 9,5 milliarder dollars for at forbinde den maliske hovedstad Bomako til Senegal og Guineas store havnebyer. Det estimeres af FOCAC, at de kinesiske indtægter fra Afrika steg mellem fra 1,44 til 28,1 milliarder dollars i perioden 2000-2009.

 

Afrika svarer igen

Men denne fremfusende adfærd har givet bagslag i form af en anti-kinesisk folkestemning. På grund af skævvredne handelsaftaler og oversvømmelse af kinesiske manufakturprodukter på afrikanske markeder, anklages kineserne for neo-kolonialisme. Alt fra anti-kinesiske artikler i store aviser i eksempelvis ”This Day” (Nigeria) og ”The Addis Voice” (Etiopien), til optøjer i Zambia og Zimbabwe imod kinesiske produkter, er bare nogle eksempler på den kineserlede, der er til stede på kontinentet.

Kineserne må derfor forstå, at hvis man fortsat ville bevare de lukrative aftaler og have adgang til de afrikanske naturressourcer, er der behov for at man bidrager til det fælles gode.

 

Parade for de kinesiske tropper i Mali, februar 2017. Foto: Harandane Dicko (UN Photo)

 

I 2000 indgik Kina og en række afrikanske lande i en serie aftaler ved den såkaldte Beijing Conference. Heriblandt aftaler, der udmundede i FOCAC og som giver indsigt i en kinesisk udenrigspolitisk doktrin. Men konferencen resulterede også i en kinesisk forpligtelse til at bakke op og prioritere afrikanske interventioner – hvilket man dog ikke rigtigt har fulgt op på.

Det er derfor ingen tilfældighed, at kinesiske kamptropper udelukkende er blevet sendt til Afrika. Både Mali (170 kamptropper) og Sydsudan (700 kamptropper) falder sammen med kinesiske interesser i de to lande og i den omkringliggende region. Kineserne har også tilbudt at have en FN-standby styrke på 8.000 mand og give 100 mio. dollars til den Afrikanske Union, så man også kan skabe en afrikansk standby styrke.

Så selvom man fra Kinas side gerne vil være USAs arvtager, så er man der ikke endnu og det minder afrikanerne dem om. I fremtiden skal vi derfor regne med at se et øget kinesisk engagement i Afrika, og en kinesisk FN-indsats der understøtter Kinas eget ressourcebehov.

 

Christiern Santos Rasmussen er kandidatstuderende på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, hvor han har beskæftiget sig særligt med international og komparativ politik samt politisk sociologi.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *