De vestlige mediers beretninger om Nordkorea er typisk enten bizzare eller skrækindjagende – eller begge dele. Fremstillingen af landet har i flere årtier været både ensidig og til tider præget af bias, hvilket i yderste tilfælde kan føre til en dehumanisering af det nordkoreanske folk. Det ensidige billede af Kim Jong-uns regime skyldes ikke blot en vestlig politisk modvilje men lige så meget, at det er svært – hvis ikke umuligt – at skaffe troværdig information fra det isolerede diktatur.

Af Simon Klinzing Nielsen

 

Atomprøvesprængninger og bizarre statsledere
Efterårets dramatik var fyldt med gentagne atomprøvesprængninger og missilaffyringer foretaget af det nordkoreanske regime, imens Trump fyrede op for udiplomatiske fornærmelser over Twitter fra det Ovale kontor. Regimets militære aktiviteter er altid blevet flittigt dækket af vestlige medier, men også mere besynderlige historier plejer at nå aviserne. En ubekræftet historie fra 2015 handlede om, at nordkoreanske mænd skulle have samme frisure som lederen Kim Jong-un. En anden historie fra 2017, som nordkoreanerne selv bragte qua det statslige nyhedsbureau KCNA, fortalte at nordkoreanske forskere skulle have fremstillet medicin, der kan kurere ebola, aids og lignende former for sygdomme.

 

Helgesen: ”Nordkorea legitimerer USA’s rolle i regionen”
Geir Helgesen er institutleder for Asiatiske Studier ved Københavns Universitet og har gennem 30 år besøgt og forsket i landet. I et interview til BT beskrev Helgesen mediernes dækning på følgende måde:

”Pressedækningen derfra er ikke særlig flatterende. Enten får vi et billede af, at nordkoreanerne er farlige, eller også gør man grin med dem. Medierne vælger at vise det, der er mærkeligt og anderledes. Derfor er der en alvorlig fare for, at man ikke ser, at der er 24 mio. helt almindelige mennesker i landet”.

Ifølge ham kan dette have konsekvenser for folket selv: ”Der er en tendens til at dehumanisere nordkoreanerne. Ikke at se dem som rigtige mennesker”, og ifølge Helgesen kan dehumaniseringen i yderste konsekvens legitimere amerikansk militær aggression i regionen. I tråd med dette fremhævede Helgesen i Politiken også et lidt andet syn på landets rolle i konflikten: ”Nordkorea har fået en rolle, der kan legitimere stor amerikansk tilstedeværelse i regionen. Det er der bare ikke nogen, som er glade for at sige højt”. Til trods for Trumps valgløfter om først og fremmest at prioritere nationale interesser har USA stadig en stærk tilstedeværelse i Sydøstasien.

 

Adgangsproblemer
Endvidere kan informationernes vej ud af Nordkorea øge sandsynligheden for misinformationer. Tidligere CIA-direktør, Robert Gates, har i en bog beskrevet Nordkorea som det ”sværeste efterretningsmål i verden”. I forlængelse af dette har journalist Isaac Stone Fish fra Foreign Policy, beskrevet Nordkorea som et ”sort informationshul”. Måden informationen når medierne på kan også føre til en journalistisk fordrejning. Både BBC og AP News har peget på problemet med, at historierne fra Sydkoreas efterretningstjeneste, først briefes til de sydkoreanske politikere, hvorefter politikerne giver historierne videre til medierne. Denne videregivelse af information muliggør, at sydkoreanske politikere kan forvrænge eller misforstå informationerne – lidt som en storpolitisk version af hviskelegen. Korrekt information i det hele taget er svært at få lokket ud af landet, som fortsat betragtes som verdens mest lukkede.

På trods af, hvor svært det er at skaffe verificeret og faktatjekket information, så florerer historierne alligevel i alverdens medier, da det er et populært læsestof. Derfor har der været tilfælde af nyheder, som er gået verden rundt, hvorefter de har vist sig enten at være usande eller meget tvivlsomme. Eksempelvis i forbindelse med tidligere forsvarsviceminister, Kim Chols, død. Verdens medier bragte historier om, at han ifølge efterretninger blev henrettet med en mortergranat, fordi han havde drukket sig fuld i den officielle sørgeperiode for den tidligere leder Kim Jong-il. Historien var dog kun baserede på rygter ifølge efterfølgende analyser af Foreign Policy. En anden historie omhandlede den nordkoreanske sanger Hyon Song-wol. Ifølge rapporterne blev hun dræbt af en henrettelsespeloton på ordre af Kim Jong-un, angiveligt fordi, at hun var Kim Jong-uns ekskæreste, og fordi hun havde lavet pornografiske videoer. Et år senere var hun imidlertid at se på nordkoreansk tv – i levende live. En tredje historie omhandlede undervisningsmaterialet i folkeskolen, som skulle være fyldt af legendariske historier om landets leder. Denne stammede fra en sydkoreansk tv-station, men andre medier som viderebragte den kunne ikke bekræfte oplysningerne.

 

Sandheden er mindre vigtig
Andray Abrahamian, som har forsket i internationale mediers dækning af Nordkorea, mener dog ikke, at sandheden betyder noget for medierne:

”Pointen er, hvem interesserer sig for, om det er sandt? Det giver en masse klik, fordi det er underligt. Som medieforbrugere er vores appetit på nyheder fra Nordkorea uendelig… Og når først et nogenlunde respektabelt medie har bragt historien, bliver det i orden for alle andre også at gøre det ved at citere det første medie. Derefter får historien sit eget liv på internettet.”

En korrespondent fra The Guardian, Tania Branigan, har også sagt, at ”der kun findes få andre internationale emner, hvor så meget bliver publiceret med så lille en tilknytning til sandheden”. Fænomenet fake news er altså ikke nyt, når det gælder militærdiktaturet.

 

Dårlige forhold for en diplomatisk løsning
Efter flere årtier med en fordrejet nyhedsdækning ser vi  i dag en endnu højere mur rejse sig mellem Nordkorea og omverden. Hvilket gør det sværere at forholde sig til landet, nu hvor spændingsniveauet stiger mellem diktaturet og USA. Ser man på landet og dets øverste leder som bizar og gal, kan man komme til at undervurdere regimets evne til at agere strategisk i det internationale forum. Herved kan vestlige statsledere og politikere komme til at stirre sig blinde på mediernes ensidige fremstilling af landet fremfor at søge fælles forståelse og fælles løsninger med regimet.

 

Simon læser statskundskab ved Københavns Universitet og har en særlig interesse for asiatisk politik.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *