Øget globalisering, institutionalisering og teknologisk udvikling har fået feminister til at påvirke hinanden på tværs af grænser som aldrig før. Med dette følger mange muligheder men også begrænsninger. Ifølge postkolonister er én af de største udfordringer, at Vesten har domineret den tværkulturelle dagsorden og prioriteret liberale værdier som ikke tager højde for divergerende kulturelle kontekster. Denne artikel undersøger netop dét argument ved at belyse den egyptiske scene og stille følgende spørgsmål: Hvilke konsekvenser har det, når Vesten taler på vegne af Mellemøsten? Reproducerer Vesten ulige magtforhold mellem regionerne? Og hvis ja – hvilke løsninger er der?

Af Ida Elmdal Thagesen

 

Når transnational feminisme udfordrer egyptiske kvinder
#MeToo er i år blevet retweetet flere millioner gange på de sociale medier i over 80 lande. Som en solidarisk kampagne mod seksuel undertrykkelse af kvinder er det et godt eksempel på, hvordan fokus på feminisme i øjeblikket er stærk i folks bevidsthed, ikke bare i Vesten, men over hele verden. Denne tendens har rødder i 90’erne, som var et banebrydende årti for global feminisme. Da blev der især sat skub i mange selvstændige feministiske bevægelser i den ikke-vestlige del af verden, som eksempelvis i Egypten. Specielt én ting haft stor betydning for denne udvikling: Transnationale feministiske bevægelser, qua FN-organer som UN Women. Disse bevægelser har skabt fora, hvori kvinder har fået mulighed for at udveksle ideer på tværs af grænser. Med andre ord: Når #MeToo-bølgen blusser op i Vesten, kan den hurtigt brede sig til resten af verden.

 

Huda Sha’rawi, her afbildet med tørklæde på. Foto: Google Images

 

Men på trods af dette er feministiske bevægelser vidt forskellige. Den egyptiske eksempelvis, er i høj grad påvirket af både den islamiske kultur og skiftende konstitutioner. I 1920’erne grundlagde nationalisten Huda Sha’rawi The Egyptian Women’s Union. Siden da har den egyptiske kvindekamp ført til mange sejre, hvoraf den største måske var opnåelse af stemmeret i 1956. Egyptens kvinder har undervejs både måttet kæmpe mod en del muslimske, anti-feministiske intellektuelle samt skiftende statslige kræfter, eksempelvis 70’ernes ellers moderate præsident Anwar Sadat. Han tilbagerullede sin forgænger Gamal Abdal Nassers officielle ligestillingspolitik og formindskede de facto kvinders muligheder for indtræde på arbejdsmarkedet ved indførelsen af den såkaldte ”infitah” (åben dør) politik, som skulle åbne op for internationale investeringer i landet.

Egyptiske feminister har ikke blot kæmpet mod deres egen stat. De er også blevet markant påvirket – og udfordret – af det internationale samfund. Mange liberale, feministiske røster har råbt højt for at ændre egyptiske kvinders vilkår til det bedre. Men dette har ikke nødvendigvis de intenderede konsekvenser. I Egypten har det endda styrket den interne modstand mod såkaldte vestlige kvindeværdier, som siges ikke at høre hjemme i den egyptiske kultur. Hvorfor opstår den reaktion? Amerikansk-egyptiske Harvardprofessor Leila Ahmed har skrevet en bogen ”A Quiet Revolution”, hvori brugen af hovedbeklædning eksemplificerer sammenhængen.   

 

Illustrationen af det diskursive problem: ”The Egyptian Womens Hijab Dilemma”
Brugen af tørklæde er for mange vesterlændinge det ultimative symbol på, hvordan det egyptiske samfund er gennemsyret af kvindeundertrykkende, patriarkalsk islamisme. Disse vesterlændinge bliver måske bekræftet i deres overbevisning af kvinder som førnævnte Huda Sha’rawi, som ved offentligt at smide tørklædet i 20’ernes Egypten gjorde dette til et symbol på frigørelse. Vestlige stater bringer denne kamp ind over nationale grænser: de begrænser beklædningsmuligheder med belæg i en diskurs om, at tørklædet er undertrykkende. Dette er senest set i Danmark, hvor der tegner sig et flertal for at forbyde burkaen i det offentlige rum.

Hvad sker der egentlig, når vestlige stemmer kalder tørklædet for undertrykkende og uvelkomment? Der opstår ifølge Leila Ahmed en simplificeret, diskursiv dikotomi mellem Vesten og (Mellem)østen. I denne dikotomi er ”tørklædet som undertrykkende” et vestligt synspunkt, mens ”tørklædet som frigørende” er et mellemøstligt. Og det reproducerer en af egyptiske feministers store udfordringer: at stærke, nationale kræfter anklager dem for at være uautentiske, neo-imperialistiske agenter, når de påberåber sig retten til at gå klædt, som de vil – en anklage, Huda Sha’rawi også måtte kæmpe mod.

Udfordringen kaldes populært ”The Egyptian Womens Hijab Dilemma” og det refererer ikke blot til dikotomien, men også til, hvordan vestlig kritik af hovedbeklædning har givet bagslag og ført til en opblomstring i brugen af netop disse, enten som en protest mod at skulle underligge sig vestlige normer, som beskyttelsen et nationalt og kulturelt symbol, som afbildningen af religiøs identitet, eller som et politisk statement om retten til at gå klædt, lige præcis som man vil – noget som mange ville kalde kernen af feminisme.

 

For egyptiske kvinder kan løsningen være at beholde tørklædet på
En af grundende til, at egyptiske kvinder ser tørklædet som frigørende, er, at de da ikke i samme grad behøver at leve op til senmoderne skønhedsnormer og urealistiske kropsidealer. En anden, mere dominerende årsag, er at brug af hijab giver mulighed for at navigere i mandsdominerede offentlige fora, eksempelvis ved at afhjælpe også en herskende diskurs om, at egyptisk feminisme ikke er konvertibel med Islam. Huda Sha’rawi er et eksempel på dette: selvom hun ønskede at frigøre sig fra tørklædet, beholdte hun det oftest på, da det gav hende, såvel som andre egyptiske feminister, øget autoritet og dermed større muligheder for at kæmpe for deres rettigheder. I 1919 afholdte Sha’rawi eksempelvis ”The March of Veiled Women”, den første kvindelige demonstration nogensinde, som havde til formål at gøre en ende på den britiske kolonisering af landet.

Siden da er der selvfølgelig sket meget – Egypten har genvundet selvstændighed og i dag er Vesten i stedet tilstedeværende via økonomisk støtte til lokale NGO’er. Med dette er der dog opstået en ny udfordring for feministiske bevægelser i Egypten. En afhængighed af vestlige midler, hvilket i nogle tilfælde har ført til en opprioritering af tilpasning til vestlige agendaer i stedet for fokus på reelle, lokale behov.

Løsningen på den udfordring er ikke, at vestlige NGO’er trækker støtten, ej heller at vestlige stemmer trækker sig af frygt for at overdøve de lokale stemmer. Løsningen er derimod, at egyptiske kvinder gives muligheden for at råbe højere endnu og sætte deres egen dagsorden. Et hav af postkolonister har påpeget det essentielle i, at den tværkulturelle, deliberative dialog forstærkes. Det kan lyde åbenlyst, men lige nu er internationale fora karakteriseret ved asymmetrisk repræsentation. Ifølge postkolonisterne er det vigtigt, at alle får en ligeværdig stemme, således at kvinder på tværs af grænser kan lytte til, hvilke kampe der er de vigtigste. I Egypten er et af de største problemer for kvinder vold i hjemmet, hvilket gør kampen for retten til skilsmisse essentiel. Samtidig er frigørelsen fra tørklædet for mange slet ikke en prioritet. Hvis egyptiske kvinders behov og prioriteter anerkendes, så kan transnational feminisme bevæge sig væk fra de skadelige, simplificerede dikotomier, som i virkeligheden blot udfordrer de egyptiske feminister. Således kan transnational feminisme med nuanceret debat og dialog gøre det det muligt at smede solidaritet på tværs af kulturelle forskelle.

 

Det er nu, der er plads til feministisk dialog med Egypten
I modsætning til mange andre mellemøstlige lande, led egyptisk feminisme led et kraftigt tilbageslag umiddelbart efter det Arabiske Forår. Dette skyldes primært den regering, der erstattede præsident Mubarak, da han blev væltet i 2011. Regeringen var kontrolleret af Det Muslimske Broderskab, som indførte en ny konstitution, der tillod diskriminering på baggrund af køn. Utilfredshed med konstitutionen resulterede dog i, at regeringen i 2014 blev erstattet med Egyptens nuværende præsident, Abdel Fattah al-Sisi. Valget karakteriserede dermed ny, positiv retning for egyptisk feminisme, da 75 kvinder (af 568 sæder) blev valgt ind det egyptiske parlament, hvilket er rekordhøj kvindelig repræsentation i Egyptens historie. Med andre ord er det nu, der kan skabes forandring og nu, Vesten –  i stedet for at presse egne værdier ned over egyptiske kvinder – skal lytte og støtte.

 

Ida Elmdal Thagesen er statskundskabsstuderende og medlem af IPmonopolets redaktion.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *