Hvis vi bliver bedt om at nævne områder, hvor Danmark spiller en central rolle internationalt, vil størstedelen af os nævne Europa, Norden eller FN. Det er ofte med det forbehold, at Danmark opfattes som småstat, og at vores rolle i disse sammenhænge er af minimal tyngde. Der findes dog et område, hvor Danmark har indflydelse på lige fod med magtfulde lande som Rusland og USA. Det område er Arktis: Danmarks glemte indflydelsessfære.

Af Jacob Stendevad

 

At Arktis er en indflydelsessfære for Danmark skyldes Grønlands og Færøernes position i det danske kongerige. Begge territorier har formelt selvstyre, men er udenrigspolitisk og militært repræsenteret af Danmark. Størstedelen af Grønlands og Færøernes arealer er placeret indenfor det geografiske område Polarcirklen, sammen med store dele af USA’s delstat Alaska samt Canadas, Norges, Islands, Ruslands, Finlands og Sveriges nordligste områder. Det er disse syv lande der sammen med Danmark udgør de geopolitiske spillere på det arktiske område.

De diplomatiske forhold mellem de i alt otte lande er præget af deres samarbejde gennem især tre organisationer: Barentsrådet (koordinerende organ for Barentsregionen), UN International Maritime Organisation (IMO) og vigtigst af alle tre, Arktisk Råd. Hvor de to andre organisationer er afgrænset til det maritime og Barentsregionen, så er Arktisk Råd den organisation, der favner bredest, og hvor alle otte arktiske lande er medlemmer på lige fod.

 

Arktisk Råd

Arktisk Råds historie er med til at illustrere, hvorfor arktiske problemstillinger er både komplekse i deres udformning og kræver stor synergi mellem forskellige politiske områder. Rådet blev oprettet i 1996 for at skabe grundlag for et egentligt internationalt samarbejde om den arktiske region, hvor der før kun havde været uafhængige aftaler og FN-traktater på det arktiske område. Rådets opgaver strækker sig fra at koordinere miljøbeskyttelse og trusselshåndtering til at fremme og beskytte indfødtes rettigheder og kulturelle særpræg i den arktiske region. Arktisk Råd er organiseret i seks arbejdsgrupper med ansvar for faunabeskyttelse, miljø og bæredygtig udvikling samt løbende oprettede ”task forces” og ekspertgrupper.

Kort sagt er Arktis et område, der først for nyligt har oplevet en stigende grad af institutionalisering, hvor samarbejdet tidligere hovedsageligt fandt sted gennem institutioner, der ikke havde Arktis som hovedansvarsområde. Der sker løbende mere og mere formalisering senest ved oprettelsen af Arktisk Råds sekretariat i 2012.

 

Familiebillede af ministrene fra de otte medlemslande. Taget til det tiende ministrielle møde i Arktisk Råd som fandt sted i Fairbanks (Alaska). Foto: Artisk Råds sekretariat (Linnea Nordström)

 

Arktiske udfordringer: Krim, Kina og klima

Efter Ruslands annektering af Krim i marts 2014 skete der et generelt skifte i sikkerhedspolitikken i Arktis som følge af den øgede fjendtlighed mellem Rusland og USA. Om end der ikke skete en umiddelbar stigning i militær aktivitet fra russisk side, valgte russerne rent kommunikativt at lægge større vægt på deres aktioner i arktisk farvand. Den arktiske region er geografisk en vigtig militær sfære, da der er kort afstand mellem den østlige og vestlige halvkugle henover polarcirklen. Det gør det muligt at gennemføre større angreb i Europa, Asien og Nordamerika, hvis man én opnår militær dominans i regionen.

Samtidig udgør klimaforandringerne en evig voksende trussel for natur, fauna og levevis i det arktiske område, og det er derfor en af de største hot-topics i Arktis som i resten af verden. Et andet politisk emne som i høj grad har fået de arktiske lande til at prioritere Arktis er muligheden for i fremtiden at udvinde store mængder af latente naturressourcer såsom olie og mineraler – som i dag ligger gemt under den arktiske indlandsis. Her kan bl.a. nævnes Donald Trumps arktispolitik, som i særdeleshed et forsøg på at overbevise amerikanske investorer om at investere i olieudvinding i området i forbindelse med USA’s nye America First Energy Plan, der skal sikre en større tilkomst af olie til amerikanerne.

Som konsekvens f den øgede usikkerhed over især naturressourcerne i Arktis er der desuden ved at ske en stigning i den civile aktivitet i området, hvor store internationale kinesiske, russiske, amerikanske og europæiske virksomheder gør deres indtog for at sikre sig rettigheder til udvinding af mineraler og olie. Denne udvikling danner især grundlag for de kinesiske interesser i Arktis, da den kinesiske regering ønsker at etablere nye sejlruter med det formål at sikre deres strategiske position, hvis en ny ”silkevej” skulle opstå. Kina har observatørstatus i Arktisk Råd og benytter blandt andet denne position til at fremme disse interesser. 


Danmarks unikke position

Den usikkerhed, der i øjeblikket præger det arktiske område i forhold til klima, sikkerhed og handel, stiller Danmark i en svær position over for stormagterne Kina, USA og Rusland. Det skyldes især, at Danmark med sine begrænsede militære og økonomiske ressourcer ikke har samme tyngde i regionen som disse lande. Alligevel har Danmark en unik position i Arktis, da Danmark har solidt fodfæste i mange internationale organisationer og institutioner udenfor det arktiske område.

En af disse er Den Europæiske Union (EU), hvor man er afhængig af Danmarks, Sveriges og Finlands rolle i Arktis for at få nogen form for indflydelse på den arktiske geopolitik. EU har ikke kunne opnå observatørstatus i Arktisk Råd, hvilket skyldes EU’s sælforordning, som Canadainder diskriminerende over for canadiske inuitters muligheder for sælhandel. Det giver derved de nordiske lande en unik mulighed for at være europæiske initiativtagere på det arktiske område.

Danmarks rolle i Arktis er yderligere unik grundet det danske NATO-medlemskab. Sverige og Finland står udenfor NATO og er derfor ikke en del af den vestlige forsvarsalliance. Det giver igen Danmark en særlig indgang til USA og Canada, der er nogle af de største spillere i arktispolitik. Danmark har desuden en stærk forankring i forhold til de øvrige medlemslande gennem Nordisk Råd, og det skaber en unik (nordisk) mæglerrolle over for de andre medlemmer af Arktisk Råd.

En af de muligheder som en dansk mæglerrolle kan sikre er, at fremme en yderligere institutionalisering af det politiske samarbejde om Arktis. Det kan være med til at mindske noget af den usikkerhed, der i øjeblikket præger det arktiske samarbejde. Jo større enighed der er om udviklingen af arktisk politik, desto nemmere er det at fremme freden og samarbejde blandt de arktiske nationer. Samtidig skaber det også råderum for, at Danmark som initiativtager kan sikre de bedste forhold og rettigheder til naturressourcer, forskningsprojekter og territorial indflydelse i området.

 

Den danske delegation  ved forhandlingsbordet til Arktisk Råds tiende ministerielle møde. Fra venstre af: Suka K. Frederiksen (Grønlands minister for uafhængighed, udenrigspolitik og landbrug), Anders Samuelsen (Danmarks udenrigsminister) og Poul Johan Sundberg Michelseb (Færøernes minister for udenrigspolitik og handel). Foto: Artisk Råds sekretariat (Linnea Nordström)

 

Rigsfællesskabet: En hæmsko?

Det er således tydeligt, at Danmark har en særegen mulighed for at udnytte sine internationale tilhørsforhold til at udøve indflydelse i Arktis. Et væsentligt og yderst aktuelt problem er dog at finde ved Danmarks interne forhold i Rigsfællesskabet. For bare et år siden udtalte den daværende Grønlandske udenrigsminister Vittus Qujaukitsoq til Politiken, at han så danskernes håndtering af grønlandske anliggender som både arrogant og skadelig. Samtidig er det fortsat en vigtig politiske mærkesag for landsstyret i Grønland at sigte mod en løsrivelse fra Rigsfællesskabet.

Den nuværende danske regerings håndtering af relationen til Færøerne er ligeledes ikke gnidningsfri. Fredag den 1. december 2017 valgte landsstyreformand for udenrigsanliggender Poul Michelsen eksempelvis at undlade at deltage i en storstilet arktiske konkurrence med Danmark som medarrangør. Grunden til dette var, at Anders Samuelsen havde annulleret en hensigtserklæring om øget samarbejde mellem Grønland, Færøerne og Island som færingerne, uafhængigt af Danmark, havde tilsluttet sig.

At der er stabilitet mellem de tre parter i Rigsfællesskabet er selvsagt det mest grundlæggende kriterium for vellykket dansk diplomati i Arktis. Rigsfællesskabet er en forudsætning for, at Danmark overhovedet kan sidde med til bords, når geopolitikken forhandles i Arktisk Råd. Den store udfordring for Danmark i fremtiden bliver således at håndtere det interne klima i Rigsfællesskabet og således vise en samlet front overfor de øvrige arktiske nationer. Med skiftende udenrigspolitiske prioriteringer og en stigende ustabilitet omkring samarbejdet mellem Færøerne, Grønland og Danmark tyder det dog på, at dette ikke bliver en nem opgave.

Da der samtidig er usikkerhed omkring Kinas, Ruslands og USA’s interne forhold i Arktis, stiller det Danmark ved en skillevej. Hvis Danmark får udnyttet det fulde potentiale for arktispolitikken, kan muligheden for at udøve indflydelse i området øges markant. Hvis Danmark dog ikke formår at håndtere Rigsfællesskabets interne uroligheder, kan det være med til at underminere den stabilitet og fredelige sameksistens der i dag præger området.


Jacob er studerende ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Han har en særlig interesse for amerikansk udenrigspolitik og sikkerhedspolitik.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *