Cambodja er et land med en broget politisk historie. Fra et sydøstasiatisk storimperium – til vietnamesisk slavestat – til fransk koloni – til et selvstændigt monarki – til et kommunistisk tyranni – til en vietnamesisk krigszone – til (quasi)demokrati. De forskellige perioder har efterladt sig spor i Cambodjas politiske system, og i spidsen for det hele står i dag Hun Sen, verdens længst regerende premierminister. Men den kontroversielle leder er i dag udfordret af en ny generation cambodjanere, som ønsker sig mere demokrati efter vestlig standard.

Af Ida Elmdal Thagesen 

 

DEL 1: CAMBODJAS POLITISKE HISTORIE

Brother Number One
Mange forbinder Cambodja med turistattraktionen ”The Killing Fields”. Lokaliseret i hovedstaden Phnom Penh tjener attraktionen som minde om Pol Pot –”Brother Number One” – en uddannet folkeskolelærer fra Frankrig. I perioden 1975-1979 stod han i spidsen for ”Democratic Kampuchea”, et regime, der med baggrund i en kommunistisk ideologi nedslagtede det cambodjanske folk. Regimet dræbte alle uddannede, alle med briller og alle med bløde hænder. Inklusivt deres familier. Regimet skabte arbejdslejre, der var så opslidende, at befolkningen sultede ihjel. Regimet blev kaldt ”The Khmer Rouge”: De var iklædt røde tørklæder og dræbte alle dem, der blev mistænkt for at være uenige med regimet.

Denne periode anses af mange, som den del af  cambodjansk historie, hvor befolkningens personlige og politiske frihed var mest under pres. Men Cambodja er i mange år blevet kastet rundt mellem stærke internationale interessenter, har været præget af voldsomme interne uroligheder, og slutningen af 70’erne er langtfra den eneste periode, hvor befolkningens frihed har været truet.

 


Ofre for Pol Pots nedslagtninger. Foto: David Dennis (flickr)

 

Don’t spill the Master’s tea!
Cambodja er foruden ”The Killing Fields” kendt for turistbyen Siem Reap, der huser verdens største religiøse monument, Angkor Wat. Det buddhistiske tempelkompleks vidner om landets storhedstid og fungerede engang som hele Sydøstasiens hovedstad.

Siden Angkor-imperiets opløsning i 1431 har Cambodjas territorium været besat af mere magtfulde stater. Naboen Vietnam brugte i mange år Cambodja som en form for slavestat. Vietnameserne behandlede efter sigende deres undersåtter så grusomt, at de bl.a. kunne finde på at begrave cambodjanske landmænd levende i jord til halsen, blot for at bruge deres hoveder til at understøtte kogende tekander. Ifølge gamle fortællinger grinede vietnameserne, mens cambodjanerne vred sig i smerte, og de kunne finde på at sige: ”Don’t spill the Master’s tea!”

Mange udenlandske interesser har, foruden de vietnamesiske, haft indflydelse på den politiske udvikling i Cambodja. Efter næsten et århundrede som fransk koloni fik Cambodja sin selvstændighed i 1953, og det var herefter op til prins Sihanouk at forsøge at balancere landet mellem modstridende internationale interesser. I årene der fulgte formåede han at bevare et neutralt forhold til den østlige, kommunistiske blok og samtidig acceptere massiv vestlig bistand. USA brugte i denne begyndende koldkrigsperiode intensiv ulandsbistand som diplomatisk redskab for at præge de kommunistiske stater i Asien.

I løbet af Vietnamkrigen (1965-1973) smed USA flere bomber over Cambodja, end de Allierede tilsammen smed under 2. verdenskrig. I 1970 sendte amerikanske præsident Nixon tropper ind i landet for at fjerne kommunistiske baser på cambodjansk grund. I 1971 erstattede den pro-vestlige, Lon Nol, prinsen. Han blev landets første premierminister og indførte parlamentarisme. Dedikeret til sin sag om at beskytte Cambodja mod ”youn” og ”thmil” (øgenavne for thailændere og vietnamesere), overtog han formelt magten i Cambodja og slagtede de vietnamesere, der boede i Cambodja.

Dog var det, trods amerikanske interesser, vietnameserne, der i 1979 væltede Pol Pots kommunistiske styre. Dette blev enden på udrensningerne af de uddannede masser, men begyndelsen på en cambodjansk-vietnamesisk krig. Den cambodjanske side blev stadig repræsenteret af Pol Pot, som nu skjulte sig ved den thailandske grænse. Kineserne, som støttede Pol Pot økonomisk og militært, skulle efter sigende være blevet opfordret af den amerikanske udenrigstjeneste til at fortsætte denne støtte, idet USA ikke var interesserede i, at pro-sovjetiske Vietnam fik magt i Asien. Men Pol Pot var da blevet kendt som folkemorder, og derfor var det i 1981 et pro-vietnamesisk parti, Kampuchean People’s Revolutionary Party, der vandt valget.

I 1985 fandt en begivenhed sted, der senere viste sig at være skelsættende for det Cambodja, vi kender i dag. Hun Sen blev med vietnamesisk støtte valgt som premierminister. Få år efter, i 1989, trak vietnameserne sig ud af landet. Spørgsmålet var nu: Kunne Hun Sen give cambodjanerne den frihed, som de havde været frarøvet de sidste årtier?

 

DEL 2: HUN SENS CAMBODJA

Manden med glasøjet
”Der eksisterer ingen internationale standarder. Kun i sport!” Sådan skal Hun Sen efter sigende have sagt. I løbet af sin regeringsperiode har han repræsenteret partiet ”Cambodian People’s Party” (CPP), som i 1985 gik på valg på at fordømme Pol Pot – denne fordømmelse er muligvis den mest centrale del af deres partiprogram.

Hun Sen er kendt for sit glasøje, for altid at have en cigaret i mundvigen og for at arbejde altid, hele tiden, døgnet rundt. Han er i uddannede kredse kendt som en korrupt leder. Blandt andre er han kendt som en leder, der har formået at sikre fred og økonomisk vækst i et land, der ellers har været hårdt ramt af krig, konflikt og etniske udrensninger.

Hvad mener Hun Sen med, at der ikke findes internationale standarder? Eksperter påstår, at Hun Sens udtalelse hænger sammen med, at dobbeltmoralske internationale regeringer var intensivt til stede i kampen mod den vietnamesiske besættelse, men tavse og fraværende i andre (mere) blodige dele af Cambodjas historie. Det siges derfor, at Hun Sen ser menneskerettigheder og demokrati som et politisk værktøj, som bruges af stormagterne udelukkende med det formål at fremme egne interesser.

Siden Hun Sen blev valgt som premierminister, har småstaten Cambodja udviklet sig markant. I 1989 blev landet gendøbt State of Cambodia og buddhismen genindført som national religion. Nye initiativer og traditioner opstod løbende.

I løbet af denne periode har småstaten Cambodja, der ellers er klemt inde mellem de to større og vigtigere økonomier, Thailand og Vietnam, haft økonomisk vækst. Dette skyldes blandt andet FN som i løbet af 90’erne brugte milliarder på bistand til Cambodja. Det skyldes også den voksende turisme: I 2013 besøgte 4.2 millioner mennesker landet, som består af 15 millioner indbyggere. Men dette skyldes også Hun Sen, som ved dags dato stadig er premierminister.

Sebastian Strangio er en australsk journalist, som i en årrække har boet i Cambodja og skrevet for den uafhængige, udenlandsk ejede avis The Phnom Penh Post. I sin bog ”Hun Sen’s Cambodia”, kalder han manden bag glasøjet for en neo-autoritær regent. Det er alment kendt, at Hun Sen var general under Pol Pot styret, inden han flygtede til Vietnam.

Hun Sen overtog i 90’erne resterne af den magt, de etablerede royale dynastier stadig havde. I dag kontrollerer han Cambodja. I fællesskab med sin ”quasi-palads-elite” sidder han på landets økonomi. Han har placeret sine sønner i politiske nøglepositioner og sin kone, Bun Rany, som overhoved for landets største humanitære enhed, det cambodjanske Røde Kors.

Hun Sen har gjort et fattigt land en smule rigere. ”Hunsenomics”, som hans økonomiske politik populært kaldes, har ført til skabelse af mange små entreprenørvirksomheder. Men samtidig er det økonomiske system indrettet således, at de rige bliver rigere, og at færre hænder gradvist ejer mere. Ressourcer fra fattige landsbyer sælges til internationale virksomheder. De lån, der gives ud, har ofte så høje renter, at de små virksomheder går konkurs eller forgælder ejerne.

Og Hun Sens udfordringer er ikke blot økonomiske. Der er også problemerne med eksempelvis ytringsfrihed, foreningsfrihed og menneskerettigheder. Umiddelbart virker det til, at borgernes personlige og politiske frihed under Hun Sen er ligeså truet som tidligere.

 

 Cambodjanere protesterer mod Hun Sen efter fængslingen af Kem Sokha. Foto: Greg Scales (flickr)

 

#SaveTheDaily
Ifølge Sebastian Strangio er et særligt kendetegn for Cambodia, at aviser som The Cambodia Daily og The Phnom Penh Post er privatejede og kritiske. Selvom pressefriheden i landet altid har været sårbar, er den som følge af nyere tids magtkamp blevet presset yderligere.

2008-valget var det yngste i Cambodjas historie. Hun Sen vandt valget med 90 af 123 sæder i parlamentet. EU observatører kritiserede optællingen af stemmer, titusinder demonstrerede mod valgresultatet og oppositionspartierne accepterede ikke udfaldet, men boykottede deres sæder i parlamentet, hvilket førte et politisk ”deadlock” med sig. Dette scenario, klassisk for udviklingslande, som balancerer mellem diktatur og demokrati, udspillede sig igen ved valget i 2013. Da blev oppositionspolitikere truet på livet.

Ifølge Stragio er der sket et generationsskifte, som kan medføre et politisk skifte: Den nye generation har ikke gennemlevet 70’ernes folkemord og stemmer ikke på Hun Sen, blot fordi han gik til valg på afstandstagning fra Pol Pot. Den nye generation er via moderne teknologi og globaliseringen blevet eksponeret for vestlige demokratisystemer, som fremstår langt bedre end de asiatiske.

Cambodjas historie har om noget vist, at politisk forandring udefra er overfladisk og uholdbart; hvis Cambodja skal ændre sig, skal det komme nedefra. De forhenværende valg vidner da også om, at presset for forandring er på vej. Men er den opblomstrende kamp for et retfærdigt demokrati og en fri presse nok til at forandre Cambodja til det bedre?

2018-valget nærmer sig. Det er tydeligt, at Hun Sen ved, at hans position vil være endnu mere truet ved det kommende valg i  i 2018, end han var i 2008 og 2013. Det har fået ham til at handle. Hvem står for skud? Det gør de selvstændige medier. Det gør NGO’erne. Det gør oppositionspolitikerne.

I løbet af de sidste måneder har regeringsmyndigheder igangsat undersøgelser af i hvilken grad deres kritikere, herunder 15 lokale radiostationer rundt omkring i landet, lever op til regeringens (nyopfundne) skatteregler. Et andet medie, som Hun Sen’s tilhængere har holdt øje med, har været avisen The Cambodia Daily. Den blev grundlagt af en amerikansk journalist og udgav dens første artikel i 1993. Siden har de skrevet om alt fra kampen for kvinderettigheder og kampen mod korruption. De har skrevet om stigende sexslaveri, sprutforbrug og stofmisbrug. På deres hjemmeside skriver de om deres dedikation til kampen for et frit og oplyst Cambodja. Avisens slogan er: ”All the news without fear or favor.”

Hvorfor har en neo-autoritær premierminister som Hun Sen tilladt sådan en avis? Ifølge Sebastian Stragio har det klædt hans internationale image – og i øvrigt har det i mange år blot været et lille, engelsktalende segment, der læste avisen. Nu er avisens læserskare voksende, og avisens eksistens truer dermed Hun Sen. Derfor er The Cambodia Daily blevet stillet et ultimatum. De skal enten betale en bøde på $6.3 millioner kroner eller lukke øjeblikkeligt. Dette er en sum penge, som en cambodjansk nicheavis aldrig vil være i nærheden af at kunne betale.

Da det i løbet af sommeren 2017 gik op for avisens læsere, at avisen var truet blev kampagnen #SaveTheDaily iværksat. Hundredevis af cambodjanere delte artikler med dette hashtag på deres facebooksider. Imens arbejdede redaktionen i døgndrift på deres sidste, store historie om Kem Soka, lederen for oppositionspartiet Cambodia National Rescue Party. Netop dette var den sidste store historie The Cambodia Daily skrev inden lukning. Kem Sokha blev arresteret den 2. september 2017. To dage senere blev The Cambodia Daily lukket ned.

 

Cambodjas drøm om demokrati er døende
Sådan lyder overskriften på en CNN artikel, som blev udgivet den 5. september 2017. Igennem Cambodjas tumultariske politiske historie er borgernes frihed blevet begrænset fra flere sider. Den er blevet udfordret eksternt af vietnamesiske besættelser og kolonisering, og den har været begrænset ovenfra fra Pol Pot-regimet i 1970’erne. Det nuværende Hun Sen styres lukning af The Cambodia Daily og fængsling af Kem Sokha viser med alt tydelighed, at friheden stadig begrænses af et styre, som er ved at afmontere den lille grad af pressefrihed, som er vokset frem i landet i de seneste år. Denne sommer har kampen for frihed og demokrati i Cambodja således lidt et historisk tilbageslag.

 

Ida Elmdahl Thagesen er statskundskabsstuderende og medlem af IPmonopolets redaktion.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *