Interview med Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokraternes EU-ordfører

Af Nicklas Colerick og Jonathan Holm Salka

 

Spørgsmålet om EU-samarbejdets fremtid er blevet yderst presserende og relevant som følge af briternes afgørelse om at forlade unionen. IPmonopolet lancerer derfor en interviewserie med nogle af Folketingets EU-ordførere, hvor der stiller skarpt på Brexit, hvilke konsekvenser de tror det får for EU-samarbejdetog eventuelt også for Danmark.

I denne omgang  har vi snakket med Socialdemokraternes Peter Hummelgaard Thomsen. Vi fangede ham en dag i efterårsferien, hvor Christiansborg emmede af feriestemning, men hvor vi fik en god og dybdegående snak. Peter Hummelgaard Thomsen, der havde været i London to dage inden afstemningen om Brexit havde efter flere møder med fagforeningsmænd og Labour folk tidligt været klar over, at det formentligt ville blive et “leave” for briternes vedkommende. Fagforeningsmændene og Labour folkene kunne nemlig berette, at når de var ude og møde deres medlemmer på fabrikkerne, så var den klare holdning, at Storbritannien skulle melde sig ud af samarbejdet. Det mest overraskende for Hummelgaard var dog, at det især var Storbritanniens nedre middelklasse, der valgte at stemme “leave”, hvilket han tolker som en konsekvens af den økonomiske og sociale udvikling, der har været i Storbritannien de sidste 20 år:

”Middelklassen er ved at miste fodfæstet. Folk har oplevet reelt faldende eller flad lønudvikling. Britiske LO, altså TOC, har opgjort, at reallønnen over de sidste 15 år er faldet med 10 procent for den gennemsnitlige britiske lønmodtager. Folk kan mærke på dem selv, at de har fået det dårligere. Om det skyldes EU eller ej, det er sagen uvedkommende. Det handler om at vise sin utilfredshed samtidig med, at man så også har haft den opfattelse, at en væsentlig del af den faldende lønudvikling blandt andet skyldes de mange nye østeuropæiske arbejdstagere eller andre europæiske arbejdstagere, der er kommet dertil. Samtidig har man haft en opfattelse af, at EUs indre marked har været med til at slå den sidste del af stålindustrien ihjel, hvilket er en fejlopfattelse, fordi EU er med til at holde hånden under den britiske stålindustri. Men man har bare haft en general oplevelse af, som heller ikke er forkert, at udviklingen for den almindelige britiske lønmodtager er gået den forkerte vej over de sidste 15 til 20 år”.

“Sidst men ikke mindst har man haft oplevelsen af, at den udenlandske arbejdskraft er blevet forfordelt overfor de britiske lønmodtagere, og det er deri, at man kommer ned til fundamentet af problemets kerne; nemlig at kilden til de her opbrud vi ser, kilden til den uro, kilden der førte til ”leave”, handler om ulighed og en økonomi, der ikke udvikler sig i en retning, hvor alle får gevinsterne af de frugter, der bliver skabt”. 

Du er selv lidt inde på det omkring problemerne med EUs fri bevægelighed, og at de vesteuropæiske lande har oplevet en tilstrømning af østeuropæisk arbejdskraft. Hvad er det venstreorienterede svar til dette problem? Det tror jeg mange vælgere har savnet et svar på.

”Et af svarene kunne for eksempel være at lave en protokol til traktaten. Det EU kalder en ”social program protocol”. Det strukturelle problem i EU er, at de fire friheder, som ligesom er fundamentet for det indre marked, har så stærk en forrang for stort set alle andre principper, at de vinder i hvilken som helst konflikt. Det betyder, at princippet om arbejdsmarkedets fri bevægelighed til enhver tid tryner respekten og forsvaret for lønmodtagernes arbejdsvilkår, lønninger og rettigheder. Det er jo det fundamentale problem i virkeligheden”.

Hænger problemerne med EUs fri bevægelighed sammen med, at udvidelsen af EU er gået for stærkt?

”Det kan man helt sikkert sige. Udvidelsen har i høj grad båret rigtig meget positivt med sig, og i særdeleshed har det være positivt at lande, som var på den anden side af jerntæppet for bare 26 år siden, i dag er en del af vores handelsfællesskab. Men omvendt er der så stor forskel på alt lige fra standarder for lønmodtagere til hvordan vi indretter vores velfærdssamfund, hvilket skaber en masse konflikter og udfordringer, som EU’s nuværende traktatgrundlag og politiske beslutningstagere ikke rigtigt aneerkender er en udfordring”

 

Et mere differentieret EU-samarbejde
Hvis vi lige går tilbage til spørgsmålet om Brexit, hvor tror du så, det efterlader EU-samarbejdet?

”Jeg håber, at det giver anledning til refleksion, at det giver anledning til, at man reviderer ens tilgang til blandt andet spørgsmålet om arbejdskraftens fribevægelighed, men også overordnet set ens tilgang til at skabe en politik, som ikke bare handler om at understøtte, at vi kan handle så frit som muligt med hinanden, men også handler med hinanden på en måde, hvor vi løfter alle i vores befolkning – hvor vi får et endnu stærkere fordelingspolitisk sigte, og der må vi bare sige, at det har der kun undtagelsesvis været i løbet af det sidste 15-20 år. Jeg håber også, at det giver anledning til at revidere EU’s økonomiske politik. Og der må jeg bare sige, at lige nu er der et meget snævert fokus på, at vi skal holde budgetterne. Det har jo været med til at smadre hele efterspørgselssiden af EU’s samlede økonomi. Det har skabt nogle store problemer i forhold til at skabe vækst. I stort set alle lande syd for Bayern, herunder Frankrig, har man dobbeltcifrede arbejdsløshedstal, og gældsbyrden i flere lande er forværret”.

“Derudover tror jeg, at man i hele EU skal acceptere, at vi bevæger os i forskellige hastigheder, men at vi stadig godt kan samarbejde fra tid til anden om forskellige ting, selvom det er meget bøvlet, når klubben nu er blevet så stor. Jeg tror, at man må acceptere, at det er et grundvilkår”.

Du er ikke nervøs for at landene bevæger sig for langt væk fra hinanden, og der kommer en opsplitning af EU-samarbejdet?

”Vi må acceptere, at vi bevæger os i forskellige hastigheder. Det kommer til at ske på mange forskellige områder. Selv inden for Euro-gruppen bevæger de sig i forskellige hastigheder. Det skal blive mere, på hvilke områder man samarbejder, og på hvilke områder man skal insistere på, at nationalstater er nationalstater. Jeg synes, at det skal være op til nationalstaterne selv at bestemme, hvordan man indretter sit arbejdsmarked og den beskyttelse der er af lønmodtagerne. Det centrale spørgsmål er hvor høj en grad af solidaritet, fordeling og distribution af samfundsgoderne, man skal have? Det synes jeg er en national eneret at beslutte sig for. Omvendt synes jeg, at der hvor vi har brug for en stærkere integration er på bekæmpelse af skattely, skæv statskonkurrence på selskabssatser osv. Man kan ikke sige, at vi skal have mere eller mindre EU. På nogle punkter skal vi have mere, og på andre punkter må vi sige, at her er man gået for langt”.

 

Tilliden er forsvundet
Har der i befolkningen været urealistiske forventninger til, hvad EU kan yde?

”Ja, det er der nok. Lige nu er problemet i vores befolkning, at der ikke er nogen forventning til EU. Tillliden til at man kan levere løsninger på noget som helst er ikkeeksisterende, selvom man jo gør det hele tiden. Der havde jo ikke været en Paristraktat om klimamålsætninger, hvis det ikke havde været for EU, og de europæiske lande var aldrig blevet enige om det, hvis ikke EU havde været rammen for den diskussion om de grænseoverskridende udfordringer”.

“Det er jo klart, at hele flygtninge og migrant situationen vil blive ved med at være en udfordring de næste mange årtier. Måske endda 100 år. Det har jo virkelig stillet spørgsmålstegn ved nogle ting, som går ind på EUs grundfundament, som handler om, at vi kan bevæge os på tværs af grænserne. Og der må man bare sige, at det er åbenbart, at der er en stor forskel mellem den politiske- og økonomiske elite og befolkningerne. Det er gift for det fællesskab vi har og gerne vil have”.

Hvor ser du EU-samarbejdet bevæger sig hen af i fremtiden?

”Jeg tror desværre ikke vi har set det sidste led i den serie af opbrud, som der har været en hel del af siden finanskrisen. For eksempel kan vi meget vel få Front National til magten i Frankrig. Det er ikke urealistisk. Den italienske bankkrise kan hive andre banker med ned. Deutsche Bank befinder sig i en krise, fordi de er fortsat med den giftige handel, der knækkede ryggen på Wall-Street og Leman&Brothers. Det kan hive resten af den trygge Europæiske koloni med ned i faldet. Jeg tror ikke, vi har set det sidste opbrud, hverken økonomisk eller politisk i EU. Jeg tror, det er i håndteringen af de kommende opbrud og konklusionerne oven på det, at EUs fremtid bliver bestemt. Hvis vi træffer dårlige beslutninger og insisterer på ikke at lytte til de signaler, som enten vælgerne eller de økonomiske strukturer forsøger at sende til vores politikere og bare gør mere af det samme, så tror jeg ikke, det er utænkeligt, at vi om 40 år ikke har et EU, som vi kender det i dag. Til gengæld tror jeg, at hvis man forsøger at løse udfordringerne ved at kigge på de underliggende udfordringer som lav vækst, velstand der bliver fordelt for skævt, skævheder i forhold til hvad det er for nogle beslutninger der skal være fælles og ikke fælles og så videre, så kan vi gå en stærk og lys fremtid i møde. Hvor optimistisk jeg end vil være her, så kan det ikke klart siges, hvad vi går i møde”.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *