Som et af de mest indflydelsesrige lande i Europa kan Tyskland måske levere tiltrængt stabilitet og tryghed. Trump, Brexit og Le Pen er alle faktorer, der skaber forvirring og dermed ustabilitet. Tyskland går til Bundeswahl i september. Professor i politisk psykologi ved Mannheim Universitet, Harald Schoen, en af forskerne bag den tyske valgundersøgelse, forklarer valget og den tyske mentalitet.

Af Christiern Santos Rasmussen

 

De nuværende to koalitionspartnere, CDU og SPD, går til valg med hver deres kandidat. Hvilken forskel vil der være på Tysklands EU-politik, hvis henholdsvis Angela Merkel eller Martin Schulz vinder?

“Der kan ske mange ting inden september, der kan ændre billedet. Hvad angår EU-politik er det et spørgsmål om grad, ikke om den fundamentale natur af politikken. Tyskland vil altid være et europæisk Tyskland og vil ikke efterstræbe et tysk Europa, uanset hvem der bliver kansler.

De reformer af Eurozonen, som er forslået af økonomer og Middelhavslandene, vil gøre økonomiske redningspakker mellem medlemslande enklere at gennemføre. En fortsat centrum-højre koalition vil være mere modvillige overfor sådanne reformer. Derimod vil en centrum-venstre koalition nok være mere imødekommende.”

En del af diskussionen omkring Eurozonen er den Europæiske Centralbank, ECB’s lave rente. Den har både styrket tysk eksport og skadet tyske privatopsparinger. Samtidigt er der stor arbejdsløshed i Middelhavslande. Skal ECB reformeres?

“En fællesrente, der gælder for alle medlemmer, er det centrale problem for monetære unioner. Skulle man ændre denne struktur fra at være for hele området til regionale renter, tror jeg, man ryster den monetære unions grundvold.”

Kan man ikke ændre ECB’s struktur, så den passer til Middelhavslandene bedre, uden at gøre renten regional?

“Lave renter er et monetært værktøj, som påvirker valutaers værdi, som i sin tur styrker eksport og økonomi. Den nuværende rente er så lav, at den ikke kan sænkes mere. I Tyskland venter man på, at renten skal stige på grund af sine private opsparinger, og man er vred på ECB, fordi at de ikke hæver den. Man er mistænksom over for Mario Draghi, der kommer fra et af Middelhavslandene. Man synes, at han varetager middelhavslandenes interesser mere end unionens.”

Ændrer denne problematik Tysklands holdning ift. ECB’s selvstændighed?

“Det stiller nogle af tyskerne i et dilemma, da det var Tyskland, der oprindeligt krævede en selvstændig centralbank. Det gjorde man, så politisk indflydelse ikke kunne true valutaens stabilitet. Men nu har man revurderet det og efterspørger politisk kontrol af ECB for at sikre valutaens stabilitet. Så man vender det på hovedet. Men jeg tror stadig, at ECB’s selvstændighed er vigtig for mange tyskere.”

Tyskland består af det fortsat relativt underudviklede Østtyskland og det økonomiske centrum, Vesttyskland. Har denne splittelse en effekt på Tysklands holdning til reformering af Eurozonen?

“Den splittelse er der stadig, og dukker til tider op i politisk kontekst. Men den har ikke så meget at gøre med økonomi, snarere med østtyskernes anderledes historiske arv. Den har gjort dem mere skeptiske overfor fremmede, fremmedhed og tanken om at understøtte andre lande økonomisk. Det vil ikke være afgørende ift. Tysklands holdning til reformerne, men den er der.”

Hvis Merkel vinder, vil hun så fortsætte samme politiske stil som før?

“Det afhænger af, om Merkel har lært noget af det forgangne års lektier. Hun har længe ført en midtersøgende politik. Hun tog ejerskab af politiske emner og stjal derved stemmer fra partier til venstre for CDU, for eksempel på social-, økonomi- og migrationsområdet. Det gjorde det sværere for de venstreorienterede partier at mobilisere sig imod hende og CDU.

Men det har også givet bagslag, især på migrationsområdet. Og måske har Merkel lært, at denne midtsøgende politik ikke er lige så frugtbar, som den engang har været. Så vi vil se en mindre pragmatisk Merkel, der er mindre venligstemt over for Middelhavslandenes interesser. Det bliver relevant ved de kommende forhandlinger om den græske økonomi og gældskrisen.”

Billiger Merkels vælgere ikke længere hendes pragmatiske politik? Har hun mødt en grænse?

“Der er nogle vælgergrupper i CDU, som har opdaget, at de er trætte af hendes politik, fordi de ikke kunne stå inde for Merkels politik efter flygtningekrisen. Det er ikke en særlig stor gruppe, men måske er den stor nok til at forhindre CDU i en koalition med de andre partier. Så bliver der nok dannet en ny koalition af centrum-venstre partierne.”

Da Schulz blev udnævnt til Socialdemokraternes kandidat, var der en positiv stemning, som har smittet af på SPD’s meningsmålinger. Vil den Schulz-stemning leve videre?

“Støtten til Schulz har noget at gøre med, at mange er trætte af Merkel. Nu har man et reelt alternativ, som dertil ikke personligt har noget at gøre med den store koalition (SPD-CDU red.). Denne støtte er bundet af følelser og ikke politik, hvilket kan være et problem.”

Hvorfor er følelser et problem?

“Det er et problem at sige, at alle skal respekteres og alle skal have respekten tilbage osv., fordi det ikke holder. På et tidspunkt skal man træffe et valg, som vil resultere i både tabere og vindere. For nogle vælgere er hans politik irrelevant, så længe han bare ikke er Merkel. Det gør at man kan tillægge ham ønskepolitik, som ikke nødvendigvis er realistisk. Derfor handler den store diskussion lige nu om, hvad Schulz’ politik i virkeligheden er og hvor meget af hans appeal, der vil være tilbage, når vi ved det.


Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd, og Angela Merkel. Foto: Rådets pressearkiv


Vil Die Linke eller De Grønne være et alternativ til SPD’s koalition med CDU?

“Die Linke vil nok ikke være en potentiel koalitionspartner, fordi det vil være et problem i sig selv. Det skyldes tre ting. For det første er Die Linke arvingen til DDR’s gamle regeringsparti og dermed problematisk at have i regering. For det andet er Die Linke og SPD simpelthen for forskellige på det udenrigspolitiske område. Eksempelvis har Die Linke problemer med NATO-medlemskabet. For det tredje er der problemer på det personlige niveau. Mange af Die Linkes politikere kommer fra SPD, derfor nærer mange SPD’er modvilje til Die Linke. Så alternativet for SPD er De Grønne, som for nyligt har mistet opbakning i meningsmålingerne.”

Trump-administrationen og det hollandske valgresultat menes at have lagt en dæmper på populismen. Har de to begivenheder påvirket AFD?

“AFD fik ikke så godt et valg i Saarland, som de havde håbet på. Men det betyder ikke, at det skyldes Trump og Wilders. Derimod har den øgede konkurrence mellem SPD og CDU taget meget fokus. De to store partiers kamp har gjort det svært at promovere mærkesager for små og mere ekstreme partier som AFD. Men der kan jo altid komme uforudsete begivenheder eksempelvis et terrorattentat eller nye flygtningestrømme, der ændre hele billedet.”

Hvilke bliver de vigtige valgemner?

“Partier har jo altid udvalgte emner, der passer dem bedre end andre. Tilbage i 2010 blev der under Schröder skåret heftigt i velfærdsstaten for at bevare den tyske konkurrencedygtighed. Det skabte en stor splittelse i SPD og styrkede Die Linke i Vesttyskland. Derfor vil SPD nok forsøge at bruge emnet social retfærdighed til at hele såret. CDU vil derimod fokusere på sikkerhed i bred forstand, dvs. alt fra terrorbeskyttelse til hjemmetyverier, inklusiv det internationale niveau. Men det vil ske, uden at man forbinder det med reel udenrigspolitik. Man kommer nok også til at trække på Merkel som den store, internationale leder igen.”

Hvilke emner vil man ikke snakke om?

“Man ser helst, at immigration ikke bliver til et reelt emne. Og skulle det ske, så vil man nok sælge det som en succeshistorie.”

Tyskland er blevet den europæiske hegemon og derfor toneangivende for europæisk politik. Hvad tænker de tyske vælgere om det?

“Emner så som eurozonen og migrationsspørgsmålet er noget, visse tænker på. Men den tyske position er ikke noget, som man er bevidst om og derfor tænker man ikke på disse emner i denne kontekst.”

Hvorfor er man ikke bevidst om Tysklands position?

“Udenrigspolitik er generelt fjernt fra vælgeres hverdagsliv. Hvad der er specifikt for Tyskland, er nok vores kultur. Vores forskning viser imidlertid, at der er tyskere på det individuelle niveau, som føler at Tyskland er overlegen i forhold til andre lande. Og det interessante er, at de ikke kun findes på højrefløjen, men findes også på venstrefløjen. Det blev nydeligt formuleret af en politiker fra De Grønne: ”Vi er verdensmestre i humanisme” – hvilket er en lidt sjov form for blær. Men følelsen af overlegenhed er stadig ikke nok til at være bekvem med rollen som hegemon, eller at turde diktere, hvad der skal ske i Europa.”

Frankfurter Allgemeine startede en debat, om end kortvarig, om tyske atomvåben. Var debatten ikke et udtryk for en bevidsthed og en bekymring hos tyskerne om Tysklands internationale rolle?

“Her skal man være forsigtig. Disse spørgsmål diskuteres primært af politiske eksperter, tænketanke og akademikere. For nogle år siden blev der udgivet en bog om Tyskland som hegemon, hvor man beskrev et uvilligt Tyskland, der ikke ønskede den rolle, som det blev tvunget ud i. Det gælder også for den brede befolkning.”

Ser man så Eurozonen og flygtningekrisen som adskilt fra udenrigspolitik?

“Ja. Det er emner, som lettere kan relateres til folks hverdagsliv. De vækker dybere og mere komfortable følelser af national identitet. Vores forhold til udenrigspolitik er ikke det samme som jeres.”

Christiern Santos Rasmussen er statskundskabsstuderende ved Mannheim Universitet i Tyskland. Harald Schoen er professor ved Mannheim Universitet, hvor han forsker i vælgeres politiske holdninger.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *