Fem. Så mange forskellige nationalsange har Rusland haft siden første verdenskrig. Netop dét eksemplificerer, hvordan Rusland har redefineret sin identitet og selvforståelse gentagende gange i løbet af blot 100 år. Én ting har dog været gennemgående i denne udvikling nemlig Ruslands såkaldte ’hybride exceptionalisme’. Manden bag dette begreb hedder Kevork Oskanien. Han færdiggjorde i 2011 en ph.d på London School of Economics med titlen Et meget tvetydigt imperium: Ruslands hybride exceptionalisme. Siden da har han forsket og undervist i østeuropæiske og russiske forhold. Jeg har mødt ham til en snak om, hvad der karakteriserer russisk selvforståelse i dag, og hvordan det påvirker det europæisk-russiske forhold.

Af Ida Elmdal Thagesen

 

Først og fremmest Kevork Oskanien – hvad betyder hybrid exceptionalisme?

Det er en måde at beskrive Ruslands selvforståelse. Den er for det første hybrid, fordi landet delvist definerer sig selv som vestligt, men samtidig definerer sig selv i modsætning til vesten. Et konkret eksempel på dette er russisk marxisme; marxismen blev som bekendt udviklet af tyskerne Marx og Engells i 1800-tallet. Russiske Lenin fortolkede ideologien i 1900-tallet og tilpassede den til Rusland. Samtidig indtog Lenin en anti-vestlig position, idet han med implementeringen af marxismen fjernede kapitalismen fuldstændig fra det russiske samfund.

Ud over at være en hybrid er Rusland exceptionalistisk, da landet ser sig selv som en stormagt med global indflydelse. Netop dét er det mest centrale i det russiske selvbillede. Eksempelvis søgte Rusland at udbrede leninistisk marxisme. Dermed illustrerer eksemplet ikke blot Ruslands førnævnte hybride identitet men også Ruslands exceptionalisme.

To ting er værd at nævne i forbindelse med russisk exceptionalisme. Først og fremmest har Ruslands geografiske areal været en afgørende faktor i skabelsen af dette selvbillede. Derudover er det værd at google Ruslands Udenrigsministerium. En gigantisk skyskraber, som næsten når helt op i himmelen. Den er bygget under Stalins tid ved magten og kan ses som en manifestationen af den russiske exceptionalisme.

Den hybride exceptionalisme bliver er ligeledes synlig, når Ruslands møde med Ukraine sammenlignes med Ruslands møde med de Sydkaukasiske lande (Armenien, Georgien og Aserbajdsjan). I mødet med de Sydkaukasiske lande definerer Rusland sig selv som værende vestlig og liberal. Imperiet søger at påtage sig en overlegen position i forhold til ‘orienten’ og på den måde agere storebror. Samme tilgang er ikke mulig til Ukraine, som i forvejen har flere vestlige karakteristika end Rusland. I dette møde gør Rusland derfor en dyd ud af at definere sig i opposition til Europa. Dette forklarer eksempelvis Ruslands homofobi, som kan ses som en russisk modstandstagen til de ‘dekadente vestelige liberale værdier’. At frame homoseksualitet som noget farligt og forkert bliver dermed et russisk forsøg på at beskytte Østeuropa mod Vesteuropa.

 

Det russiske udenrigsministerium. Foto: Weldon Kennedy (flick)

 

Okay, så hybrid exceptionalisme er konsistent i det russiske selvbillede. Hvad er det, der har ændret sig, og hvad karakteriserer selvbilledet i dag?

Det russiske selvbillede har ændret sig markant: Før anden verdenskrig var det primært zarisk. I 20’erne blev det bolsjevistisk. Igen i 30’erne blev det stalinistisk. Og i mange år var den som bekendt sovjetisk, indtil Rusland kort efter murens fald gennemgik en kæmpe identitetskrise.

Putin spillede en central rolle i revalideringen af det russiske imperium efter murens fald. Han løste identitetskrisen ved at tage vestlige, liberale ideer og blande disse med russisk nationalisme. Dermed skabte han det hybrid-imperium, vi kender i dag. Helt konkret har Putin eksempelvis tillagt sig en ‘pick and choose’ strategi til ideen om vestligt demokrati. Putin har blandet det russiske svar på demokrati med sovjettidens stalinistiske industrialiseringsstrategier og zartidens ortodokse kristendom. Han har på sin vis haft succes, eksempelvis er antallet af den russiske befolkning, der bekender sig til ortodoks kristendom steget fra en-tredjedel i 1991 til cirka 70 pct. i dag.

 

Fortæl mig lidt om den europæisk-russiske relation. Hvordan imødegår europæerne bedst den hybride exceptionalisme?

Det kommer fuldstændigt an på, om man ser på Rusland fra et EU- eller NATO-perspektiv. Rusland er enormt følsomme overfor NATO-intervention i det østlige Europa og ser NATO som en langt større trussel end EU. Når det så er sagt, så har Europa generelt slet ikke taget Rusland seriøst nok. Rusland truer demokratisk stabilitet i Vesten. Rusland har haft indflydelse på Brexit og på valget af Trump. Rusland forsøger at underminere demokratiske processer i EU-medlemslande.

For at imødegå det russiske trusselsbillede er det vigtigt, at Europa gør to ting. Først og fremmest skal vi tillægge os en pragmatisk accept af russiske interesser, især når EU involverer sig i postsovjetiske lande. Det betyder, at man skal forsøge at skabe en måde, hvorpå de østeuropæiske kan sameksistere med både Europa og Rusland. Det kræver, at EU dropper sin enten-eller tilgang, som man ofte ser EU have til de østeuropæiske lande.  Med andre ord skal EU acceptere at et tæt samarbejde mellem EU og de østeuropæiske lande ikke udelukker, at de fortsat bevarer og kan tillægger sig visse russiske værdier.

For det andet skal Europa tage sine højtelskede liberalisme-briller af og skifte dem ud med realisme-briller, når de kigger mod øst. Ruslands udenrigspolitik er gennemsyret af realisme. Den russiske udenrigsminister, Sergey Lavrov, er med sine Machiavelliske udenrigsstrategier et godt eksempel på det. Det har Europa traditionelt haft svært ved at erkende.

Kort sagt er det vigtigt, at Europa tager Rusland, det russiske selvbillede og russiske udenrigsstrategier mere seriøst. Det europæisk-russiske forhold kommer sandsynligvis til at være ligeså anstrengt om 10 år, som det er i dag. Dét skal Europa lære at tackle bedre.

 

Ida Elmdal Thagesen er statskundskabsstuderende og medlem af IPmonopolets redaktion.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *