Interview med Holger K. Nielsen, tidligere udenrigsminister og nuværende EU-ordfører for SF

Af Nicklas Colerick og Jonathan Holm Salka

 

Spørgsmålet om EU-samarbejdets fremtid er blevet yderst presserende og relevant som følge af briternes afgørelse om at forlade unionen. IPmonopolet lancerer derfor en interviewserie med nogle af Folketingets EU-ordførere, hvor der stiller skarpt på Brexit, hvilke konsekvenser de tror det får for EU-samarbejdetog eventuelt også for Danmark.

I anden del af vores føljeton har vi snakket med tidligere udenrigsminister og nuværende EU-ordfører for SF, Holger K. Nielsen. Vi mødte ham i sit hjørnekontor på Christiansborg til en snak om mistillid til politikerne, EU’s legitimitetskrise og EU-landenes manglende gensidige solidaritet. Briternes udmeldelse af EU-samarbejdet kunne ifølge Holger K. Nielsen hovedsageligt forklares ud fra briternes ”ø-mentalitet” og en generel mistillid til politikerne:

“Man har fra begyndelsen af haft et ambivalent forhold til EU i Storbritannien. Hvis man ser på forskellige britiske regeringer og især den britiske presse, så har der altid været ekstrem fjendtlighed. Også det konservative parti har manifesteret sig som en modstander af EU og talt ned alt hvad der måtte komme fra Bruxelles. Så der har ligget en latent EU-kritik og modstand i den britiske befolkning hele tiden grundet kulturtraditioner. Mange briter føler stadigvæk de har en eller anden storhed – en imperialistisk forestilling om, at de kan klare sig selv. Der er med andre ord en ø-mentalitet”.

“Det andet er at Brexit også afspejler en generel trend omkring mistillid til politikerne, som jo ikke kun er et britisk fænomen, men som også findes andre steder. Du har globaliseringen, som fjerner jobs fra et bestemt område og flytter dem til lavtlønslande. De nationale politikere er ikke i stand til at gøre noget ved det, og så retter man sin vrede mod EU. Det er dog en fejlagtig analyse, fordi det har ikke så meget at gøre med EU, som faktisk kan blive en del af løsningen. Man har brugt EU som afleder i forhold til nogle problemstillinger, der i virkeligheden lige så meget skyldes globaliseringen og som nationale politikere af gode grunde ikke er i stand til at gøre så meget ved”.

 

Udvidelsen – gevinst eller fejltagelse?
Det er ofte blevet fremhævet, at den frie bevægelighed, som følge af EU-samarbejdet, har betydet, at østeuropæerne er kommet og taget arbejdspladser, hvilket især blev fremhævet ved Brexit. Hvad siger du til den kritik?

”Det er del af en udvikling, som har skabt meget ængstelse og modstand. Det er der ingen tvivl om. Immigrationsproblematikken i England har ikke så meget at gøre med folk fra tredjeverdenslande, men mere med østeuropæere der kommer ind”.

Har det ikke også noget at gøre med udvidelsen af EU?

”Altså det er jo et eller andet sted et paradoks, man står med. Efter min mening er udvidelsen en af de største succeser EU har stået for. I virkeligheden er det en historisk bedrift, at man efter murens fald i 1989 så rimelig smertefrit og nemt har fået disse tidligere diktaturer, som var styret af planøkonomi og var håbløst tilbagestående, indpasset i en europæisk arkitektur. På den anden side har man fra de gamle EU-landes side undervurderet de problemer det også ville give, for eksempel i form af den arbejdskraft der kom til os, i form af de spændinger det medførte, problemerne omkring social dumping og presset på velfærdsydelser. Der er ingen tvivl om at udvidelsen har en eller anden form for dobbelthed i sig”.

 

Forventninger og legitimitetskriser
Tror du, at der har været urealistiske forventninger til, hvad EU kunne yde?

”Jeg tror der generelt mangler en forventningsafstemning. Det er der i øvrigt også i forhold til den nationale politik. Hele globaliseringen og finansmarkederne gør at der er sat grænser op for, hvad du faktisk kan politisk. Gør et land f.eks. ligesom Grækenland, mærker de det på den hårde måde. De forsøgte at komme i modfase til den gængse tænkning og blev straffet voldsomt gennem renten. Det vil sige, at du har hele tiden den straf der kommer fra investorerne, hvis du gør et eller andet, de ikke bryder sig om, og det kræver, at du har et politisk samarbejde af en vis tyngde, hvis du vil stå op mod det. Det er jo derfor, at du er nødt til at samarbejde i EU”.

Du snakker også om den legitimitetskrise og mistillid, der har været til EU-samarbejdet. Kan du se en løsning på det?

”Jeg kan ikke se andet end, at man bliver mere konkret og viser praktisk, at man faktisk godt kan løse ting i fællesskab. Man skal derfor også skære noget af det væk, som virker mærkeligt, og hvor man siger, ”hvorfor skal EU have noget med det at gøre?”. En skarpere opdeling mellem hvad der skal gennemføres nationalt og på EU-plan. Det er Kommissionen også startet på. Det glemmes sommetider, at da den nye kommission kom til, nedsatte man et filter, som skal sidde og smide forslag i skraldespanden, som det ikke mener skal være der til stor irritation for mange, men det tror jeg i og for sig er vigtigt. Du ser jo det, som man ser i alle bureaukratier: bureaukratisk inerti. Et bureaukrati skal altid legitimere sig selv og stiller derfor hele tiden forslag for at legimitere, at det man gør er fornuftigt. Men det betyder lige pludseligt, at det bliver svært at styre det”.

 

EU går ikke i opløsning, men kan blive mere differentieret
Hvor efterlader alt dette EU-samarbejdet?

”Det er jo titusindekronersspørgsmålet. Der kommer nogle særdeles vanskelige forhandlinger de næste år omkring den britiske tilknytning til EU, og det er heller ikke helt klart nu, hvordan reaktionen vil blive i andre medlemslande. Alle går og snakker om, at nu skal EU tage sig sammen og komme tættere på borgerne, det har vi sagt altid, men det er jo ikke sikkert, at det lykkedes. Man kan håbe på, at man bliver bedre til at løse de problemer som skal løses, specielt i forhold til flygtninge. Det vil simpelthen forudsætte, at nogle lande tvinges til at tage imod flygtninge. Man er nødt til at få den indre solidaritet ind i samarbejdet. Kan man ikke gøre det gennem kvoter, kan man gøre det gennem økonomiske sanktioner”. 

Det drejer sig om på den ene side at få en bedre og stærkere grænse udadtil, som kan håndtære asylbehandlingen ved EU’s ydre grænse bedre end i dag. Det handler på den anden side om, hvad jeg vil kalde beskæftigelsesproblematikken. Hvordan man end vender og drejer det; hvis man ikke får nogle højere vækstprocenter i EU, så tror jeg også, at man vil spørge, hvorfor man skal samarbejde, vel vidende om at en tilbagegang til nationalstatslige løsninger ikke vil gøre det bedre. Jeg tror det bliver vanskeligt at fastholde legitimiteten. En mulighed er, at hvis det ikke lykkedes, så vil Unionens kernelande gå videre selv. Det bliver svært at få til at fungere i praksis, men jeg er desværre bange for, at der er en del centrifugale kræfter, der vil mene, at de skal have lov til selv at gå videre. Jeg tror det bliver en stor diskussion fremover. Så vil jeg håbe på, at EU kan få løst disse problemer, og at hele flygtningeproblematikken bliver løst bedre, men også at EU rent udenrigspolitisk får en stærkere stemme”.

”Men at EU går i opløsning tror jeg ikke på. Jeg kan stadigvæk se et tæt europæisk samarbejde. De historiske erfaringer der er bygget op kan man ikke bare smide væk, og det er stadigvæk attraktivt at være EU-medlem. Hvordan det så går synes jeg er svært at svare på”.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *