Den 20. april planlægger hundredevis af indianske bolivianere at vandre fra deres hjem i naturreservatet TIPNIS til præsidentpaladset i La Paz. De marcherede også i efteråret 2011, for at beskytte deres hjemegn mod den motorvej, som de omkringliggende kokabønder ønsker at konstruere igennem reservatet, til transport af den værdifulde afgrøde. Konflikten rammer hjertet af den bolivianske præsidents politik, da han tvinges til at vælge mellem de to interessegrupper som er grundlaget for hans politiske virke og karriere; indianerne og kokabønderne.

Af Andrea Lærke Rasmussen

 

En splittet præsident
Den bolivianske præsident Evo Morales er trængt op i en krog; på den ene side kræver indianersamfundet deres ret til at leve upåvirket i naturreservatet TIPNIS, og på den anden side vil kokabøndernes vej forbedre områdets mulighed for at eksportere kokabladene, og dermed øge velstanden.

Konflikten er optrappet siden præsidenten i juni 2011 lancerede projektet uden forudgående konsultation af områdets indbyggere, som forfatningen ellers kræver det. Derfor marcherede indianerne fra TIPNIS til præsidentpaladset i La Paz fra august til oktober, i protest mod konstruktionen. Undervejs forsøgte politistyrker med voldelige metoder at standse optoget, hvilket startede en stor folkelig protest. I september valgte forsvarsministeren Celicia Chacón at trække sig, fordi hun var uenig i regeringens behandling af indianerne. Marchen resulterede i en længere forhandlingsperiode, med en speciallov som udfaldet. Ley Corta 180 forbyder konstruktionen af en vej gennem naturreservatet, og konflikten blev dermed lukket i indianernes favør.

Konflikten er optrappet siden præsidenten i juni 2011 lancerede projektet uden forudgående konsultation af områdets indbyggere, som forfatningen ellers kræver det. Derfor marcherede indianerne fra TIPNIS til præsidentpaladset i La Paz fra august til oktober, i protest mod konstruktionen. Undervejs forsøgte politistyrker med voldelige metoder at standse optoget, hvilket startede en stor folkelig protest. I september valgte forsvarsministeren Celicia Chacón at trække sig, fordi hun var uenig i regeringens behandling af indianerne. Marchen resulterede i en længere forhandlingsperiode, med en speciallov som udfaldet. Ley Corta 180 forbyder konstruktionen af en vej gennem naturreservatet, og konflikten blev dermed lukket i indianernes favør.

 

Sagen genåbnet
Men i februar lavede Morales endnu en lov, som fastslår at en eventuel vej gennem TIPNIS skal udarbejdes med konsultation af de berørte lokalsamfund. Dermed genåbnes muligheden for konstruktion af vejen, siden konsultationen også inkluderer de omkringliggende lokalsamfund, som lever af at dyrke kokaplanten. Endnu en gang har konflikten vakt stor offentlig interesse, hvor bolivianerne lader til at være lige så splittede som deres præsident. Den 20. april planlægger de indianske samfund derfor endnu en march til præsidentpaladset, for at undgå opsplitningen af naturreservatet, og ødelæggelsen af den unikke amazonske natur, som vejen menes at ville medføre.

Med konflikten om TIPNIS er vi inde i kernen af den bolivianske præsidents politiske liv. Morales står i et umuligt dilemma mellem de to politiske interessegrupper, som har sikret ham præsidentembedet siden 2006. Tidligere har gruppernes interesser været let forenelige, siden størstedelen af den bolivianske befolkning er indiansk, ligesom kokabønderne traditionelt også er af indiansk afstamning. Men med denne konflikt er interesserne inkompatible, og Morales har tydeligvis svært ved at beslutte sig for, på hvilken side han skal stå.

 

Cocaleroen Morales
Morales politiske karriere startede i kokadyrkernes fagforening, som han har ledet siden 1985. Fagforeningen kæmper for bøndernes ret til at dyrke kokaplanten, som er en central afgrøde i den bolivianske kultur. Kokabladenes bedøvende virkning blev tilsyneladende udnyttet af de indianske folkeslag i Andesbjergene siden 6000 år før vor tidsregning. I dag er det en vigtig del af områdets kultur at tygge bladene for at dæmpe sult, tørst og træthed. Planten bruges især af arbejdere i miner og på landet, for at udstå de barske forhold og det hårde fysiske arbejde.

USA forbruger størstedelen af verdens kokainproduktion, hvilket de seneste årtier har motiveret stormagten til at bekæmpe narkotrafik i Latinamerika. Med støtte fra flere andre lande har den amerikanske regering erklæret ”War on drugs” i hele regionen, hvor staterne får støtte til bekæmpelse af produktionen af koka og kokain. Bolivia er den tredjestørste producent af kokain, hvorfor USA’s antinarkotiske engagement i landet har været massivt. I 2008 stoppede Bolivia, med Morales i spidsen, narkotikasamarbejdet med USA, og smed det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og den amerikanske ambassadør ud af landet. Bolivianernes største anke mod den amerikanske narkokrig var den manglende accept af landets suverænitet, samt den svage forståelse for den traditionelle brug af kokaplanten. Siden da har bekæmpelsen af narkotikaproduktion i Bolivia været minimal.

I slutningen af januar dette år opnåede samarbejdet en klar forbedring, da Morales underskrev en samarbejdserklæring med Brasilien og USA. Aftalen er et tydeligt eksempel på Morales’ udenrigspolitiske positionering; han ønsker at lægge afstand til USA og den imperialisme han anklager landet for at udøve i Latinamerika, mens han ønsker at forbedre forholdet til nabolandene. Samtidig lægger Morales vægt på bolivianernes ret til at dyrke kokaen, og at bekæmpelsen af narkotrafikken ikke bør foregå gennem ødelæggelse af kokamarkerne, hvilket ellers har været den amerikanske strategi de seneste årtier. Morales bevæger sig her på kanten af den FN-resolution som har internationalt har forbudt kokablade siden 1961.

 

Indianernes præsident
På den anden side af Morales dilemma står den indianske identitet, som præsidentens mest centrale politiske projekt. Morales er Bolivias første indianske præsident, og hans folkelige appel grunder hovedsaligt i dette faktum. Derfor har hans store politiske projekt været et øget fokus på landets indianske rødder. Dette har eksempelvis givet sig udslag i en navneændring til ”Den plurinationale stat Bolivia”, som udpensler den bolivianske befolknings sammensætning af mere end tredive indianske stammer. Hertil blev en kombination af oprindelige inkaflag udnævnt til Bolivias andet officielle flag, Qullasuyu Wiphala. Ved Morales’ overtagelse af præsidentembedet blev undervisning i et indiansk sprog obligatorisk i grundskolen, hvilket begrundes med behovet for at beskytte, støtte og udvikle det indianske folks sproglige rettigheder. Under 40 % af den bolivianske befolkning taler et indiansk sprog, og især i byerne har der været store protester over det nye tiltag.

Initiativerne til fremme af den indianske identitet præsenteres som et led i en ”dekolonisering af det bolivianske sind og land”, som Morales tidligt proklamerede. På denne måde er præsidentens indenrigspolitiske linje tæt knyttet til den udenrigspolitiske; den vestlige verden skal afholde sig fra indblanding i bolivianske affærer, og landet skal gøre op med dets europæiske fortid. De to er uløseligt afhængige, da den udenrigspolitiske kamp mod vestlig imperialisme retfærdiggøres med den historiske undertrykkelse af den indianske kultur og identitet. Samtidig kan USA og den vestlige verdens kapitalisme bruges som syndebuk for enhver dårligdom i den bolivianske stat, hvilket udnyttes til at skabe et stærkere internt fællesskab.

 

Den altafgørende konflikt
Som substitut for den europæiske kultur som spanierne bragte til landet i det 16. århundrede, forsøger Morales at konstituere de indianske folk som Bolivias fælles rødder. Problemet er blot, at det prækoloniale Bolivia bestod af utallige indianske stammer, som ustandseligt bekrigede hinanden, og ikke havde en stærk fælles identitet eller forståelse. Tendensen til at knytte Bolivia sammen om en fragmenteret fortid kan opfattes som et ambitiøst Social Engineering-projekt, hvor en fælles folkelig bevidsthed søges skabt med politiske redskaber. Såfremt denne analyse er korrekt, drejer Morales’ politiske projekt sig om at overbevise det plurinationale folk om dets fælles historie og interesser. Derfor er udfaldet af konflikten om TIPNIS så fundamentalt afgørende for, om Morales’ politiske projekt kan lykkes, og han derigennem kan bevare magten. For få uger siden udtalte præsidenten til kongressen, at han var kommet til magten for at blive der for altid. Udfaldet af den nuværende konflikt kan meget vel være afgørende for, om denne profeti går i opfyldelse.

Når Evo Morales, Bolivias første indianske præsident, er så presset af konflikten om TIPNIS, er det fordi præsidentens politiske liv og succes bunder i kombinationen af støtten til kokabønderne, og fremmet af Bolivias indianske rødder. Hans endelige positionering i denne sag kan koste ham den politiske succes, og samtidig have store konsekvenser for Bolivias internationale samarbejde om narkotikabekæmpelse, da et udfald i kokabøndernes favør vil signalere en modvilje mod bekæmpelsen af narkotikaproduktionen.

 

Andrea Lærke Rasmussen studerer Statskundskab ved Københavns Universitet, har boet og rejst i Latinamerika, og har stor interesse for regionen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *