I mange år har man talt om Polen som nøglen til den demokratiske udvikling i Østeuropa og som en af succeshistorierne ved øst-udvidelsen. De senere år har der dog været en stigende tendens til en indre politisk kamp mod det liberale system, som landet er blevet en del af efter Sovjetunionens fald. I seneste kapitel af fortællingen har en højre-national flertalsregering pacificeret forfatningsdomstolen og udskiftet ledende skikkelser i embedsværk og medier med regeringsvenlige folk. Denne artikel stiller derfor spørgsmålet: Hvordan er samspillet mellem polsk udvikling, folkesjæl og vesteuropæisk demokrati i dag?

Af Mads Hove

 

Polen for polakkerne
Udviklingen i Polen går rigtig stærkt: Gamle Stalin-byggede betonklodser erstattes med store, nye, farverige skyskrabere. Hyggelige cafeer med kamp om pladserne skyder op på stribe og besættes af de mange nye turister. Flotte, dyre biler bevæger sig rundt på nye, fuldstændig hulfrie veje, som er en del af en ny, velfungerende polsk infrastruktur. Udadtil ligner det, at det kommunistiske spøgelse er blevet smidt ud på røv og albuer og en-til-en erstattet med en frembrusende, liberal markedsøkonomi, der siden Sovjetunionens fald har givet store økonomiske vækstrater og en politisk bevægelse mod Centraleuropa og væk fra Østeuropa. Polakkerne vil nemlig ikke kaldes østeuropæere, et begreb som for dem i højere grad betegner hviderussere og ukrainere, som stadig har lang vej igen for at nå polske standarder. Indadtil er situationen dog en ganske anden. Mange års arbejdsløshed på omkring de 20 pct. kaster stadig sine lange skygger, og for rigtig mange polakker har omvæltningen fra det kommunistiske til kapitalistiske system derfor ikke betydet andet end en masseimport af fremmed varer, de alligevel ikke har haft mulighed for at købe, en konstant kamp om arbejdspladser og en nedbrydning af deres traditionelle samfundsværdier.

Netop dette kan være med til at forklare, hvordan Kaczyński og hans parti ’Lov og Retfærdighed’ to år efter en jordskredssejr til parlamentsvalget i 2015, stadig står lige så højt i målingerne. Valgsejren betød, at Kaczyński og hans parti fik sendt sine loyale partisoldater ind i det polske parlament ’Sejm’ med et absolut flertal, på trods af kun at have modtaget 37,6 pct. af stemmerne. Hvis et valg skulle gennemføres i dag ville det ifølge meningsmålinger ikke ændre på parlamentets sammensætning, tværtimod vil det kunne styrke den siddende regering. Det er på trods af stor intern spænding i landet samt kritik fra de øvrige europæiske lande for mange af de reformer, der er blevet gennemført, og som tydeligvis indskrænker demokratiet i Polen.

Lavere pensionsalder, indførsel af børnepenge og kamp mod det multikulturelle samfund nævnes ofte som tiltag fra regeringen, der finder resonans hos den polske befolkning – og især blandt den store del af befolkningen, som mener, at traditionelle polske værdier står for fald og presses af indvandrere og liberale kræfter. Det er den del af befolkningen, som ydermere mener, at homoseksualitet er en sygdom og på den baggrund seks gange på tre år har brændt en regnbue-statue ned i indre Warszawa. Og det er de polakker, der råber af engelsktalende universitetsstuderende, når de går rundt i gaderne med ordene: ”Polen for polakkerne.”

 

At ligge mellem stormagter
Polen er ikke ligefrem Europas heldigste nation. Landet har flere gange oplevet at blive fjernet fra det europæiske kort af et af de mange aggressive lande, Polen er omringet af. Da Polen efter over 100 år endelig opstod igen med Versaillesfreden i 1919, skulle der blot gå 20 år, før landet igen blev besat som led i stormagternes deling af Europa, med Hitler på den ene side og Stalin på den anden.

Ordet ’opstand’ har derfor en hel særlig betydning i Polen. Flere gange i den polske historie har folket gjort oprør mod magthaverne for at få deres selvbestemmelse tilbage. Historien vidner dog også om store tab og aftaler, der ikke er blevet holdt. Da den sovjetiske røde hær i 1944 nåede Polen, aftalte de med polske oprører i Warszawa taktikken for befrielsen. Russerne dukkede dog aldrig op, og i stedet kæmpede oprørerne en umulig kamp alene mod den tyske besættelsesmagt, der efter lange og seje kampe slog oprøret ned, alt imens den russiske hær ventede uden for hovedstaden på så mange tab på både tysk og polsk side som muligt.

Polakkerne er derfor også stolte over ikke længere at være styret af en regering uden for Polen, men i stedet at være en nation som endelig selv kan vælge, hvem de vil samarbejde med, og hvilke regler de vedtager. Derfor virker EU’s retorik og adfærd over for Polen for mange konfronterende og minder om traumatiserende, kaotiske tider. Selvom der ofte tales om en generel illiberal bevægelse i Europa, har den måske endnu dybere rødder i Polen, hvor der lurer konstant frygt for endnu engang at blive offer for stormagters fordeling af det europæiske kontinent.

 

Når én mand tager over
Polakkerne er historiebevidste, og de har overvejelsen om fremmede magters kontrol med i baggagen. Der er dog langt fra enighed iblandt dem, hvordan den polske regering og dele af befolkningen har valgt af reagere på den internationale kritik, som fulgte regeringens reformer af domstole og medier. Tværtimod svarer flere, at de finder den polske politiske situation pinlig og skamfuld.

Én ting er, at Polen for første gang i sin korte demokratiske levetid nu har en flertalsregering. Det er imidlertid ikke nogen atypisk situation i europæiske demokratier. En anden ting er dog, at magten hverken er centreret om præsidenten eller premierministeren. I stedet er det en lille hvidhåret mand, ved navn er Jarosław Kaczyński, der alene styrer slagets gang, og hvis eneste titel er partiformand og medlem af parlamentet. Rygterne om Kaczyński er mange, deriblandt at han er en kæmpe katteelsker, men derudover ikke et socialt menneske. Det har heller aldrig været Jarosław Kaczyński, der selv har stået i frontlinjen, men i stedet broderen og nu afdøde tidligere præsident Lech Kaczyński. Efter et flystyrt i 2010 omgivet af stor mystik slog Lech Kaczyński og store dele af regeringstoppen ihjel, har Jarosław Kaczyński begivet sig i kast med den ene konspirationsteori efter den anden; om russisk statsindblanding og europæisk sammensværgelse mod Polen. Han vurderes derfor heller ikke som værende politisk spiselig for den polske befolkning, hvorfor han i stedet har loyale partisoldater på de vigtigste regeringsposter, som præsident Andrzej Duda og premierminister Beata Szydlo. Reelt set er opfattelsen dog hos de fleste, at Kaczyński er enerådig magthaver i Lov og Retfærdighedspartiet og derved også regeringen.

Situationen med én mand, som sidder i en så styrende position er noget, vi ellers normalt kun kender fra nærmest autoritative systemer – med Erdogan og Putin som skræmmeeksempler. Kombineret med en illiberal tilgang til demokratiet risikeres for det første, at den frie demokratiske debat forværres og i værste fald dør ud. Dette ses især ved Lov og Retfærdighedspartiets brug af polske medier. Offentlige medier virker som regeringens forlængede arm, og de få interviews der bliver lavet med regeringstoppen bliver som oftest kun bragt i regeringsvenlige og nationalistiske medier som ’Radio Maryja,’ som styres med hård hånd af topfolk inden for den katolske kirke, hvis magt stadig vurderes enorm i det polske samfund, og hvis indflydelse kun går i den nationalkonservative regerings favør.

Derudover volder det yderligere problemer for det europæiske samarbejde og sammenhold, at kompromisser og pragmatik udfordres af en kategorisk ven-fjende tilgang til politik. For hvordan skal vi fordele millioner af flygtninge, hvis nogen hårdnakket kræver, at de ingen kan modtage pga. religiøse forskelle? Hvordan skal resten af Europa kunne samarbejde med en mand, der overalt, nærmest paranoidt, ser fjender og skabs-kommunister, som kun ønsker ham, hans regering og hans politik død? Hvordan kan der stoles på en mand, som vil ændre landets valglov for kun at styrke sin egen position?

 

Hovedpine eller reel trussel mod demokratiets Europa?
Skal vi med europæiske briller være bange for den udvikling, som finder sted? Det korte svar er ”ja”. Når en regering begynder at fifle med grundlæggende liberale principper såsom domstolene og mediernes uafhængighed bør alle alarmklokker ringe, hvilket de også har gjort i europæiske hovedstæder og EU. Manglende sanktionsmuligheder i EU-systemet umuliggør dog reelle sanktioner, da den ungarske regering ikke er villig til at fratage Polen stemmeretten i EU’s institutioner. På den måde er der på ubestemt tid givet næsten frit spil for den polske regering til at fortsætte den kurs, der allerede er lagt, og hvor der er meget mere på tegnebrættet. Med en retorik fra den polske regering, og udsagn som: ”Vi vil blot helbrede vores stat for visse sygdomme, så den kan blive rask” tegner der sig mere en tilbagevenden til en ny form for postkommunistisk politisk undertrykkelse end en egentligt vestlig demokratisk orden. Med en fortsættende Lov og Retfærdighedsregering risikerer vi derfor en yderligere europæisk disintegration, hvor helt basale og grundlæggende problematikker ikke kan håndteres pga. uenighed om demokratiske grundprincipper. Dertil kommer risikoen for tilbagevenden til en europæisk orden præget af mistro, nationalisme og religiøse forskelle, hvor kirken og nationalistiske populister tager styringen med landets udvikling.

Lidt over 25 år efter jerntæppets fald er de vesteuropæiske demokratier igen i gang med at diskutere demokrati og samarbejde i Europa. Dengang var svaret at invitere den gamle østblok med ind i det vesteuropæiske liberale demokratiske fællesskab. Tanken var, at oplysning og frisætning af marked, informationer og politiske værdier ville opløse gamle autoritære magtforhold. Den politiske udvikling i Polen stiller derfor resten af Europa i et nyt og svært løsbart dilemma. Spørgsmålene hober sig op for, hvordan det liberale demokrati sikres i overensstemmelse med befolkningens vilje, hvordan nationalistiske paroler med frygt for fremmede magters overtag erstattes med samarbejde og tiltro til sine naboer og ikke mindst, hvordan Polen og resten af nylige østeuropæiske demokratier sikres mod autoritative og illiberale kræfters overtagelse magten i fremtiden.

 

Mads Hove er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet og har en stor interesse i polske samfundsforhold.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *