Den 14. februar 2018 erklærede en modvillig Jacob Zuma, at han fratrådte embedet som Sydafrikas præsident efter 9 års ”tjeneste”. Zuma stod overfor endnu et mistillidsvotum fra parlamentet (sit niende af slagsen). Mistillid og korruptionsanklager har dog præget det meste af Zumas embedsperiode, og ønsket om hans fratrædelse har været længe undervejs. Så hvad er årsagen til, at Zuma er trådt af nu?

Af Laura Sofie Daugaard og Jacob Stendevad

 

Historien om Jacob Zuma er en historie om, hvordan magt korrumperer.

Hans regeringsperiode afspejler det ingenlunde, men Zuma var i sin ungdom på mange måder en folkehelt og sammen med Nelson Mandela, et håb om en lysere fremtid for størstedelen af den sydafrikanske befolkning.

Født ind i ringe kår, kæmpede han for retfærdighed og ligestilling blandt racer i Sydafrika. Han kæmpede for et opgør med apartheid og dermed en slutning på et kapitel, som skulle betyde en ny begyndelse. Undervejs har han siddet fængslet, været nødsaget til at flygte og efterfølgende levet i mange års eksil i den gode sags tjeneste.

Efter forbuddet mod partiet ANC (African National Congress, red.) ophørte i 1990, vendte Zuma hjem og deltog i forhandlinger med den daværende regering. Apartheid blev få år senere afskaffet, særligt pga. tyngende økonomiske problemer og pres fra udlandet. ANC’s leder, Nelson Mandela, blev den første folkevalgte sorte præsident af Sydafrika, efterfulgt af Thabo Mbeki og Kgalema Motanthe.

I 2009 blev Jacob Zuma valgt. Tilhængere mente, at Zuma ville kunne omfordele landets rigdomme, så også de fattigste kunne få del i den økonomiske udvikling.

At Zuma hidtil har kunnet holde sig oven vande i et hav af anklager, skyldes måske hans ry som værende en ikke-intellektuel mand af folket. Hvis ikke han skulle kunne forstå og kæmpe folkets sag, hvem skulle så?

Ydermere har han haft sine succeser på sundheds- og uddannelsesområdet. Med HIV og Aids som en af republikkens største plager, talte det til Zumas fordel, at han fik gennemtvunget et betydeligt eftersyn af den politik, der skulle sikre, at endnu flere sydafrikanere kom i behandling og fik den livsnødvendige medicin. Det har resulteret i, at den forventede levetid i Sydafrika er steget.

Ligeledes er adgangen til skoler i mere fattige landdistrikter blevet betydeligt forbedret i de år, Zuma har siddet som præsident.

 

”The one who smiles while grinding his enemies”

Ikke desto mindre, så har Jacob Zuma på mange måder lagt en skygge henover det billede af Sydafrika, som Mandela skabte – et symbol på en fremtid med fred og forsoning.

Skandalerne fulgte Zuma allerede inden han tiltrådte præsidentembedet. Foruden at være beskyldt for at voldtage en ven af familien (en sag, han senere er blevet frikendt i), så har han været anklaget for korruption fra start til slut.

Det er særligt den meget store våbenhandel, der i 1999 blev gennemført af den daværende regering, som hænger ved. Zuma blev i den forbindelse anklaget for svindel og hvidvaskning af penge, men sagen blev droppet op til præsidentvalget i 2009 – for i 2016 at blive genoptaget. For få dage siden blev det offentliggjort, at han på ny er anklaget for svindel, pengeafpresning og hvidvaskning i den pågældende sag. Hvorvidt det lykkes Zuma at undslippe endnu engang, vil eftersigende vise sig engang i juni.

Side om side med korruptionsanklagerne, har Zuma desuden skabt røre i forbindelse med istandsættelsen af hans hus i hjembyen Nkandla, som han finansierede med statsejede midler. Han har dog sidenhen betalt tilbage, hvad der blev brugt på amfiteater og swimmingpool.

Ydermere beskyldes Zuma for at give indflydelse til den meget velhavende Gupta-familie (”The Guptas”, red.). Gupta-familien skulle have haft så afgørende en indflydelse på Zumas politiske prioriteringer, at de i store dele af den sydafrikanske presse er blevet betegnet som en skyggeregering. De har sørget for højt profileret beskæftigelse til mange medlemmer af Jacob Zumas familie. Begge parter benægter dog, at dette har nogen relation til Jacob Zumas virke som præsident. Det var dog alligevel denne relation, der var en af hovedgrundene til, at Zuma måtte trække sig.

Zuma erklærede i forbindelse med offentliggørelsen af sin fratrædelse, at han fortsat vil ”tjene det sydafrikanske folk og partiet, som han har tjent hele sit liv”. Det er sikkert at sige, at Jacob Zuma efterlader et betydeligt svækket Sydafrika i hænderne på Cyril Ramaphosa.

 

Jacob Zuma. Kilde: Wikipedia Commons

 

Hvad så nu?

Cyril Ramaphosa, der nu sidder på posten som præsident og formand for ANC, stillede op med løfter om mindre korruption og en større gennemsigtighed i den fremtidige regeringsførsel. Han er tidligere fagforeningsformand med fortid i ANC’s pre-apartheid aktivisme, men er senere blevet forretningsmand, og er den dag i dag en af Sydafrikas rigeste politikere med en formue på omkring 2,8 mia. danske kroner. På trods af, at han prædiker en ny retning for Sydafrikansk politik, så kritiserer mange ham for selv at have korrupte træk, blandt andet på grund af hans dybe kontakt til ANC’s ledelse i hans tid som forretningsleder.

Sydafrikas næste valg til deres parlament, National Assembly, skal afholdes i 2019. Om end der stadig spås en stor valgsejr til ANC, er det dog ikke sikkert, at de efter det kommende valg har absolut flertal som tidligere. Dette åbner op for, at oppositionspartiet Democratic  (DA), ledt af Mmusi Maimane, kan komme i spil til at lede Sydafrika, hvis de indgår i en koalitionsregering med de øvrige partier i parlamentet. Udfordringen ved dette er dog, at DA, med deres socialliberale grundlag, uden tvivl vil få svært ved at arbejde sammen med de mange små venstreorienterede partier, såfremt dette forsøges.

Alt i alt er fremtiden usikker for Sydafrika. Med en haltende økonomi, høj arbejdsløshed og kriminalitetsrate og store ulighedsproblemer, er der brug for drastiske løsninger for at landet kan bevæge sig endegyldigt ud af skyggen fra Apartheid-æraen. Skal dette ske, så kræver det, at der endegyldigt kommer en ledelse, der ikke er omfattet af skandaler og korruption. Om denne ledelse allerede er kommet til landet, eller om den Sydafrikanske befolkning må vente til næste parlamentsvalg eller længere på, at den gør sit indtog, vil tiden vise.

 

Laura og Jacob er begge statskundskabsstuderende og medlem af chefredaktionen på IPmonopolet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *