Mens de vestlige ledere afviser at deltage i Ruslands fejring af 70-året for sejren over Nazi-Tyskland, bruger Putins styre jubilæet til at styrke russernes patriotiske følelser.

Af Gry Waagner Falkenstrøm

 

Der er lagt op til det helt store brag, når Rusland den 9. maj fejrer 70-årsdagen for sejren over Nazi-Tyskland i 2. Verdenskrig – i Rusland kendt som ’Den Store Patriotiske Krig’. I Moskva pryder gamle fotos fra krigen offentlige transportmidler og infostandere rundt om i byen, patriotiske sange spiller i metroen og gader afspærres for at give plads til busser, der kører soldater ind til at øve festdagens velorkestrerede militærparader.

 

En festdag for militæret
Sejrsdagen over Nazi-Tyskland markeres som det russiske folks fejring af militæret. Ifølge The Guardian skal 16.000 soldater, 200 militærkøretøjer og 150 fly og helikoptere deltage i militærparaderne den 9. maj på ”Ruslands største festdag”, som præsident Putin kalder dagen for fejringen.

I tiden op til sejrsdagen markerer mange moskovitter deres støtte til militærets bedrifter ved at bære små sort- og orangestribede bånd, som de binder til en sløjfe på brystet, frakken, i håret eller sætter som vedhæng på tasker, bakspejle eller håndled.

Det orange-sorte symbol kaldes et Skt. Georg-bånd og er et udbredt symbol for militær tapperhed i Rusland. I dag bruges det af almindelige russere til at udtrykke stolthed over dagen, hvor Sovjet-tropper sejrede over nazisterne i Berlin – et minde, der følges af mottoet: ”Vi husker, og vi er stolte”.

I dagene op til uddeles båndene på Moskvas gader og stræder, som gratisaviserne uddeler til forbipasserende i det københavnske byrum.

 

Genopvakt nationalisme
Symbolet har det sidste år fået fornyet relevans som støttetilkendegivelse til Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim, som har udbredt opbakning i den russiske befolkning og blandt russere i de tidligere Sovjet-lande. Den voksende EU-kritiske Anti-Maidan-bevægelse benytter i stor stil Skt. Georg-symbolet i deres demonstrationer mod det, bevægelsen kalder det ”fascistiske kup” i Ukraine sidste forår, og i Østukraine bærer pro-russiske separatister det orange- og sortbrogede bånd på deres uniformer.

Hvad den enkelte moskovit, der tager imod båndet på gaden og binder det som en fin sløjfe om hanken på tasken, lægger af symbolik i båndet er nok mindre entydigt, men stoltheden over Ruslands afgørende rolle i 2. Verdenskrigs afslutning er ubestridt.

 

Putin må feste uden Vesten
Men uanset hvad Putin havde håbet på, så bliver fejringen ikke en lejlighed til at markere den internationale anerkendelse af Ruslands historiske rolle for freden i Europa.

For 10 år siden deltog statsledere fra både USA, Frankrig, England og Tyskland i 60-årsfejringen. I år har næsten alle de europæiske statsledere takket nej til at deltage. Det sker som reaktion på Ruslands involvering i Ukraine, som har mødt massiv kritik i Vesten. I stedet fejrer Putin dagen med ledere fra blandt andet Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika, Cuba og Nordkorea.

Jubilæet kunne have været en markering af de tætte historiske bånd, som blev skabt ved De Allierede og Ruslands fælles inddæmning og besejring af Hitlers Tredje Rige. I stedet udstiller fejringen et Rusland, der er langt fra den rolle som Vestens strategiske samarbejdspartner, som Rusland så ud til at kunne blive.

 

Hvad udad tabes…
Der er ingen tvivl om, at præsident Putin har sat alle sejl for indadtil at vinde den opbakning, som han med Krim-invasionen har sat over styr internationalt.

De statskontrollerede russiske medier viser dagligt nyheder om ukrainske styrkers overgreb mod civilbefolkningen i Ukraine flankeret af dokumentarprogrammer, der beretter historien om, hvordan Krim er kommet retmæssigt tilbage til moder Rusland. Putin selv skulle efter sigende være langt mere aktiv i medierne, end han længe har været, og det er ikke kun her og i forbindelse med fejringen af ’Den Store Patriotiske Krig’, at Kreml sætter stærkt ind for at fremme russernes patriotiske følelser. Præsidenten har i en nylig patriotisk offensiv udtrykt behovet for, at alle russere fra en ung alder skal opbygge stolthed over deres land gennem ”interessant og medrivende information”. I starten af april lancerede regeringen ifølge The Moscow Times et forslag om at afsætte 1,7 mia. rubler (over 200 mio. kr.) til at booste de unges ”patriotiske entusiasme” frem til 2020. Initiativet skal blandt andet hjælpe til at nå målsætningen om en 10 procents stigning i rekrutteringen til hæren over samme periode.

 

Putin, patrioternes rock star
Meget tyder på, at præsidenten ikke taler for døve øren. En rundspørge fra starten af året foretaget af et uafhængigt russisk analysebureau, Levada Centre, viser, at over halvdelen af russerne mener, at Rusland bevæger sig i den rigtige retning, og at over 80 procent bakker op om Putin som præsident. De færreste betvivler således Putins position som den nyeste i rækken af magtfulde russiske despoter.

Er man en af Putins mange millioner tilhængere, giver massefabrikerede propaganda-varer rig mulighed for at dyrke præsidenten som magtikon. Helt almindelige souvenirbutikker i Moskva flyder over med Putin-merchandise som mobilcovers med en poserende veltrænet Putin iført tanktop og solbriller, t-shirts hvor han er klædt ud som jægersoldat med det russiske flag som baggrund eller krus, hvor den naturglade præsident fisker eller rider i bar overkrop på en bjørn.

 

Monopol på sandheden
Putins popularitet rækker til Vestens forfærdelse også ud over det moderne Ruslands grænser. En lettisk medieforsker, som tilhører landets store russiske minoritet, fortalte mig for nyligt, at mange er bevidste om, at både vestlige og russiske medier er fyldt med nationalistiske budskaber og sandhedsfordrejninger – ”Putin er bare den eneste, der bekymrer sig om vores problemer”.

Den vestlige bekymring for Kremls kontrol med tilgængelige informationer grunder blandt andet i den fortsatte forværring af forholdene for kritiske russiske journalister. Pressefriheds-indekset fra organisationen Reporters Without Borders vidner om forsat tilbagegang for de uafhængige medier. I 2015 får Rusland en bundplacering som nummer 152 ud af 180 lande – kun overgået af lande som Saudi Arabien, Cuba og Eritrea i graden af undertrykkelse af den kritiske presse.

Med et Kreml der har så stor magt til at sprede sin udlægning af Ruslands historiske og nutidige sejre, kan man frygte, at Putin vil tillægge det stadig lavere betydning at kunne vise russerne omverdenens accept af Ruslands udenrigspolitik. Jo mere Ruslands historiefortælling fjerner sig fra Vestens, desto sværere vilkår for samarbejde kan man frygte i fremtiden – og desto nemmere vil det være for Putin at legitimere egenrådige handlinger over for sin befolkning.


Gry Waagner Falkenstrøm er journalist med interesse for udviklingen i Rusland og Østeuropa. Hun er kandidatstuderende i Globale Studier og Journalistik på Roskilde Universitet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *