Dette års forbundsdagsvalg den 24. september sendte rystelser gennem de tyske partier, tysk politik og tysk selvbevidsthed. Det konservative parti CDU/CSU oplevede det værste tab af stemmer i nyere tid. Socialdemokraternes (SPD) tro på Martin Schultz faldt til jorden med et kæmpe brag og Alternative Für Deutschland (AFD) gjorde sit indtog i Forbundsdagen. På baggrund af resultatet opstår der to spørgsmål: Hvilke problemer skaber det for Merkel, når hun skal danne sin regering – den såkaldte Jamaica Koalition – og hvad betyder AFD for Merkel og tyskerne?
Af Christiern Santos Rasmussen

 

Resultatet
Det konservative CDU/CSU’s tabte 8,6 procentpoint sammenlignet med valgresultatet i 2013. De fik derfor kun 32,9 pct. af stemmerne i 2017. Men 2013 var et særligt godt år for CDU/CSU, hvor man opnåede 41,5 pct. af stemmerne. Kigger man tilbage på valgene forinden, får man et mere nuanceret billede af resultatet i 2017. I 2009 fik CDU/CSU et dårligt valg med kun 27,3 pct. af stemmerne. Forinden fik de 35,2 pct. (2005) og 38,5 pct. (2002). Derfor er tolkningen af 2017 som et historisk dårligt valg måske lidt misvisende, eftersom CDU/CSU nok nærmere er gået tilbage til det normale.

SPD fik derimod et værre valgresultat end CDU/CSU og røg ned på 20,5 pct. af stemmerne. Det har været en tendens for Socialdemokraterne de senere år, og de har med 2017 resultatet passeret det deprimerende resultat fra 2009 på 23 pct. Herved kan det tolkes, at det er SPD, der har fået et historisk dårligt valg.

Det liberale frihedsparti FDP genopstod med et resultat på 10,7 pct. af stemmerne. FDP kom under den tyske spærregrænse på 5 pct. i 2013 og har derfor ikke været i Bundestagen sidste valgperiode.

Det venstreorienterede Die Linke fik ved dette valg 9,2 pct. og miljøpartiet Die Grüne fik 8,9 pct.

Den helt store overraskelse var de 12,6 pct., der gik til det højreradikale AFD.

 

AFD
Hvorfor gik AFD frem? Mange har anklaget Merkel for at have skubbet vælgere i armene på AFD, hvilket finder støtte i en undersøgelse af vælgervandringer. Her fandt man, at 18 pct. (omkring 1 mio.) af AFD’s stemmer kom fra CDU/CSU. Hendes liberale flygtningepolitik og støtte til de andre EU-lande mener man har været på bekostning af den almene tysker. Denne holdning deles af mange i CDU og særligt i CSU, men det kommer vi til.

En rundspørge blandt AFD vælgere viste samtidigt en klar tendens til at proteststemme. 89 pct. af AFD-vælgere mente, at Merkels immigrationspolitik tilsidesatte tyske borgeres bekymringer. 82 pct. mente, at 12 år med Merkel var rigeligt. 70 pct. havde foretrukket at man kunne stemme på CSU udenfor Bayern. CSU er den mere konservative del af CDU, men det kommer vi også til.

AFD’s vælgerbase kan primært findes blandt økonomisk udsatte. Østtyskland er kendt for at have en lavere gennemsnitlig indkomst og nævnes ofte som den økonomiske svage del af Tyskland. Det var særligt her, at AFD vandt frem og fik i de østtyske medlemsstater omkring 21 pct. af stemmerne. I Sachsen fik de hele 27 pct. af stemmerne.

SPD og Die Linke har traditionelt set haft støtte blandt arbejderklassen og de lavt uddannede. Men SPD’s støtte hos arbejderklassen har været faldende siden 90’erne og denne gang gik omkring 0,5 mio. socialdemokratiske stemmer fra SPD til AFD. Die Linke måtte også se nogle af deres gamle vælgere gå til AFD (omkring 11 pct.), hvilket dog blev opvejet af en vælgerflugt fra SPD til Die Linke.

Man skal passe på med at tolke AFD’s succes som en støtte til deres politik. Det er derimod snarere et signal til de andre partier. Hele 60 pct. stemte på AFD som protest imod de andre eksisterende partier og kun 34 pct. stemte på AFD, fordi de var enige i deres politik. Samtidigt mener hele 86 pct., at AFD ikke har gjort nok for at tage afstand til den ekstreme højrefløj.

 

AFD i tysk politik
Reaktionen på valgresultatet og AFD blandt de andre partier og mange tyske vælgere var mildest talt ikke god. Demonstranter mødtes på valgnatten for at protestere imod, at AFD skulle i Forbundsdagen. I et interview udtalte Forbundsdagens nye formand, tidligere finansminister Wolfgang Schäuble, at det tyske demokrati er stærkt og ikke kan ødelægges. Begge reaktioner er med til at vise den stærke modstand, der findes mod AFD, i mange dele af det tyske samfund.   

Et konkret eksempel på denne modstand er også, at reglerne for Forbundsdagens åbning er blevet ændret, som følge af valgresultatet. Førhen skulle det ældste parlamentsmedlem holde åbningstalen og derfor ville æren tilfalde en 77-årig AFD kandidat fra Niedersachsen. Men det blev ændret, og nu tilfalder tjansen det længst siddende medlem, hvilket er Schäuble.

Selvom tysk politik kommer til at ændre sig, er det ikke første gang at AFD træder ind i et tysk parlament. I delstaternes respektive parlamenter er der allerede AFD-medlemmer, om end deres modtagelse har været blandet. Blandt mange af partierne i delstatsparlamenterne, har der været den opfattelse, at det aktivt at arbejde for at udelukke et parti, kun vil give dette parti sympati blandt vælgere da de kan vælge en martyrrolle over for de andre partier. Derfor valgte SPD-medlemmerne i Düsseldorfs parlament at lade AFD-medlemmerne tale uforstyrret og fokusere på deres indhold. Andre partier og parlamenter har dog ikke været lige så velkommende. I Rhinland-Pfalz valgte en koalition af de andre partier at ændre reglerne for tildelingen af sæder i parlamentsudvalgene. Ifølge de gamle regler havde AFD ret til op imod tre pladser i udvalgene, men under de nye tildeles de kun en enkelt plads. I Mecklenburg-Vorpommern har de andre partier valgt at afvise alt samarbejde med AFD. Et parlamentsudvalg i Hamburg, der træffer beslutninger om udlændinges ophold, hvis deres asyl- eller opholdsansøgning er blevet afvist, valgte at ændre stemmeprocedure fra enstemmighed til to-tredjedels majoritet. På denne måde kunne man udelukke udvalgets AFD medlem fra indflydelse.

Samtidigt har parlamentsmedlemmer fra AFD bidraget til en hårdere tone i parlamenterne. I Baden-Württemberg har en AFD-repræsentant anklaget parlamentsmedlemmer for landsforræderi. I Rhinland-Pfalz råbte en anden ”børnemisbruger” til delstatens statsminister. Statsministeren kom fra Die Grüne og kommentaren var en reference til gamle pædofilianklager i partiet. Et tredje partimedlem har dertil udtalt sig med racistiske undertoner i en kommentar om en sort fodboldspiller (det handlede om ikke at ville være den givne spilleres nabo). Hvorvidt dette anspændte forhold vil følge med, når AFD indtager Forbundsdagen, vides ikke endnu.

 

Jamaicakoalitionen
De sidste regeringer i Tyskland bestod af SPD og CDU/CSU, men Socialdemokraterne meldte hurtigt ud, at gentagelsen af storkoalitionen ikke var mulig. Valgresultatet og de sidste år med Merkel har påført SPD for megen skade. Derfor har Merkel måtte kigge andre steder efter koalitionspartnere. I skrivende stund er det mest sandsynlige bud den såkaldte Jamaicakoalition, navngivet efter det jamaicanske flags farver. Denne koalition består af det sorte CDU/CSU, det gule FDP og det grønne Die Grüne. Men denne koalition er ikke uden problemer.

FDP’s resultat skyldtes, at man fik generobret stemmer tabt i 2013 til CDU/CSU. At CDU/CSU har slugt FDP’s vælgere og fik partiet under spærregrænsen ved sidste valg er ikke glemt. Da partileder Christian Lindner blev spurgt om, hvorvidt han var urolig for at indgå i en koalition med Merkel, svarede han ”Mal Sehen” (Lad os se). Mere bramfrit blev det derimod udtrykt af FDP’s Tim Stuchtey, der påpegede, at det lod til at Merkels små partnere altid led skade af partnerskabet, og at man ikke bør lave den samme fejl to gange. Det vigtigste for FDP er derfor at overleve til næste valg, hvorfor kernespørgsmål om erhvervslivet og et mere demokratisk Europa nok vil blive prioriteret over koalitionspartnernes krav.

Den anden koalitionspartner, Die Grüne gør heller ikke Jamaicakoalitionen mindre besværlig. Partiet er splittet imellem de venstreorienterede ”Fundis” og de mere praktisk anlagte og midtersøgende ”Realos” til en grad, hvor der næsten er tale om to partier. Fundis er meget skeptiske over for samarbejdet med FDP og i særdelshed CDU/CSU. De fremhæver kerneområder som miljø, social lighed og EU som de vigtigste områder for Die Grüne, hvorved de ikke er til forhandling.

Derimod påpeger andre, at kompromisser fra alle sider er nødvendige. Den overordnede tilgang hos Realos er mere åben, og man ønsker ikke længere en passiv oppositionsrolle. Som partiets Tarek Al-Wazir påpegede, var valgkampens formål ikke at sidde på oppositionsbænken og komme med krav, men at ”ændre ting”.

CDU/CSU er samtidigt selv i problemer. Det er vigtigt at huske, at CDU og CSU er en union af to partier. CSU stiller kun op i Bayern, hvorimod CDU stiller op i resten af landet. Det bayerske CSU er både mere konservativt end CDU og var imod Merkels liberale flygtningepolitik. Man mener, at Merkels venstredrejning de senere år har skabt grobunden for AFD’s succes. Derfor må man tilbage til de konservative rødder. Man ser gerne en mere restriktiv politik på flygtningeområdet, og kommer dermed i konflikt med Die Grüne. Særligt CSU’s Markus Söder har kritiseret denne politik og sagt, at en øvre grænse for indtagning af flygtninge er vigtig for CSU’s troværdighed. Trods den stærke tyske økonomi, døjer de almindelige tyskere med problemer med pensionen, for høje renter og for dyre boliger. Problemerne står i stærk kontrast til de økonomiske bidrag, man har givet andre EU-lande, der er plaget af dårlig økonomi. Det er CDU’erne både bevidste om og trætte af. Valget kan derfor tolkes som et signal om, at CDU/CSU er kommet ud, hvor de ikke kan bunde, og vælgerne vil ikke med. Man har behov for at vise vælgerne, at de har fanget beskeden.

 

Merkel
Merkel sidder således i en situation, hvor hendes eget parti vil arbejde for en højreorienteret kurs og med en koalition, der kræver en mere pragmatisk og til tider venstreorienteret kurs. Uanset problemerne vil de tre koalitionspartnere sidde i AFD’s skygge, når de forhandler. Selvom en koalition, der inkluderer det højreradikale parti virker usandsynlig, er der stadig behov for en regering. Hverken FDP eller Fundis fra Die Grüne vil nok efterlade Tyskland uden regering med AFD i Forbundsdagen.

Jamaica er måske ikke den bedste løsning, men det lader til at være den eneste løsning.

 

Christiern Santos Rasmussen er statskundskabsstuderende ved Aarhus Universitet og har tidligere læst ved Mannheim Universitet i Tyskland. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *