Sult, kolera og en civilbefolkning under pres gør, at der endelig bliver sat fokus på Yemen, hvor borgerkrigen raser på tredje år. Hidtil har konflikten fået meget begrænset opmærksomhed, delvist fordi den er yderst kompliceret, med et utal af aktører, der har både åbenlyse og skjulte motivationer. De forsøges forklaret i herværende artikel. Nu må man se, hvorvidt konflikten kan få et naturligt endepunkt før situationen til civil-befolkningen bliver ulidelig. Men selv hvis parterne kommer til enighed, står der stadig en række spørgsmål tilbage, mener Maria-Louise Clausen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Af Randi Emilie Dahlen

 

I skrivende stund raser en af de største og hurtigste koleraepidimier i Yemen. Sygdommens skala og hurtighed skyldes et nedbrudt infrastruktur, herunder sundhedsvæsen, som følge af borgerkrigen. Men selve krigen har fået meget lidt opmærksomhed i internationale medier –  måske fordi det (endnu) ikke har resulteret i en større flygtningekrise. Hvis konflikten dog ruller videre, eller endog eskalerer, bliver der sandsynligvis rettet mere fokus mod landet. Derfor præsenteres læseren for en hurtig introduktion til krigens hændelsesforløb og dernæst konfliktens nøglespillere.

 

Et lovende forår
Som så mange andre mellemøstlige lande blev også Yemen påvirket af det arabiske forår i 2011, en gnist der startede med en tunesisk grøntsagshandler, der satte ild til sig selv, som satte regionen i flammer. Protester blev pludselig daglig kost i lande, man ikke havde set det før. For yemenitterne drejede det sig også om deres præsident – Ali Abdullah Saleh. Efter Nord- og Syd-Yemen blev forenet i 1990, havde han været landets præsident. Men befolkningen var ikke længere tilfreds med præsidenten, som havde tilranet sig store summer fra statskassen og desuden gjort for lidt for at sørge for udvikling i det fattige land.

Efter massive demonstrationer og protest udefra gik Saleh med på at fragive sig magten i november 2011. Hans midlertidige efterfølger blev Abd Rabuh Mansour Hadi, som havde været Yemens vicepræsident i alle år, men som alligevel var en ret anonym figur. Han blev stemt ind som præsident og selv om han var den eneste kandidat på sedlen, valgte 65% af de stemmeberettigede alligevel at tage til valgstederne. De fleste stemte også på Hadi.

Transitionsaftalen beskrev derudover, at der løbende skulle føres dialog mellem de politiske grupper for at kunne udforme en ny grundlov samt afholde valg. I marts 2013 samledes dog de samme grupper i FN-regi, fordi man godt kunne se, at de to mål ikke ville blive opnået inden den periode. Efter et år med dialog blev der i januar 2014 bestemt, at Hadis regeringsperiode skulle forlænges med endnu et år. Aftalen blev dog ikke implementeret, og nogle politiske grupper var slet ikke inde over processen.

 

Dybere splittelse
Der findes en konfliktteori, som siger, at hvis befolkningens forhåbninger stiger (for eksempel som følge af en revolution), så er det altafgørende, at deres realiteter ikke bliver værre. I så fald bliver afstanden mellem forhåbninger og realitet så stor, at misnøje leder til oprør. 

Efter revolutionen var sikkerheden og økonomien i Yemen nemlig forværret. Den berømmelige dråbe var dog benzin. ”Hadi var tvunget til at fjerne subsidiering af olie og gas af Verdensbanken, fordi statskassen var tom. Men det havde store konsekvenser, da yemenitter ikke bare bruger benzin til at køre, men alt: vand, generatorer, strøm etc. Det hele kører på benzin.”, siger Maria-Louise Clausen, postdoc for DIIS og Yemen-ekspert.

Kort efter gik houthierne, en rebelgruppe fra det nordlige Yemen, ind i landets hovedstad Sana’a i september 2014. De overtog kontrollen over byen, men de lod statsapparatet arbejde videre. Dog kun frem til januar 2015, hvor Hadis stabschef blev kidnappet, og han selv blev sat i husarrest. Hadi resignerede fra præsidentposten, men formåede at flygte: først til Aden og derefter til Riyadh i Saudi-Arabien. To dage efter gik en saudisk-ledet koalition ind i Yemen med luftangreb for at tage kontrollen tilbage fra houthierne. Men i et overraskende plot twist viste det sig, at disse var allierede med ingen andre end Saleh, landets tidligere præsident og houthiernes gamle ærkefjende.

 

Houthierne – ufrivillige ledere?
Lad os starte med rebellerne, som FN fordømte for at frarøve magten fra den legitime præsident Hadi. Houthi er et familienavn, som egentlig er lidt misvisende at bruge. For ikke alle Zaydier er rebeller og langt fra alle rebeller tilhører Houthi-familien. De startede som en bevægelse for at genoplive deres shiamuslimske identitet (en retning kaldt zaydi) i Nordyemen, som er landets fattigste region. Dette skete i modreaktion til spredningen af salafisme i deres region, som ofte blev støttet af Saudi-Arabien.

Dog skal det ikke forstås, at der er tale om en sekterisk krig med stærke linjer mellem shia og sunni. Saleh er for eksempel selv Zaydi.

”Yemen havde ikke store sekteriske problemer. Man kunne længe bede i hinandens moskéer. Saleh blev faktisk anklaget af især houthierne for at være for pro-Sunni”, siger Clausen og forklarer videre:

”Den oprindelige Houssein al-Houthi var med i et politisk parti, der fik to mandater ved det første valg efter genforeningen og derefter ingen. Oprindelig handlede det om økonomisk udvikling, men arbejdet i det korrupte statsapparat gjorde dem desillusioneret”.

Houssein al-Houthi blev slået ihjel, da regimet forsøgte at anholde ham i 2004. Det udløste den første krig mellem dem og Saleh. Under det arabiske forår deltog også houthierne i protesterne mod Saleh og de deltog i den politiske dialog, hvor de var med til at diskutere det fremtidige Yemen. Clausen fortæller:

”Da de indtog hovedstaden, talte de for mindre korruption og hurtigere reformer, som var ret populært. Andre var mere kritiske og sagde sådan som: ”Hvad giver Houthierne ret til at gennemsøge min bil? Vi har jo aldrig valgt dem til at styre byen”. På den tid fungerede statsapparatet stadig, så hvis man skulle ind i de offentlige bygninger, skulle man først hilse pænt på houthierne, som holdt vagt udenfor. Med andre ord forhandlede og co-regerede de med Hadi”.

Ifølge Clausen mislykkedes samarbejdet, fordi Hadi ikke overholdt sin del af aftalen:

”En afgørende problematik i den nationale dialog var antal og inddeling af regioner, som man længe undgik at tale om. Under den Nationale Dialog (NDC) blev det besluttet, at Yemen skulle være en føderal stat, men beslutningen om antallet af regioner blev udskudt. Efter afslutningen på NDC nedsatte Hadi et mindre udvalg, der blev kritiseret for ikke at være tilstrækkelig repræsentativt. Det udvalg besluttede en opdeling i seks regioner, men det var en opdeling, som særligt Houthierne kritiserede. Derfor kidnappede houhierne Hadis stabschef, som var på vej for at præsentere forslaget og satte ham i husarrest. Både regeringen og Hadi resignerede. Dette overaskede houthierne – de fleste mener, at houthierne foretrak at udøve indflydelse på Hadi uden at vælte ham.”

Så hvad nu? ”Houthierne har stadig væk kontrol over en stor del af det nordvestlige Yemen, hvor størstedelen af befolkningen bor. Offentligt ansatte har ikke fået løn i flere måneder og den humanitære krise vokser. Men houthierne har stadig en vis opbakning. Det er klart, at det heller ikke hjælper på Hadis støtte, når befolkningen omkring Sana’a primært bliver slået ihjel af hans luftangreb og udsultet af den saudiske blokade”.

 

Ali Abdullah Saleh – politisk mastermind
”Når man taler om Saleh, kommer man nemt til at lyde som en fanboy”, siger Clausen og griner. For hende og andre er det imponerende, at han kunne regere i så lang tid, forhandle sig ud af magten og stadig være partileder (og i live – i modsætning til Mubarak og Gadaffi) og desuden hjælpe en nordlig oprørsgruppe til at vælte den nuværende præsident, tidligere vicepræsident. Og han gjorde det uden særlige ressourcer.

”Saleh er en ret interessant politisk figur. Fra 90’erne til 00’erne var Yemen beskrevet som et spirende demokrati. Det var i den forbindelse, jeg var der for første gang, med Ungdommens Røde Kors. Man ville nemlig gerne støtte civilsamfundet, som har en omfattende debattradition og mere vidtgående ytringsfrihed end nabolandene i Golfen.”

”Saleh er kendt for at sige, ”at regere Yemen er som at danse på hoveder af slanger”. Det handler netop om, at Yemen altid har været fattigere end sine naboer, så Saleh har aldrig haft et magtsystem, som har været stærkt nok til at kontrollere samfundet. Derfor har hans taktik været at integrere modstandere ind i staten, blandt andet houthierne i perioder. I nogle perioder brugte han den konflikt til at svække andre konkurrenter. De samme gjaldt stammerne, som er det primære sociale sikkerhedsnet i mange områder af Yemen. Saleh integrerede stammelederne i regimet, flyttede dem fra lokalsamfundet og gav dem et månedlig stipendium. Resultatet var, at sheikerne orienterede sig mere mod regimet end sin egen lokalbefolkning”.

Hvad har dog fået Saleh til at vende sig mod sin gamle vicepræsident og slutte sig til houthierne, som han har ført ikke én men seks krige mod? Ifølge Clausen er Saleh et magtmenneske, som vil blive ved med at søge den.

 

Abd Rabuh Mansour Hadi
Hadis anonymitet var det, som gjorde ham til den bedste kandidat til Salehs efterfølger, forklarer Clausen, idet han ikke var forventet til at selv søge magten. ”Han var en mulighed, fordi ingen havde noget imod ham. Han havde heller ikke selvstændigt netværk, så han udgjorde ingen trussel. Saleh accepterede ham sandsynligvis, fordi han troede, han kunne kontrollere ham. Hadi er medlem af samme parti, som Saleh fortsatte at lede. Der blev spekuleret i, at der var en aftale om at Saleh skulle tilbage til magten efter noget tid, sådan en Putin-model.”

”Problemet med at vælge en mand uden netværk er, at han ikke kan udrette meget. Han havde i starten folkelig opbakning, men hans primære støtte kom fra det internationale samfund. Han forsøgte uden held at reformere sikkerhedssektoren og fjerne Salehs familiemedlemmer fra offentlige poster. Et andet problem var, at halvdelen af parlamentet bestod af Salehs parti og den anden halvdel, en samlet opposition. Dermed kunne de ikke blive enige om noget som helst. Hadi var låst fast og reagerede med at udsende en masse dekreter, samt indsætte loyale personer i centrale poster (som Saleh).”

”Nu tyder det på, at han ikke har langvarig politisk rolle og heller ikke ønsker det. Men han er fanget af Saudi-Arabien, som indtil videre i hvert fald har holdt fast i, at han er den legitime præsident, fordi det er en central del af at legitimere interventionen i Yemen. Interessant nok er ikke alle koalitionsmedlemmer enige med dette. De Forenede Arabiske Emirater kører eget show i Sydyemen, og de kan ikke lide Hadi. De har forsøgt at presse Saudi-Arabien til give slip på ham.”

 

Saudi-Arabien
Hvad var Saudi-Arabiens interesse i interventionen? Ifølge Clausen er det ikke første gang, Saudi-Arabien forsøger at digtere tingenes gang i nabolandet.

”Saudi-Arabien har altid blandet sig i Yemen. De har betalt stammeledere, startet moskeer og sendt imamer til Nordyemen og samarbejdet med Saleh. De er også Yemens største donor og hundredetusindevis af yemenitter har krydset grænsen mod nord for at arbejde i Saudi Arabien. Legenden siger, at den tidligere saudiske konge hviskede på dødslejet til sin overtager: ”Hold Yemen svagt.” Med andre ord har Saudi Arabien forsøgt at fastholde et stabilt, men svagt Yemen, som det kunne kontrollere.”

”En anden årsag til Saudi-Arabiens indblanding er, at den unge forsvarsminister Mohammad bin Salman gerne ville markere sig politisk.  Det er egentlig atypisk for saudierne at gå i krig på denne direkte måde som de gør i Yemen. Bin Salman troede, han kunne score en nem sejr, som gav ham pondus indenrigspolitisk. I år blev han også udpeget som kronprins og tronarving.”

Og hvad med koalitionens øvrige 10 lande (heriblandt Pakistan)? Hvad har deres motivation været?

”De fleste lande i den koalition har rent faktisk ikke bidraget med noget, men er rent symbolske medlemmer. Koalitionspartnere er Saudi-Arabiens allierede. Hadi udbad sig hjælp   under Artikel 51 (Selvforsvarsklausulet), herunder fra FN. Saudi-Arabien svarede med intervention to dage senere – det var nok aftalt på forhånd. Hadi formåede ikke at skaffe en FN-resolution, så Saudi-Arabien lavede en koalition for at skabe støtte og legitimitet omkring interventionen.”

 

Iran
Endelig har det spillet en afgørende rolle for Saudi Arabien, at de ser houthierne som en iransk proxy-gruppe. Maria-Louise Clausen mener dog, at forholdet mellem houthierne og Iran er overdrevet.

”Anklagen er overdrevet og er typisk blevet brugt til at forsøge at delegitimere houthierne. Det var en strategi som den tidligere præsident Saleh for eksempel også brugte. Relationen mellem houthierne og Iran er styrket under krisen, men houthierne er ikke dikteret fra Teheran. De har sandsynligvis modtaget noget organisatorisk træning, og i mindre omfang våben, men ift. våben er det værd at huske på, at houthierne var velbevæbnede og derudover samarbejder med Saleh, der kontrollerer de bedst bevæbnede afdelinger af det yemenitiske militær. Jeg talte med houthierne i 2014, der så Hezbollah som en inspirationskilde, men det gør jo ikke gruppen til en iransk proxy. Der er ret begrænsede dokumenterede informationer, men mange rygter.”

 

USA, Al-Qaeda og ISIS
”USA har to motivationer for at deltage i krigen: de er Saudi-Arabiens allierede og de ønsker at svække terrorister, som holder til i Yemen. Det var for eksempel dér, både undertøjsbomberen og dem, der angreb Charlie Hebdo, blev trænet. Endelig tjener USA på at sælge våben til Saudi-Arabien.”

“I sin tid samarbejdede Saleh med USA i bytte mod støtte og bistand. Det lykkedes ham også i midten af 00’erne at svække Al-Qaeda ret voldsomt. Saleh tog derfor til USA og forventede ros. I stedet blev han kritiseret for brud på menneskerettigheder og kvinders manglende rettigheder. Det fortælles, at Saleh var voldsomt fornærmet over den behandling. Kort tid efter var der udbrud i det centrale fængsel i Sana’a, hvor mange fra Al-Qaedas senere lederskab slap fri. De fleste mener, at det ikke kunne være sket uden hjælp udefra. Udbruddet gjorde, at Al-Qaeda blev genoplivet. Siden det arabiske forår har de vokset sig stærkere. Derudover findes der en lille afdeling af IS, som har gennemført få, men ret spektakulære angreb. Derfor angriber USA dem. Både med droner og træning af lokale.”

 

Findes der en løsning?
Efter tre nedbrudte fredsforhandlinger og en voksende humanitær krise er det svært at se, hvordan konflikten kunne afsluttes. Til dette svære spørgsmål har Clausen nogle tanker:

”Det tragiske er, at hele situationen kunne have været undgået, da houthierne indtog Sana’a, fordi de ønskede jo, at Hadi skulle blive. Problemet nu er, at konfliktlinjerne er blevet forværret, både på nationalt og lokalt niveau.”

”Forskning viser, at der er større sandsynlighed for, at fredsaftaler holder, hvis de garanteres af en tredjepart. Spørgsmålet er så, hvem det kan være. FN skal være involveret, men mange har mistet tillid til, at FN kan gøre det alene. Oman har tradition for at være Mellemøstens mægler, men de har ikke ressourcer til at garantere en fredsaftale. EU er en aktør, som sådan set har et bedre ry end så mange andre. Men EU har svært med at være forenet front.”

”Et andet centralt spørgsmål er: hvem skal være præsident? Der mangler et godt bud på en leder. Konflikten har øget de regionale konfliktlinjer og uafhængighedsbevægelsen i Sydyemen har vokset. Nogle peger på, at Yemen burde blive en føderal stat. Men kan de fungere selvstændigt og fredeligt med hinanden?”

”Krigen er ikke længere populær i Saudi Arabien. Den koster penge og resultaterne har været begrænsede. Men problemet er, at Saudi Arabien har malet sig op i et hjørne, hvor de kræver, at houthierne trækker sig tilbage og overleverer deres våben. Samtidig skal Saudi-Arabien kunne vise, at Yemen ikke længere er ’under’ iransk indflydelse. Men dét er svært at forhandle om.”

 

Randi Emilie Dahlen er IPmonopolets chefredaktør og læser til kandidat i statskundskab, hvor hun specialiserer sig i international politik. Hun har en særlig interesse i glemte konflikter.

Maria-Louise Clausen er postdoc for Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hendes forskning fokuserer på teorier og forestillinger om staten. Hun har desuden særlig kendskab til Yemen, som hun har skrevet om tidligere.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *